The Project Gutenberg eBook of Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling

Author: Niels Meyn
        August Klingsey

Illustrator: Karl Hansen Reistrup

Release date: August 13, 2021 [eBook #66058]

Language: Danish

Credits: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK MED LUFTSKIB TIL MARS: FANTASTISK FREMTIDSFORTÆLLING ***




                         MED LUFTSKIB TIL MARS


                     FANTASTISK FREMTIDSFORTÆLLING
                                   AF
                         N. MEYN og A. KLINGSEY

                  MED TEGNINGER AF K. HANSEN REISTRUP


                               KØBENHAVN
                        TILLÆG TIL »BØRNEBLADET«
                         CHR. ERICHSENS FORLAG
                                  1911


                             CITYTRYKKERIET
                      LAUR. MADSEN & VALD. CARLSEN




                            FØRSTE KAPITEL.

                                Planen.


»Al Respekt for Deres Dygtighed, kære Professor; men er den Plan ikke
vel ... ja, skal vi sige »original«?«

»Nej, kære, den er virkelig for dristig for et almindeligt Menneske!«

»Jeg ser allerede i Aanden en Notits i »Daily Mail«: Vi beklager at
maatte bringe den sørgelige Efterretning, at den berømte Astronom,
Professor Marcus Stone, er blevet indlagt paa en Sindssygeanstalt som
uhelbredelig.«

De tre Herrer, der var saa rørende enige om det Forslag, den fjerde
tilstedeværende var kommet med, var ellers saa forskellige som vel
muligt.

Den, der først havde talt, var Civilingeniør John Hyde. Han var, hvad
man kalder »en ægte Engelskmand«, rolig og tilbageholdende. Ansigtet med
det brede, kraftige Kæbeparti tydede paa Villie og Energi.

Den anden af de talende var aabenbart Officer. Hans runde, godmodige
Ansigts sunde, friske Farve og hans kraftige og smidige Legeme viste
tydeligt, at han tilbragte største Delen af sin Tid med Sport i fri
Luft. Sport var ogsaa hans Hovedinteresse, og de Steder, den udøvedes,
var hans Yndlingsopholdssteder. For øvrigt havde han et storartet Humør
og en god jævn Forstand.

Hans Venner kaldte ham »lille Dick«, men naar han blev forestillet for
fremmede, hed han Premierløjtnant i Marinen, Richard S. Dillingham.

Den tredie, der strakte sin temmelig lille Person i en magelig
Kurvestol, var noget ældre end Dillingham. Han var en sirlig Skikkelse
med et skarptskaaret Ansigt og et Par lystigt blinkende graa Øjne bag
Guldbrillerne. Paa hans Visitkort stod: Dr. med. William Burd, og der er
ingen Grund til at tro, at han hed noget andet.

Naar vi forestiller den fjerde af de tilstedeværende til sidst, er det
ikke, fordi han er en underordnet Person; tværtimod: Professor Marcus
Stone var absolut den mest fremtrædende i det lille Selskab, baade fordi
han var Professor, fordi han var berømt, og fordi han kunde raabe højest
og tale uafbrudt, næsten uden at trække Vejret. Han var berømt i
videnskabelige Kredse for sin store Dygtighed, og han var frygtet, fordi
han altid var ubehagelig, – et Ordskifte med ham endte før eller senere
med Klammeri.

»Nej, kære Professor,« bemærkede Burd, »det er min Overbevisning, at det
moderne Luftskib vil faa overordentlig stor Betydning, større end de
fleste aner; men en Rejse til Mars tror jeg i alt Fald ikke, det kan
bruges til paa sit nuværende Standpunkt. Det er for fantastisk en
Tanke.«

»Men Herregud!« udbrød Stone, »hvor tidt skal jeg sige Dem, at her er
ikke Tale om et Jules Vernesk Fantasifoster, men om et videnskabeligt
Eksperiment, der er teoretisk klargjort og praktisk udførligt. Men der
_er_ selvfølgelig en vis Risiko.«

»Risiko,« snærrede Doktoren, »naar man falder ned fra Eiffeltaarnet, er
der ogsaa »en vis Risiko«. Det er Hip som Hap!«

»Men er her da ikke et fornuftigt Menneske?« stønnede Stone med
himmelvendte Blikke.

»Nej,« erklærede Dillingham, »hvis denne Plan er Fornuft, saa er vi
andre Idioter. Naa, det har De for Resten saa tidt ladet mig høre, saa
hvorfor ikke nu? Dør vi, saa ...«

»Saa falder vi som Ofre for Videnskaben,« afbrød Stone begejstret.

»Saa falder vi som Ofre for vor Tillid til Dem,« sagde Burd, »men lad os
høre Planen, saa kan vi bagefter kritisere.«

»Vi skal selvfølgelig benytte Hydes Luftskib – paa hvilken Maade skal
jeg nu have den Ære at forklare Dem.«

Professor Stone trak en Pakke Papirer op af Inderlommen og begyndte:

»Som De ved, mine Herrer, eller rettere sagt, som De burde vide, drejer
Jorden sig i en Ellipse omkring Solen. Foruden Jorden kredser der en hel
Del andre Planeter omkring Solen, og den nærmeste af dem er Mars, der er
15 Millioner Kilometer fra os, naar den er os nærmest. Aarsagen til
denne Kredsen er den saakaldte »almindelige Tiltrækning«, som nærmere
bestemmes ved Hjælp af Newtons Lov. Mere derom ved indtil Dato kun jeg,
og jeg skal nu nærmere udvikle min Teori for Dem.

Som De ved, defineres denne Tiltrækning som Enhed af Elektricitet ...«

»Kan De ikke udtrykke Dem lidt mere populært?« afbrød Dillingham, »for
Resten er det os nok, at Planeterne i det hele taget kredser, lad os
bare slippe for Grunde. Fortæl os hellere straks, hvordan De har tænkt
Dem, vi skal komme til Mars?«

»Det er ubegribeligt,« vrissede Stone, »hvor lidt en logisk Udvikling
interesserer Dem, og jeg skal derfor fatte mig i Korthed.

Jeg har udfundet, at der gaar en elektrisk Strøm fra den ene Planet til
den anden, naar de er i en vis, bestemt Stilling. Staar de anderledes
for hinanden, gaar Strømmen derimod fra den anden til den ene. Et
elektrisk Legeme, som findes i Æteren, vil som Følge heraf bevæge sig
med en Hastighed, der forholder sig omvendt som Kvadratet paa Forholdet
mellem sin Masse og Jordens Masse i 3. Potens.

Kraften vil efter mine Beregninger udgaa fra Øen Staffa og have sin
Maksimumsværdi den 17. Oktober.

Med et Legeme af passende Vægt vil man kunne faa Forbindelse med Mars!«

Stone tav og saa sig omkring. Hyde sad med et Stykke Papir og forsøgte
at danne sig en Figur af den omtalte Tiltrækning. Dillingham saa alt
andet end begavet ud, det gik over hans Forstand.

Der blev en længere Pavse, saa tog Burd Ordet:

»Hvis dette er rigtigt, hvorfor har De saa ikke offentliggjort Deres
Teori?«

Stone maalte ham med et foragteligt Blik:

»Tror De, jeg gør noget halvt? Naar man har en Sætning, maa der ogsaa
følge et Bevis. Min Teori kan ingen kontrollere Rigtigheden af; men kan
jeg komme til Mars og tilbage derfra, er der jo et uomstødeligt Bevis,
ikke sandt?«

»Ja, hvis De kan det,« sagde Burd med et Smil, der øjeblikkelig bragte
Stone i Harnisk.

»Kan!« raabte han, idet han for op, »jeg kan, og De og Hyde og
Dillingham kan komme med. Hyde giver os Midlet dertil.«

»De mener altsaa virkelig at kunne bruge mit Luftskib til den Rejse?«
spurgte Hyde.

»Jeg ikke blot mener det, men jeg ved det,« raabte Stone; »jeg har set
af Deres Tegninger og Udkast, som De var saa god at laane mig, at Skibet
med Hensyn til Vægt, Rumfang og Stof, forarbejdet som det er af hærdede
Staalplader, vil egne sig udmærket til Udførelse af min Plan. Stiger vi
op fra Staffa om godt 24 Uger, den 23nde September Kl. 1⁵⁷ om Natten,
vil vi kunne naa Mars paa ca. 11 Dage med en Fart af omtrent
1,363,636,₃₆₄ km pr. Dag. Denne Fart vil muliggøres ved de
polarelektriserede Æterdele. 4 Maaneder efter vil Kraften have modsat
Retning som Følge af, at de to Planeter atter fjerner sig fra hinanden.«

»Selv om dette virkelig var muligt,« indskød Burd med et overlegent
Smil, »saa kunde det ikke udføres af andre Grunde. De har glemt den
uendelig lave Temperatur, som hersker i Rummet. Vi vilde jo fryse ihjel,
saa snart vi var uden for Atmosfæren, og desuden vilde vi snart forbruge
Luften i Skibets Indre.«

»Det er taget med i Betragtning! Det er alt sammen taget med i
Betragtning,« raabte Stone triumferende. »Gnidningen mellem Skibet og de
elektriske Smaadele vil frembringe en Temperatur paa 18⁷⁶ Grader Celsius
i det indre. Desuden er Skibet konstrueret saaledes, at det kan
indeholde en Luftforsyning for 25 Dage.«

»Men kan vi aande i Mars’s Atmosfære?« spurgte Hyde.

»Hvis De havde læst mit Værk om Spektralanalysen af Planetatmosfæren,«
svarede Stone overlegent, »vilde De i 7ende Bind nederst Side 347 have
fundet, at Atmosfæren paa Mars indeholder de samme Stoffer som
Jordatmosfæren, nemlig: Ilt, Kvælstof ...«

»Tak! Tak! Jeg er overbevist,« raabte Hyde.

»Og De, Doktor,« spurgte Stone, »har De mere at indvende?«

»Nej, aldeles ikke, jeg er ganske vundet for Deres Plan.«

»Jeg gaar med til alt,« udbrød Dillingham, »gaar det, saa meget des
bedre, saa faar jeg min Del i Berømmelsen, og gaar det ikke, saa falder
jeg, som Professoren før bemærkede, som et Offer for Videnskaben, som
jeg ganske vist egentlig ikke havde tænkt mig skulde blive Aarsag til
min Død.«

»Altsaa, alvorlig talt, mine Herrer, skal vi saa vove et Forsøg?«
spurgte Stone højtideligt.

»Vedtaget!« raabte de tre andre som med een Mund.

»Lad os da, inden vi skilles, benytte Tiden til et lille Overslag over,
hvad vi skal have med, og det vilde maaske ogsaa interessere Dem at gøre
nærmere Bekendtskab med Skibet?«

Stone satte sig ned og overlod Hyde Ordet.

Denne rejste sig og tog et Stykke Papir frem, som han foldede ud paa
Bordet.

Det var en simpelt udført Tegning af hans Luftskib, set i Gennemsnit.

»Skibet er bygget af tynde, hærdede Staalplader,« sagde Hyde, »og det
har Form omtrent som en moderne Undervandsbaad. Foroven har vi
Platformen (P), hvorfra Døren (D) fører ind i Taarnet (T), hvor
Styremekanismen (L) samt en mindre Maskinkanon (K) er anbragt. Fra
Taarnet fører der en Trappe (6) ned i det indre, der er delt i to
Etager. I øverste Etage findes et stort Lukaf (7) til Folkene. Derpaa
kommer et større Lokale, eller rettere sagt en Salon (S), og
Observationsrummet (O) med en Rude (R). Helt forude findes et Magasin
(A) til Vaaben og Ammunition o. s. v. I den nedre Etage findes et
Forraadskammer (F) samt Beboelsesrummene (1, 2, 3, 4) og endelig
Køkkenet (5).

[Illustration: Hydes Tegning af Luftskibet, set i Gennemsnit.]

Helt agterude findes Maskinen (M). Skibet styres af et stort, lodret Ror
(R) og drives opad og fremad i Luften ved Hjælp af et stærkt sammensat
System af Skruer (Skr.). Maskinen drives med Kul, der frembringer
Elektricitet, hvorledes skal jeg ikke trætte Dem med. Kullet faas fra
Luftens Kulsyreanhydrid, som spaltes i Kul og Ilt af selve Maskinen. Den
giver os derved ny Ilt, som vi i vore Lunger igen »omdanner« til
Kulsyre. Et saare sindrigt Princip, ser De.«

De andre nikkede bifaldende.

»Undskyld,« afbrød Stone, idet han rejste sig og saa paa sit Ur, »men
jeg maa desværre forlade Dem nu, jeg skal op paa Observatoriet og banke
Astronomi ind i Hovedet paa den ny Assistent, der skal vikariere for
mig, medens jeg er borte. Videnskaben hernede paa Jorden maa ikke
forsømmes, medens vi foretager vor Luftrejse. Jeg foreslaar, at vi
træffes her igen paa Mandag for at tale videre om vort Foretagende.«

De tre Herrer var enige med Stone, og han forlod dem med et kort: »Paa
Gensyn!«

»Han er en stor Mand,« sagde Burd. »Mon hans Plan virkelig skulde kunne
udføres? Det vil blive interessant at erfare, hvorledes der ser ud paa
Mars.«

»Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde drukket for meget,« sagde
Hyde, »det svimler ligefrem for mig ved den blotte Tanke om denne Plan.
Jeg har tidt sejlet gennem Luften med en Flyvemaskine; men gennem
Verdensrummet med Luftskib! – Det er mere, end jeg kan fatte i
Øjeblikket.«

»Naar bare der er god Jagt deroppe,« sagde Dillingham, »saa skal jeg
være glad. Tænk, at kunne jage gennem fantastiske Skove efter sjældent,
ukendt Vildt, ja maaske efter et eller andet glubende Uhyre; det kan
give Anledning til Kamp og Spænding.«

Han anede ikke paa dette Tidspunkt, hvilke spændende Kampscener der
ventede ham paa den fjerne Planet.




                             ANDET KAPITEL.

                            Forberedelserne.


Paa Duncan og Deans store Maskinværksted i Greenwich var der stor
Travlhed.

Der byggedes Luftskibet under Ledelse af Hyde selv, der sværtet og sodet
tumlede med de store Metalplader saa godt som nogen menig Arbejder.

Selve Stellet og den ydre Skal byggedes af hærdet Staal, medens alle
Skillevægge i det indre var af Aluminium.

Det havde først været Hydes Hensigt at konstruere Luftskibet til
Krigsbrug med en Kanon af svær Kaliber i Taarnet. Nu erstattedes Kanonen
af en lettere Maskinkanon.

Saavel hans eget Land som Europas øvrige Stormagter havde budt ham
fabelagtige Summer for hans Skib, og han havde været lige ved at afhænde
det, ufærdigt som det var, da Stone gjorde ham det Forslag at benytte
det til deres eventyrlige Rejse til Mars.

Hyde afbrød da alle Forhandlinger med andre; for det første fordi han
var stærkt interesseret i Stones Plan, og dernæst fordi han vidste, at
Skibet efter en saadan Rejse vilde faa mindst tidobbelt Værdi.

To Maaneder efter den berømmelige Aften, da Stone udviklede sine Planer
for sine dengang skeptiske, men nu begejstrede Venner, fejredes Skibets
Fuldendelse ved et Glas Champagne, – man »holdt Rejsegilde«, som
Doktoren sagde.

Om Natten foretoges en Prøvetur, der forløb fuldkommen
tilfredsstillende. Man fløj om Natten for ikke at vække Opsigt, og da
Dagen brød frem, laa Skibet, der var blevet døbt »Meteor«, sikkert
indhyllet i svære Presenninger i et Skur en god Mils Vej fra London.

Det gjaldt nu om at faa en Besætning, der var til at stole paa.

Hyde hyrede straks en Mand ved Navn Leslie, en ganske udmærket Mekaniker
og Maskinist, der i en lang Aarrække havde været Formand paa Duncan og
Deans Maskinværksted. Han var villig til at tage med de fire Venner.
Dillingham skaffede to Mænd, hans Tjener Handerson og hans forhenværende
Oppasser Bill Smith.

Dertil kom Dick Craddock, som det nok er værd at ofre et Par Ord paa.

Da han for en Maaned siden var kommet til London, ejede han med
Undtagelse af en Jakke, en snavset Skjorte, et Par Benklæder og et Par
lasede Støvler samt en dito Kasket – akkurat lige saa meget, som da han
for 44 Aar siden første Gang saa Dagens Lys. Han havde som Sømand været
Jorden rundt adskillige Gange, han havde set sig omkring i Verden og
oplevet meget. I de kolde nordlige Have havde han slynget Harpunen i den
mægtige Hval. Han havde gravet Guld baade i Nordamerika og Australien,
og han havde kæmpet paa Liv og Død med malajiske og kinesiske Sørøvere.

Der var kort sagt næsten ikke den Ting, en Sømand kan opleve, som han
ikke havde været med til, ikke blot i Fantasien, som saa mange, der
»spinder en Ende« i Kammeraternes lyttende Kreds, nej, han havde oplevet
det alt sammen i Virkeligheden.

Han havde tjent sig en pæn lille Sum Penge i Tidens Løb, men havde
letsindigt sat dem til ved en Ekspedition til det indre Peru for at
opsøge en stor indiansk Skat fra Inkaernes Tid.

Resultatet blev, at han maatte vende hjem til England for at begynde
helt forfra og endda være glad, han slap derfra med Livet.

For at friste Livet havde han maattet tage Plads som slet og ret
Kulsjover, da han en Dag saa et Avertissement i en Avis. Det var
indrykket af Hyde, og der fremhævedes, at man havde Brug for en modig,
erfaren og paalidelig Mand, der ikke var Familieforsørger.

Craddock meldte sig straks i Hydes Lejlighed i Kensington Road.

Hyde fandt ham ikke særlig tiltalende ved første Øjekast paa Grund af
hans smudsige og mangelfulde Paaklædning; men da han havde talt lidt med
Manden, opdagede han snart, at han forstod sig en hel Del paa Mekanik og
var kløgtig, kvik og erfaren, og saa sagde Hyde til sig selv, at Snavs,
selv om det er nok saa gammelt, dog neppe sidder mere fast, end at det
kan vaskes af. Da denne hans Hovedanke mod Manden altsaa forholdsvis let
kunde fjernes, saa antog han ham paa Stedet og sendte ham bort, for at
han kunde foretage de meget nødvendige Forbedringer i sit Udseende og i
sin Paaklædning.

Nu var alt i Orden, og man ventede kun paa den Nat, der var fastsat for
Opstigningen.

Udrustningen havde man helt overladt til Dillingham, der havde skilt sig
mesterlig fra denne Opgave. Der hang et helt Arsenal af Vaaben i
Magasinet. Der var et Jagtgevær, en Martini-Henry Riffel og to store 12
m/m Revolvere pr. Mand, og foruden Ammunitionen til alle disse Vaaben
var der store Kasser Patroner til Maskinkanonen i Taarnet.

I et Hjørne stod en sort Læderkasse med to særlig fine
Browning-Revolvere; de var Dillinghams personlige Ejendom og Genstand
for hans Stolthed og varmeste Kærlighed.

Saa man ind i Proviantrummet, skulde man tro, man befandt sig i et
første Klasses Viktualie- og Delikatesselager, at dømme efter
Indskrifterne paa de utallige Daaser med henkogte Sager.

De forskellige Lukafer og Salonen var udstyret bekvemt og hyggeligt, og
det var ikke med saa lidt Stolthed, at Dillingham fremviste disse
Resultater af sin Smag og sin praktiske Sans for sine tre Venner.

Doktoren og Hyde var begejstrede; men Stone saa kun flygtigt paa det alt
sammen og syntes at tænke paa ganske andre Ting. Alt dette var for ham
kun kedelige Biting, uundværlige, men ligegyldige Stationer paa hans Vej
mod det store Maal.

Observationsrummet var det eneste Rum i hele Skibet, der var aflaaset,
og Nøglen laa i Stones Lomme. Hele Rummet var fyldt med Kikkerter,
Theodoliter, Penduler og alle andre fysiske og astronomiske
Instrumenter.

Herinde stod ogsaa Professorens store Spektroskop, et uhyre kostbart
Instrument med hans Navn indgraveret i en Sølvplade paa Fodstykket.

Det var en Gave fra samtlige Videnskabsmænd i Europa som Anerkendelse af
hans Værk om Planeternes Spektra, og det var hans kæreste Eje.

Han tænkte med Fryd paa at kunne faa Jordens Spektrum at se fra Mars.

Dillinghams Tjener, Handerson, kom ikke længere end til Proviantrummet;
der blev han staaende, fortabt i Beskuelsen af al den dejlige Mad og i
Beregninger af, om det nu ogsaa vilde være tilstrækkeligt, eller om de
skulde blive nødt til at tage for sig af Marsdyrenes forhaabentlig
velsmagende Kød.




                            TREDIE KAPITEL.

                     En Passager i sidste Øjeblik.


I en lille Kro, en engelsk Mil fra det Sted, hvor Luftskibet var
fortøjet, gik Værten den Aften, Afrejsen skulde finde Sted, og dækkede
et Bord til fire Personer. Han var lige bleven færdig og havde kastet et
sidste, prøvende Blik paa Anretningen, da et Hornsignal hørtes, og
straks efter rullede en stor, blaa Automobil op foran Døren. Chaufføren,
Dick Craddock, sprang ned og aabnede Døren for de fire rejsende, som een
efter een kom frem fra Vognens Indre.

»Er Maden færdig, Johnson?« spurgte Ingeniøren.

»Vær saa artig, mine Herrer!« svarede Værten og bukkede dybt, »den har
staaet færdig i lang Tid.«

»Saa er den vel kold,« brummede Professoren, idet de tog Overtøjet af.

»Kold eller ikke kold,« sagde Doktoren, »saa er jeg sulten, og vi har
ikke alt for god Tid. Jeg haaber ikke, vi bliver forstyrret?«

Dette Haab skulde nu imidlertid ikke gaa i Opfyldelse. Neppe havde de
sat sig til Bords, før det velkendte skrattende Signal atter lød derude.

»Hvad er nu det?« sagde Hyde.

»Formodentlig Værtens Poder, der morer sig,« mente Doktoren.

»Nej, det er ikke vort Horn. Her er nok god Søgning i Aften.«

Dillingham, som sad nærmest Døren, aabnede den og saa ud. Doktoren
bøjede sig fremover og fik Øje paa den ærbødigt bukkende Vært, som stod
og talte i en sagte Tone med en foreløbig usynlig fremmed. Et Øjeblik
efter viste denne sig i Spisestuedøren. En høj, mager Skikkelse i en
lang Ulster, et skarptskaaret Ansigt med en bestemt Mund og en let bøjet
Næse. Overansigtet kunde man ikke rigtig se, da det dækkedes af Skyggen
af en graaternet »Sixpence«, som det ikke i mindste Maade faldt Ejeren
ind at tage af.

Han stod lidt og saa stift paa vore Venner, saa drejede han rundt paa
Hælen og gik atter ud i Forhallen.

»Hvem var den Gentleman?« spurgte Professoren med et Tryk paa Gentleman,
der sagde det samme som »Gaaseøjne« i Skrift, og højt nok til, at den
fremmede kunde høre det.

Værten lukkede forsigtigt Døren.

»Det er Inspektør Mac Carty,« sagde han og bukkede uvilkaarlig lidt.

»Mac Carty, hvem er det?«

»Nej, ved De nu hvad, Professor,« sagde Hyde, »kender De virkelig ikke
Scotland-Yards dygtigste Mand?«

»Nej, og efter hvad jeg har set til ham og hans Høflighed, bryder jeg
mig heller ikke om at komme til det.«

»Hvad vil han her?« spurgte Dillingham.

»Han er her saamænd med en Dame,« svarede Værten.

»En Dame,« sagde Burd, »det maa være behageligt for hende, hvis han
altid har det Ansigt paa!«

»Hun er her heller ikke med sin gode Villie,« sagde Værten atter, »det
er Ethel Gray.«

Ved dette Navn for Hyde i Vejret med et lille Udbrud; Burd syntes at
anstrenge sin Hukommelse, mens Stone og Dillingham saa spørgende paa
hinanden.

»Frøken Gray,« udbrød Ingeniøren, »kan De ikke huske det Navn?«

»Gray! Gray!« mumlede Stone, »det hed den Mand, som paastod, at min
Spektralanalyse ikke –!«

»Ja, men det har hun ikke noget at gøre med,« afbrød Dillingham, idet
han rakte sin lærde Ven en ny Tallerken, »analyser De foreløbig denne
Suppe, jeg haaber ikke, De vil finde, den indeholder alt for meget Vand.
Og lad os saa høre, hvad Ingeniøren har at berette.«

Hyde saa sig om: »Sidder her virkelig tre Englændere, som ikke husker
den store Sag mod Ethel Gray for et Aar siden?«

»Jeg var ude med »Edward VIII« den Gang, jeg er undskyldt,« sagde
Dillingham.

»Men De da, Burd?«

»Jeg husker nogle fede Overskrifter i »Daily Mail«, ikke andet, jeg var
optaget paa Charing-Cross, da Sagen stod paa, og læste meget lidt. Hvad
var det for Resten?«

»Giftmord!«

»Fy for en Ulykke!«

»I det mindste erklærede Juryen hende skyldig; nogen Tilstaaelse aflagde
hun ikke; men Kendetegnene paa hendes Brøde var for stærke.«

»Lad os høre om de Kendetegn; det begynder at interessere mig,« sagde
Dillingham.

Hyde fortsatte:

»Jeg fik ligesom Burd først Kendskab dertil gennem Aviserne. De
fortalte, at Sir Rupert Stafford var død i en Alder af 60 Aar Natten
mellem 9. og 10. November, tror jeg det var. En Lægeundersøgelse viste,
at Døden var indtraadt som Følge af, at han havde faaet for stor en
Dosis Morfin. Vor elskværdige Ven fra før fik Undersøgelsen overdraget,
og det endte med, at han arresterede Frøken Ethel Gray som mistænkt for
at have forøvet Mordet. Hertil havde han følgende Grunde: Frøken Gray
var Sir Ruperts nærmeste Slægtning og tillige hans Universalarving. Ved
hans Død vilde hun altsaa foruden at være en af de smukkeste tillige
blive en af de rigeste unge Piger i England.

Et halvt Aars Tid, før Mordet fandt Sted, kom det til et Brud mellem den
gamle Herre og hans smukke Arving, og Følgen blev, at hun rejste bort og
tog Plads paa et Kontor. Den gamle Sir Rupert skal nemlig have været alt
andet end behagelig at omgaas.

Men saa nogle Maaneder efter blev han meget syg, og hun opsagde straks
sin Plads for at kunne komme og pleje ham. En Tid saa det ud til, at han
skulde gaa bort; men han havde et kraftigt Legeme og bedredes atter saa
meget, at der var al Udsigt til, at han skulde leve, skønt det
naturligvis ikke var udelukket, at han kunde faa et Tilbagefald. Den
unge Dame, som aabenbart længtes meget efter hans Penge og blev skuffet
ved at se, at der maaske kunde gaa mange Aar endnu, før hun fik dem,
menes saa at have ryddet ham af Vejen.

Beviserne for hendes Skyld var saa store, at en Tilstaaelse ikke var
nødvendig.

Hun var altid om den syge, hun tilberedte hans Medicin og hans
Maaltider; hun var den, som havde Fordel af hans Død. Dertil kommer saa,
at man fandt Morfinpulvere i hendes Gemmer, og at en fjern Slægtning af
den afdøde, som havde været der i Huset paa samme Tid, aflagde Ed paa,
at han gennem Vinduet havde set hende komme et Pulver i den syges Glas.

Hun blev dømt til, jeg ved ikke hvor mange Aars Fængsel, men blev
imidlertid syg og laa paa Hospitalet i lang Tid.

Men nu er hun altsaa rask og er her sandsynligvis paa Vejen til sit
fremtidige Opholdssted.«

Medens Hyde fortalte, var de blevet færdige med Middagen, og knap var
den sidste Bid Mad forsvundet, før Stone saa paa sit Ur og sagde:
»Opbrud, mine Herrer!« Man rykkede Stolene tilbage og skyndte sig ud.

Medens de andre hurtig kom i Tøjet og skyndte sig ud til Bilen, voldte
et drillende Overfrakkeærme Dillingham en Del Besvær, og han var alene
tilbage i Forhallen, da han hørte Trin bag ved sig. Han vendte sig
hurtig om.

Nogle Alen fra ham stod en svær Mand, øjensynlig en civilklædt Betjent,
og ved Siden af ham en slank Ungpigeskikkelse i en lang Kaabe med Hætte;
denne var gledet lidt bagud, og Dillingham saa et smukt, fint Ansigt med
et Væld af blond Haar og et Par klare, blaa Øjne.

Morderske eller ikke; han følte pludselig en dyb Medlidenhed med den
smukke Pige, og han tog Hatten af og bukkede dybt, idet han gik forbi.
Hun besvarede hans Hilsen med en yndefuld Bøjning af Hovedet, medens
Betjenten tog sin Inspektør til Forbillede og lod, som han ingenting
saa.

I det samme lød Professorens skarpe Stemme ude fra Bilen: »Naa, Hr.
Dillingham, kommer De snart?« Og med et Ryk vendte Dillingham sig og
skyndte sig ned til sine Fæller.

10 Minutters Kørsel bragte dem til Bestemmelsesstedet.

Craddock kørte Bilen ind i et Skur i Nærheden, og derefter gik de alle
hen mod Luftskibet. Træhallen var bleven fjernet, og det store
Staallegeme laa nu frit. Leslie og Smith modtog dem ved den smalle
Træbro, som førte op til Platformen.

»Alt i Orden!« meldte Maskinmesteren.

Snart stod de alle oppe paa Uhyrets flade Ryg.

»Om et Kvarter maa vi af Sted,« sagde Professoren. »De ved jo, mine
Herrer, at her maa vi være præcise. Et kvart Minut maa det afvige, men
absolut ikke mer.«

»Det er bedst endnu en Gang at efterse Maskinen,« sagde Hyde, hvorpaa
han og Professoren forsvandt, fulgt af Leslie og Craddock. Alt var i den
skønneste Orden, som Leslie havde sagt.

Dillingham og Doktoren stod imedens oppe paa Platformen og stirrede ud
over det mørke Land rundt omkring – det Land, som de ikke skulde gense i
lang Tid, hvis Ekspeditionen lykkedes, og aldrig, hvis den mislykkedes.
Langt borte ude paa Landevejen skinnede to lyse Punkter, som stadig kom
nærmere.

»Der har vi vor Ven Politimandens Bil,« sagde Doktoren, »han længes nok
svært efter at aflevere sin Fange. Sikken Fart han har paa!«

»Man maa haabe for ham, at han har en dygtig Chauffør, ellers klarer han
ikke Svinget i Hulvejen, hvis han da ikke vil bremse,« sagde Dillingham.

Men Automobilen sagtnede ikke, den for af Sted i vanvittig Fart. Saa
forsvandt den i Hulvejen, kom igen til Syne i det farlige Sving, og saa
–!

Doktoren gav et Udraab, idet Braget fra den mørke Masse, der væltede,
naaede hans Øren.

Lyden af Glas, som knuses, og Lyden af de to Hjul, som snurrede susende
rundt i Luften med tidobbelt Fart, naaede deres Øren.

»Nu behøver de vist ikke at bekymre sig mere om den stakkels Pige,«
sagde Doktoren.

»Jo,« raabte Dillingham, »hun er fri. Se, der løber hun! Hurra!«

»Det er ikke noget at raabe Hurra for,« sagde Doktoren, »for der har vi
ogsaa Inspektøren!«

Den unge Pige fløj som en Hind hen over Marken, lige ned mod vore
Venner. Men Inspektøren vandt hurtigt og sikkert ind paa hende.

Dillingham støttede sig mod Rækværket og knugede de tynde Metalstænger.
Han havde mest Lyst til at springe ned og hjælpe hende, som løb der,
snublende over Pløjejorden.

Han blev imidlertid brat afbrudt i sine Tanker.

»Ja, mine Herrer,« lød Professorens Røst fra Døren til Taarnet, »nu er
der kun tre Minutter igen.«

»Tre Minutter,« raabte Dillingham, »ja men vi kan da ikke ...«

Hans Blik ud over Marken udtrykte lige saa tydeligt som Ord, hvad han
mente.

»Er De gal!« raabte Stone, »tror De, vi kan risikere, at hele vor Plan
ryger i Lyset. Kast Fortøjningerne løs derhenne!«

Handerson og Smith gav sig i Lag med Staaltovene.

Den unge Pige havde nu faaet Øje paa Luftskibet og styrede lige hen mod
Broen.

Inspektøren var ikke hundrede Skridt bag efter hende.

»Et Minut,« raabte Stone, »Maskinen!« Hyde forsvandt ned i Maskinrummet
til Leslie.

Nu var den unge Pige ganske nær, hun gjorde en sidste Anstrengelse, saa
snublede hun og sank om lige ved Foden af Broen.

Stone stod med Ansigtet vendt den anden Vej.

»Et halvt Minut,« raabte han, »træk Broen ind!«

Skruerne begyndte at dreje rundt, først langsomt, saa hurtigere og
hurtigere. Nu var Mac Carty lige ved sin Fange.

»Nej,« raabte Dillingham, »jeg kan ikke!« Og han for ned ad Broen, greb
den unge Pige i sine Arme og løb op med hende paa Skibet. I samme
Øjeblik, Inspektøren vilde følge, vippede Handerson Broen op paa
Platformen. Mac Carty søgte at faa fat paa en fremspringende Kant.

»Mine Herrer,« raabte han, »jeg maa opfordre Dem til ...«

»Vi har ikke Tid nu,« raabte Professoren. »Tag den Haand bort, ellers
svarer jeg ikke for, hvad der kan ske. Sæt af!« raabte han ned i
Maskinrummet.

En Sitren gik igennem »Meteor«.

»I Lovens Navn!« skreg Inspektøren rasende.

»Beklager oprigtigt, min Herre,« raabte Professoren tilbage, »jeg kan
desværre ikke høre mere paa Dem.«

Politimandens Stemme druknede i Skruernes Larm, medens Skibet hævede
sig, og snart var den truende og rasende Inspektør kun et lille Punkt
dernede.

Stone og Doktoren stod foran paa Platformen, Hyde var nede i
Maskinrummet, og Handerson var gaaet med Dillingham ned i Salonen til
den unge Pige.

Skibet for som en Pil gennem Nattens Mørke.

Stone stirrede frem for sig. »Nu er vi der,« sagde han.

»Der har vi altsaa Forbjerget nede?« spurgte Doktoren, idet han bøjede
sig ud over Gelænderet og stirrede ned i det sorte Dyb under sig.

Det var efterhaanden blevet et forfærdeligt Vejr.

Stormen tudede, og Regnen slog mod Skibets Sider som smaa Bøssekugler.

Naar Maanen af og til kastede sine Straaler gennem en Revne i Skylaget,
kunde man dybt nede skelne de mørke Basaltklipper, der som Landets faste
Bolværk trodsigt modstod Havets vilde Rasen.

Man skimtede de hvide, fraadende Bølger og hørte ganske svagt Havets
Brølen, naar de tunge Vandmasser knustes mod Klipperne.

»Sikken et Vejr!« udbrød Doktor Burd, idet han trak Sixpencen ned i
Øjnene og saa nedefter, »nu tror jeg sikkert, at vi maa være lige over
Forbjerget.«

»Hvor det dog ligner Dem!« for det ud af Stone, »hvor tror De dog med
Nøjagtighed at kunne bestemme, hvor vi er, ved at stirre ned i Mørket.
Nej, se hellere opefter.«

Han trak en lille Kikkert frem, som han indstillede efter en eller anden
Fiksstjerne, som var usynlig for alle andre. Pludselig tog han Kikkerten
fra Øjet, og idet han trak Doktoren med sig, for han ind i Taarnet og
lukkede Døren.

»Nu kun fuld Kraft opad i 10 Minutter,« sagde han til Hyde.

Ingeniøren drejede straks paa det store Reguleringshjul, og kort efter
hørte man den stærke Summen fra de store Skruer, der med den vældige
Omdrejningshastighed fuldstændig overdøvede Stormens Hylen.

Professoren stod og betragtede Kronometret, medens Hyde med Haanden paa
Hjulet og hver Muskel spændt ventede paa hans Ordre.

Aldrig var ti Minutter gaaet saa langsomt.

Pludselig raabte Stone et kort »Stop!« Ingeniøren drejede Hjulet rundt.
Den stærke Brummen blev med eet afløst af en dyb Stilhed.

Stone drog et Lettelsens Suk.

»Tænk rigtig over det!« udbrød han, idet han vendte sig mod de andre.
»Nu gaar det opad, ført af den menneskelige Snilles Mesterværk,« her
hævede han Stemmen, »op, bort fra Armod og Smaalighed, bort fra Kævl og
Strid, op mod det uendelige, det ukendte!«

Denne Talestrøm oversatte Handerson for Folket ved med sine Lungers
fulde Kraft at brøle ned i Maskinrummet: »Nu kør vi!«




                            FJERDE KAPITEL.

                         Gennem Verdensrummet!


Neppe havde »Meteor« gjort Springet fra Jordatmosfæren og ud i det
uendelige Rum, før Professoren ilede ned til sit Skrivebord i
Observationsrummet. Her satte han sig og lyttede til den høje Knagen i
de spændte Staalplader, som gav sig i den stærke Kulde.

Et Øjeblik var han næsten bange for, at Sammenføjningerne skulde briste;
men det var unyttig Angest. Staalet holdt, og Bragene blev svagere og
svagere, indtil de til sidst helt hørte op. Men saa begyndte noget nyt.
Der hørtes en ensformig Lyd, omtrent som kunde man forestille sig
Millioner og Millioner uendelig bitte smaa Legemer, der med uhyre Kraft
stødte mod Skibet udefra.

Det var en underlig, klingrende Sitren, som hverken tog af eller til,
men vedblev uforandret.

Professoren sad længe med Hovedet støttet i Hænderne og lyttede dertil.
Denne rytmiske Syngen bragte ham Budskab om Tilstedeværelsen af den
Kraft, som skulde føre dem alle til den fjerne Klode. Den beviste
Nøjagtigheden i hans Teorier og Beregninger og lød i hans Øren som en
fin, melodisk Stemme, der forudsagde ham de Tildragelser, han skulde
opleve, og de Ting, han skulde se.

Hans Læber fortrak sig til et svagt Smil.

I det samme gik Døren op, og Doktoren traadte ind.

»Naa, her sidder De, Professor, i Ensomheden og Deres egne Tanker,«
sagde han, »har De ganske glemt vor smukke Passager?«

Professoren svarede ikke paa hans Spørgsmaal; hans Sjæl var endnu saa
langt inde i hans Tankers Labyrint.

»Kan De høre det?« spurgte han, idet han langsomt drejede sit Hoved hen
mod Doktoren.

»Naa, den syngende Lyd,« svarede Burd, »det er vel Staalet, som giver
sig i Kulden!«

Stone var øjeblikkelig sig selv igen.

»Staalet, som giver sig i Kulden!« for det ud af ham, »det er
Æterdelenes Stød mod Skibets Metalplader. Et smukkere Bevis paa min
Teoris Rigtighed kan ikke tænkes!«

»De lever og aander kun for Deres Videnskab,« lo Doktoren, »mens De har
siddet her, har vi andre faaet Rede paa Frøken Grays Historie. Hun har
selv fortalt os det hele. Det gør mig oprigtig ondt for den stakkels
Pige. Skinnet er fuldstændig imod hende. Jeg er overbevist om, og det er
de andre ogsaa, at hun aldrig kan have begaaet den Forbrydelse, som hun
er blevet anklaget og dømt for.«

»Ja, begaaet og begaaet,« sagde Stone, »noget maa hun da have gjort. Man
dømmer da ikke et fuldstændig uskyldigt Menneske for Mord. Det vilde
være alt for – – –«

»De ser jo, at hun er bleven dømt,« afbrød Doktoren skarpt, »ganske vist
var alt imod hende. Onkelen, hun plejede, bliver næsten rask igen; saa
faar han pludselig et Tilbagefald og dør. Hun havde været i hans Værelse
hele Natten; Dødsaarsagen var en for stor Dosis Morfin. Der findes
Morfin i det næsten tømte Drikkeglas, og i hendes Gemmer finder man to
Morfinpulvere, som hver for sig er nok til at gøre det af med tre
Mennesker. Dertil kommer saa denne Halvfætter, som fra Vinduet ser hende
komme et Pulver i Glasset.«

Stone fulgte opmærksomt Doktorens Tale. Saa gik der et Øjeblik i
Stilhed, og man hørte atter den ensformige Lyd fra Æterdelene.

»Er hun fuldkommen normal?« spurgte Stone pludselig.

»Normal!« svarede Burd forbavset, »hun er lige saa aandsfrisk som De og
jeg.«

»Saa er det det mærkeligste Tilfælde, jeg nogen Sinde har hørt om,«
sagde Stone, »jeg kan umuligt tro paa hendes Skyld. Et fuldstændig
normalt Menneske kan ikke handle saa ulogisk. Tænk Dem: man ønsker en
Ting, i dette Tilfælde en Arv, man udtænker et Middel, hvorved man kan
komme i Besiddelse af det ønskede. Men dette Middel er tillige af en
saadan Beskaffenhed, at man ved at bruge det ikke alene mister ethvert
Haab, men oven i Købet styrter sig selv i Ulykke. Ved De hvad? Det er
mig en Gaade, at en Dommer og en Jury ikke kan ræsonnere fornuftigt.«

»Ja, var De dømmende Myndighed,« sagde Burd, »saa tror jeg nok, at – –
–«

»Men naturligvis maa der findes en Grund,« fortsatte Stone, »det er vel
ikke ganske hen i det blaa, at hun er bleven anklaget som den skyldige;
der maa være en eller anden, som har Interesse i, at hun bliver bragt af
Vejen. Og der ser De netop det logiske. Denne Person ønsker at faa
Fingre i Arven. Hun staar i Vejen for ham, og ved at rydde hende bort –
– –! Ja, saadan maa det være,« afbrød han sig selv, »der er en anden,
som skulde arve, ifald hun ikke var værdig, og denne anden har saa – –
–«

»Slaaet to Fluer med eet Smæk,« fortsatte Doktoren, »faaet Onkelen
aflivet og hende af Vejen. Stone, De er en hel Sherlock Holmes!«

Her standsede han et Øjeblik.

»Men det er jo kun Gisninger alt sammen,« sagde han med et Suk, »hun er
jo dømt, og selv om vi maaske atter kan faa Sagen frem, naar vi vender
tilbage, saa maa hun dog vandre i Fængsel. Mac Carty er ikke den Mand,
som lader sit Bytte slippe, naar han først har lagt sin Haand paa det,
og gemt er ikke glemt!«

Stone vilde til at svare, da Døren gik op, og den meget omtalte unge
Dame traadte ind, ledsaget af Dillingham og Hyde.

»Her ser De Observationsrummet,« sagde Hyde, »og maa jeg forestille Dem
Professor Stone, i hvis geniale Hjerne hele Planen er opstaaet.«

Stone rejste sig og bukkede, idet han saa skarpt paa hende.

Heller ikke paa ham undlod hendes Skønhed at gøre et vist Indtryk, og
kort efter var han i fuld Gang med at vise og forklare hende de
forskellige Instrumenter, som han havde staaende omkring sig paa Bordet.

Han var netop i Færd med Spektroskopet, da Uret inde i Salonen lod tre
Slag høre. Neppe var de døet hen, førend der lød en høj og inderlig
velment Gaben fra Handerson, som sad i en Stol derinde.

Dette var en yderst kærkommen Lejlighed for Dillingham til at stoppe
Stones Foredrag ved at tilbyde den unge Pige sit Lukaf. Han selv vilde
tage til Takke med Sofaen i Doktorens Lukaf.

Hun takkede ham med et Smil, og kort efter havde de alle indrettet sig
for »Natten«, mens Skibet for af Sted gennem det uendelige Rum som den
Meteor, det var opkaldt efter.

                   *       *       *       *       *

Da Klokken stod paa, hvad der paa Jorden svarede til 10 den næste
Formiddag, vaagnede Dillingham.

Det første, han gjorde, var som sædvanlig at stikke Haanden ud efter
Klokkestrengen for at ringe paa sin Morgendrik. Længe laa han halvvaagen
og velsignede den forbistrede Tjener, indtil det med eet gik op for ham,
at det egentlig var sine Seler, han laa og trak i; de hang paa en Stol
nær ved Sofaen.

Med et Spring var han ude paa Gulvet.

»Det havde jeg rent glemt,« udbrød han, »jeg farer jo af Sted gennem
Rummet. – Jeg maa skam op! Saa for Søren, jeg har jo ikke noget varmt
Barbervand. Det er da ogsaa rent umuligt det hele.« Her sank hans Stemme
ned til en Brummen, idet han kom med nogle mere private Ytringer, som
ikke saa godt kan gengives. Saa skyndte han sig at komme i Tøjet for
trods Mangelen paa Barbervand at fuldende sit Toilette.

I Salonen fandt han de andre siddende omkring Frokostbordet.

»God Morgen,« sagde Doktoren, »det er svært tidligt, De er kommet op i
Dag.«

Dillingham hilste og satte sig.

Da de var ved Kaffen, rejste Professoren sig. »De undskylder nok, at jeg
trækker mig tilbage,« sagde han; »men jeg maa ind til mine
Instrumenter.« Derefter forsvandt han ind i sit Observatorium.

»Hvor er han dog lærd,« sagde den unge Pige, »jeg vilde ønske, jeg kunde
forstaa lidt mere af alt det, han forklarede mig.«

»Aah, bryd Dem ikke om det,« sagde Dillingham, »man kan saamænd godt
leve et lykkeligt Liv uden at være inde i den højere Astronomi eller
vide, hvad (a + b)⁶ er.«

»Naar mener De, vi kan være paa denne Klode – er det ikke Mars?« spurgte
Ethel, idet hun vendte sig mod Doktoren.

»Efter Professorens Beregninger om 10 Dage,« svarede han, »det er ...«
Her blev han afbrudt af Stone, der kom farende ud af sit Observatorium
som en Trold af en Æske.

»Manden er gal!« raabte han, »han ødelægger os alle sammen.«

Med disse mærkelige Ord for han som en Raket ud af Døren, saa han nær
havde væltet hele Frokostbordet. De andre sad som forstenede. Endelig
tog Doktoren Ordet.

»Da det ikke kan være sig selv, han omtaler saa træffende, maa der
sikkert være noget galt paa Færde.«

Alle rejste sig og ilede ud af Døren og op i Taarnet, hvorfra
Professorens vrede Stemme lod sig høre.

Et højst mærkeligt Syn viste sig for dem.

Leslie stod med Ryggen mod Væggen, og foran ham dansede Professoren en
ægte uforfalsket Krigsdans, som vilde have faaet den vildeste Zulukaffer
til at blegne af Misundelse.

»Er De gal?« raabte han, »ved De, at De har ødelagt det hele. Vi er
redningsløst ...«

»Men Professor dog,« raabte Burd, »hvad i al Verden er der da sket?«

»Ja, tænk Dem,« gispede Stone, »jeg sidder nede i mit Observatorium; saa
faar jeg pludselig Øje paa et Lysskær gennem Ruden; og saa er det det
Menneske der, som har tændt en af Lyskasterne, og Lyset har truffet en
Meteorsten. Og nu ved De, at naar en Meteorsten træffes af
Lysstraalerne,« – her faldt han uvilkaarlig ind i sin Foredragstone –
»saa vil den forandre Retning og gaa vinkelret paa sin oprindelige Vej.
Hvilket vil sige, at den om et Øjeblik træffer sammen med Skibet, og vi
er redningsløst fortabte!«

De andre stod aldeles forfærdede. Professoren havde aldrig taget fejl i
noget, som angik Beregninger, altsaa var alt forbi. –

Det var paa dette afgørende Tidspunkt, at Dillingham fik Lejlighed til
at vise, hvad han duede til.

Over for alle de videnskabelige Teorier havde han staaet temmelig
uforstaaende; men her var da et praktisk Tilfælde. Det mindede ham om et
Sammenstød med et Isbjerg for nogle Aar siden, da han var med paa en
Ekspedition i Sydhavet, og hvor hans Aandsnærværelse havde reddet ham og
alle hans Kammerater fra den visse Undergang.

Nu var han den eneste, som var Stillingen voksen. I den almindelige
Forvirring var der ingen, som havde tænkt paa at slukke Lyset. Rolig
strakte han Haanden hen og rykkede Ledningen over. Straks gik den store
Buelampe ud. Eet eller to Sekunder efter lød et Brag, og hele Skibet
rystede og knagede.

»Alle Guder staa os bi!« raabte Burd uvilkaarlig.

De næste Minutter var der dyb Stilhed. Til alles Forbavselse skete der
intet.

»Det maa have været Roret, som gik sig en Tur,« sagde Leslie.

Ingeniøren for hen til Talerøret.

»Sæt Maskinen i Gang!« raabte han.

Lidt efter hørte man Støjen fra Motoren.

»Det er godt! Stands den igen! – Gud ske Lov! Skruerne har ingen Skade
taget,« udbrød han lettet.

»Bare der ikke er en af Professorens Skruer, som har taget Skade,«
bemærkede Dillingham.

Det saa næsten ud til det, for da Braget lød, havde Stone rejst sig og
var vaklet ud af Døren.

»Lad os gaa ned og se efter ham,« sagde Doktoren.

Til deres Forbavselse fandt de Stone, som sad rask og velbeholden nede i
Salonen, i dyb Samtale med den unge Pige. Da de andre traadte ind, brød
han straks af og gav sig til at tale om noget andet, og et Øjeblik efter
rejste han sig og gik ind i Observationsrummet.

Doktoren skyndte sig efter ham og fandt ham siddende ved Skrivebordet
med Ansigtet skjult i Hænderne.

Idet Døren gik, rettede han sig op og vendte sig mod den indtrædende.

»Jeg forstaar det ikke,« sagde han, idet han lod Haanden glide hen over
sin Pande, »jeg talte med hende om denne Arvesag.«

»Naa,« spurgte Burd spændt, »fik De noget af Interesse at vide?«

»Jeg spurgte om denne Fætter, De ved. Jeg bad hende sige mig, om det var
ham, som skulde arve Onkelen?«

»Og hun svarede?«

»Hun svarede bestemt nej,« sagde Stone.

Doktoren rystede paa Hovedet.

»Det er en højst indviklet Sag,« sagde han, »men, Professor! Skal vi
love hinanden at gøre, hvad vi kan for den stakkels Pige og at kæmpe for
at bevise hendes Uskyldighed, hvis vi atter kommer tilbage til Jorden.«

Stone rakte Haanden frem. Burd greb den, og de to Mænd saa hinanden fast
ind i Øjnene.

Saa vendte Doktoren sig om og gik atter ind til de andre.

Et Øjeblik efter viste Professoren sig ogsaa.

»Jeg troede ikke, at De var saa dygtig til Beregninger, Hr. Dillingham,«
sagde han, idet han satte sig magelig til Rette i en Stol, »jeg kunde
aldrig i den Fart have regnet Formlen ud for Meteoren, som unddrages
Lyset.«

»Formlen,« udbrød Dillingham forbavset, »jeg regnede ingen Formel ud.
Jeg hørte Dem tale om Lyset, der trak Meteoren til sig. Saa kan da
enhver finde paa at slukke.«

»Forkert! Rent forkert,« sagde Stone. »Deres Teori er helt gal, om end
Resultatet tilfældigvis blev rigtigt. De ...«

»Lad nu hellere det være godt,« afbrød Hyde, »Hovedsagen er jo dog, at
vi slap helskindede derfra.«

Stone mumlede noget, og det var tydeligt at se, at han var alt andet end
oplagt til at opgive Ordstriden. Det var kun ved den unge Piges
Indblanden, at det lykkedes at faa Striden bilagt.

                   *       *       *       *       *

De følgende Dage vænnede man sig lidt efter lidt til de nye Forhold, og
alt gik sin regelmæssige Gang. Den unge Piges temmelig pludselige
Tilsynekomst paa et saa kritisk Tidspunkt havde bidraget sin Del til at
gøre Overgangen fra det kendte til det ukendte mindre brat.

De havde alle været saa optaget af hende – og var det til Dels endnu –,
at de ligesom glemte at mærke den knugende Uhygge, som rugede omkring
dem til alle Sider, og som de kun var skilt fra ved den tynde Metalvæg.

Ensomheden, Kulden og Mørket derude laa for dem som skjult bag et tæt
Slør; de vidste, der var noget, men lod dog være at tænke derpaa. Skete
der intet og gik alt vel, var der jo ingenting at frygte. Og skulde der
indtræffe noget, saa vilde alt Haab om Frelse være uigenkaldelig,
absolut forgæves. –

Den 11te Dag var alle paa Benene. Hyde stod selv i Styrerummet og holdt
om Reguleringssvinget. De andre stod ved Siden af. Professoren havde
Kronometret i Haanden, og hans Øje fulgte opmærksomt Sekundviserens
Gang.

»Nu!« raabte han pludselig.

»Fuld Kraft!« raabte Hyde ned til Maskinen.

»Bak!« raabte Stone.

Ingeniøren drejede Hjulet rundt. Det gav et Stød i hele Skibet, saa de
alle tumlede omkuld. Stone var straks paa Benene.

»Fremad!« raabte han.

Hjulet blev igen drejet rundt. Et knapt Sekund var der dødsstille, saa
hørtes med eet den dybe Brummen og Susen af Skruerne, der for rundt i
Luften.

Stone drog et Lettelsens Suk.

»Endelig!« udbrød han, »_nu_ er vi paa Mars!«




                             FEMTE KAPITEL.

                                 Mars.


Luftskibet sank langsomt efter Ingeniørens Ordre. Alle stod paa
Platformen og saa ned i det Hav af hvid Taage, der foreløbig skjulte
denne nye Verdens Herligheder for deres Blikke. De glemte næsten at
trække Vejret af lutter Forventning. Hos Handerson og Maskinfolkene var
det dog nærmere Nysgerrighed, de var som Børn, der første Gang er i
Teatret og venter paa, at Tæppet skal gaa op.

Og Taagen kunde ogsaa godt betragtes som et Tæppe, der vilde glide til
Side og aabenbare en Scene for dem, som selv den mest fantasifulde
Teatermaler ikke kunde fremtrylle.

En svag plaskende Lyd naaede deres Øren.

»Vi maa være lige over et Hav,« sagde Leslie.

»Nej, det er faldende Vand,« sagde Stone, »den Lyd er ikke til at tage
fejl af, selv om ...« her afbrød han sig selv: »Stop! opad, opad, hurtig
for Pokker!«

»Hvad er der i Vejen?« spurgte Ethel.

»Se nedad, Frøken, saa vil De selv kunne opdage, hvad der er i Vejen.«

Tæt under sig saa de en stor, mørk Masse.

»Et Bjerg,« udbrød Dillingham, »saa her er altsaa Bjerge?«

»Naa, det vidste De ikke?« sagde Stone, »hvor De dog egentlig er
uvidende.«

»Lad os dog nu endelig ikke begynde vort Ophold paa Mars med Skænderi,«
formanede Doktoren, »lad os hellere komme klar af denne Top og ned paa
den anden Side.«

Skibet hævede sig og gik fremad i nogle Minutter, saa gik det rask nedad
igen, og Taagen lukkede sig atter om det og duggede Glassene i Taarnet.

Saa med eet brød en klar, lys Solstraale igennem. Taagen lettede lidt
efter lidt, og Skibet svævede, badet i Solens Straaler, som en uhyre
Guldsmed i den klare Luft.

Alle de ombordværende, med Undtagelse af Stone, istemte uvilkaarligt et
Hurra. Det var, som om de havde truffet en god gammel Ven, der med et
lysende Smil bød dem velkommen.

»Aah, det er Solen!« jublede Ethel, »se Solen.«

»Herregud,« vrissede Professoren, »den har vi da set saa tidt før, den
kan De se paa hver Dag nede paa Jorden. Nej, se De hellere nedefter, der
er da noget at se paa.«

Under dem strakte der sig en mægtig »Skov«, men ikke i den Forstand som
Skovene her paa Jorden i den nutidige Periode.

Træer med slanke Stammer fandtes overhovedet ikke med Undtagelse af
nogle enkelte Palmer med nøgne Stammer og en lille »Kost« i Toppen,
ellers saa man kun korte, tykke Stubbe, hvorfra en Rigdom af svære,
urteagtige Stængler hævede sig i Vejret, op mod Lyset, og hindrede de
rejsende i at se Skovbunden. Kun mellem Palmerne kunde de godtgøre, at
selve Jordbunden (hvis man kan bruge dette Ord paa en anden Planet end
Jorden) var dækket af et Mylder af mindre Planter; der var Slyngplanter,
baade Epifyter og Parasiter, store brede Bregner og en uhyre Masse
Svampe, særlig Paddehatte i alle Variationer og Farver.

Af og til afløstes denne Vildskov af aabne Sletter, bevoksede med højt,
stift og stridt Græs af en underlig tør og saftløs Beskaffenhed.

Store Stene laa spredt omkring hist og her og var dækkede med Mos og
mindre Snylteplanter, hvad der fik Stones Ansigt til at lyse af Glæde.

Men var Planternes Former og Arter end vidt forskellige, saa var der dog
eet, der var fælles for dem alle, og det var deres Farve.

Det saa ud, som om alle disse Træer og Planter var dækkede fra øverst
til nederst af et tykt Lag graat Støv. De friske, grønne Farver, der
giver vore jordiske Skove et saa tiltalende og oplivende Udseende,
fandtes ikke her, Stammerne saa ud, som var de huggede i graa Sten. Den
eneste Afveksling var de store Svampes dybtrøde eller giftiggrønne
Farver, der fremhævedes end mere mod det triste graa.

Nu hørtes der atter Rislen af Vand, de sejlede hen over en lille Dam.
Vandet havde øjensynlig en velsignende Virkning. Træerne og Planterne
var her oversaaede med mægtige Blomster i alle Farver og Størrelser.

Nogle sad enkeltvis paa lange, tynde Stilke, andre sad i store Klaser,
direkte fæstede til Stammen eller Hovedstænglen.

Denne Farverigdom dannede en mærkelig Modsætning til Stænglernes graa
Farve, der viste sig mellem de brogede Blomster.

Det var altsaa ikke Mangel paa Fugtighed, der var Skyld i dette graa
Udseende.

Stone kommanderede stadig: »Videre!« og videre gik det til ny Vidundere.

Snart sejlede de saa langt nede, at de næsten kunde naa Palmetoppene,
der ragede op over Skoven, snart maatte de stige til Vejrs for at komme
op over de talrige Klippekamme, der taarnede sig i Vejret op mod
Skyerne.

Til Tider maatte de over hele Bjergkæder af hvid Tuf, hvis sønderrevne,
vilde Toppe hævede sig op over mørke, snævre Kløfter og Afgrunde, hvor
Vandfald og Bjergløb brusende banede sig Vej.

De var netop kommet over en høj Kam, da Stone pludselig holdt sig for
Næsen.

»Svovlsyrling,« udbrød han, »der maa være en virksom Vulkan her i
Nærheden.«

Han havde Ret. Nogle faa Tusinde Meter borte saa de en uhyre Kegle, hvis
Top var omgivet af hvide Dampe, medens der nu og da skød enkelte Flammer
til Vejrs.

Stanken blev utaalelig. Svovldampene rev i Lungerne, saa man næsten ikke
kunde faa Vejret.

»Vi maa dreje udenom,« sagde Hyde.

»Lad os hellere gaa højt over den,« hostede Professoren, »saa at vi kan
se ned i Krateret.«

Skibet hævede sig op, og da de var lige over Krateret, fandt der netop
et heftigt Udbrud Sted.

Der hørtes en buldrende Torden, og hele Keglen revnede, idet den
udspyede store Masser af glødende Lava til alle Sider. Mægtige Skyer af
Damp og Aske slyngedes i Vejret.

»Det er skam godt, vi er saa højt oppe,« snøftede Handerson, »dette
hersens er næsten som en Forsmag paa selveste Helvede.«

»Det bliver maaske ikke ved Forsmagen,« bemærkede Leslie venligt.

»Nu skal jeg sige Dem en Ting,« brummede Tjeneren og skulde lige til at
sige sin Mening til Maskinmesteren, da et Blik fra hans Herre standsede
ham.

»Det lader til, at Luften her paa Mars ikke har nogen gavnlig
Indvirkning paa Humøret,« sagde Burd, »det er det andet Sammenstød i
Dag.«

»Nej, se der,« sagde Ethel, »der er noget, der rører sig dernede!«

Træernes Toppe svajede hid og did, Skovbundens Planter knasede under
plumpe Fødder, og de kunde skimte en mørk, laadden Ryg, forsynet med en
Kam af stive, sorte Børster.

Det store Dyr bevægede sig fremad i en kluntet, hurtig Galop.

Handerson satte to Fingre i Munden og udstødte en skingrende Piben.

Dyret standsede og saa op efter Lyden. Derved fremviste det et lille
Hoved med gnistrende, ondskabsfulde Øjne. Det havde et bredt Gab med
lange, spidse Tænder. Paa Siderne af Gabet var der stive Haar.

Dillingham forsvandt ned i Kahytten og vendte tilbage med en Jagtriffel;
men førend han kunde faa den kastet til Kinden, blev der gjort
Indvendinger fra tre forskellige Sider.

»Fy, Hr. Dillingham,« sagde Ethel, »De vil da ikke begynde med at
myrde.«

»Nej, Dillingham. De kan virkelig ikke være bekendt at skyde dette
sjældne Dyr, medens De selv er i Sikkerhed,« lo Doktoren.

»Et Knald kan høres langt bort,« sagde Stone, »og det er foreløbig
bedst, at ingen lægger Mærke til os.«

Dillingham lod Bøssen synke, mest dog af Hensyn til Ethel.

»Hvem skulde vi skræmme?« spurgte han, »er De bange for, at det
Tusindben, eller hvad det er for et Kryb, skal tage os Skuddet ilde op?«

»Hvem?« sagde Professoren, »Mennesker naturligvis!«

»Mennesker, skulde her være Mennesker paa Mars, det tror jeg ikke paa!«

»Det kan ogsaa være det samme,« sagde Stone, »det skal nok vise sig, at
jeg har Ret.«

Under alt dette havde det kæmpemæssige Uhyre set ufravendt op mod
Skibet, medens det stod bomstille paa samme Plet. Nu udstødte det et
underligt, uhyggeligt, tyndt, skingrende Skrig, der kun daarlig
samstemmede med den store, svære Krop.

Skriget blev besvaret inde fra Tykningen.

»Saa, nu skal de til at holde Faddersladder,« sagde Handerson.

»Synes de Herrer ikke, vi skulde se at komme ned,« sagde Burd. »Det er
meget rart at se det i Fugleperspektiv, men det er vel dog Meningen, at
vi skal det hele nærmere ind paa Livet?«

»Vi skal selvfølgelig ned, saa snart vi finder et passende Sted til
Nedstigningen,« sagde Hyde.

De fandt ogsaa snart et saadant Sted.

En bred Slette, som paa den ene Side grænsede til en Skov og paa de
andre Sider gik over i lave Høje, der langt borte i Synsranden hævede
sig til Bjerge, syntes som skabt til Landingsplads, og den Omstændighed,
at der tæt ved laa en lille Dam, gjorde ikke Stedet ringere.

Skibet sank langsomt og stod snart fast paa Landet tæt ved Bredden af
Dammen.

Det første, Professoren gjorde, var at tage lidt af Vandet i et Glas og
smage paa det.

»Temmelig stærkt jernholdigt,« sagde han smaskende, med en dybsindig
Mine, »men ellers godt i enhver Henseende. Det var min værste Bekymring,
at Vandet ikke skulde være tjenligt for Mennesker.«

»Skal vi nu ikke se at faa lidt Middagsmad?« foreslog Doktoren, »jeg
synes, vi kan trænge til det.«

»Aah, jeg er saa ked af alle disse henkogte Sager,« klagede Dillingham,
»paa Skibet kunde det være godt nok, men nu vi har fast Grund under
Fødderne, synes jeg, vi trænger til en noget kraftigere Kost.«

»Jeg troede, De var Jæger, Dillingham,« sagde Hyde, »saa hvis De vil
have Kød, er De selv nærmest til at skaffe det.«

»Det har De Ret i, men tror De, her findes Dyr, som kan spises? Vor Ven
fra før var meget agtværdig, hvad Størrelsen angaar, men egentlig
velsmagende saa han ikke ud til at være.«

»Naturligvis er her planteædende Dyr, der kan bruges til Føde,« sagde
Stone, »hvad skulde Beboerne ellers leve af?«

»De med Deres Beboere, det ved De jo dog ikke noget om,« sagde
Dillingham, »men lad os bare komme paa Jagt.«

»Saa gaar jeg med,« sagde Stone.

»Nej, De gør ikke,« erklærede Dillingham, »hvis De skal med, saa bliver
De staaende ved hvert et Træ og hver en Busk, og saa faar vi aldrig
nogen Mad.«

Og førend Stone kunde faa Tid til at gøre Indsigelser, var Dillingham og
Leslie paa Vej mod Skoven.

De andre gav sig nu til at fortøje Skibet. Derpaa blev der stillet Stole
og Borde op paa Platformen, og ved Handersons Hjælp stod der snart et
veldækket Bord. Ethel gik ned til Dammen og plukkede Blomster til
Bordet.

En Times Tid efter, da de netop var færdige med Forberedelserne, viste
de to Jægere sig igen med en Byrde paa Skuldrene.

»Nu har jeg set det med!« raabte Handerson, »et Daadyr, saa sandt jeg
lever.«

»Ikke ganske,« sagde Dillingham, »eller har De maaske set et Daadyr med
Kohorn før?«

»Lad mig se!« raabte Stone.

»Det kan De faa Lov til siden,« sagde Dillingham. »Hornene skal De faa
at tygge paa, men nu skal det skam spises, det ser helt godt ud, dette
Dyr, og det var saa elskværdigt at blive staaende, til jeg havde skudt
det.«




                            SJETTE KAPITEL.

                   Professoren faar sin Teori bevist.


Der var gaaet tre Uger, siden »Meteor« landede paa Mars, og i den Tid
var man draget fra Sted til Sted i smaa Dagsrejser, i hvilken Anledning
Doktoren erklærede dem for Nomader. Undertiden slog de sig dog til Ro et
Par Dage, naar Egnen frembød et eller andet af særlig Interesse.
Professoren og Burd benyttede Tiden til et nøjere Studium af Forholdene,
ja Stone sad endogsaa oppe det meste af Natten for at foretage
Observationer og beregne Formler.

Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for at gøre det daglige Liv i
Skibet saa hyggeligt som muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede
Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage havde han med Liv og Sjæl
deltaget i alle Udflugterne i Haab om at opdage nye og interessante
Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende Jagt; men da der
stadig ikke viste sig noget i den Retning, var han lige ved at opgive
Ævred af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst af alt for
Videnskaben, og de to lærde Herrer var alt andet end morsomme, naar de i
den korte Tid, de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte og
diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar han var paa Jagt, at Dyr
interesserede ham; og naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set den
første Dag, og saa »Daadyret«, var det kun lykkedes at opspore
Sommerfugle og mindre Krybdyr, og de egnede sig nu engang ikke til
spændende Jagteventyr.

Det lod i det hele taget til, at de var havnet paa en temmelig øde Del
af Kloden; der var store Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr
fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren troede rigtignok Gang
paa Gang, at han havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig stadig
ikke, og de andre Herrer drillede ham med det. Navnlig Dillingham
trøstede sig i sin Ørkesløshed med at drille og tirre sin lærde Ven.

Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt lille Museum af Genstande,
som han mente kunde støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som
han mente maatte være fjernet fra sin Plads af Menneskehænder, eller
Gipsaftryk af Fodspor, der godt kunde tænkes at hidrøre fra
menneskelignende Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede
med Kløer.

Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde Stone ordnet en lille Udflugt,
og med Bøssen over Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone og
Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.

Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen, og mod Sædvane var det denne
Gang den rolige, fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.

»Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt og ganske kønt, men det gør
absolut ikke noget kultiveret Indtryk,« sagde han, »her har Naturen
gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders Arbejde.«

»Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor, at han skulde blive
saa grusomt skuffet, han havde allerede glædet sig til at gøre
Bekendtskab med en lille Marsfrøken,« drillede Doktoren.

»Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor kære Ven haabet at kunne
tage med Luftbane herfra,« lo Dillingham.

»Jeg holder fast ved min Mening,« snærrede Professoren, »her er
Mennesker.«

»Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har skuet noget Menneske
heroppe,« svarede Dillingham.

Nu blev Professoren for Alvor vred.

»Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara, kan det ikke nytte, at De
gaar omkring og leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt, og
fordi De paa det første Stykke Vej her ikke støder paa Mennesker, saa
raaber De straks paa, at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet.«

»Naa ja, det kan jo gerne være, men ...«

»Som De ser,« vedblev Stone uforstyrret, »befinder vi os udmærket i
Marsatmosfæren, og vi har set Planter og Insekter, der staar højere end
dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser til Stede for, at
Mennesker kan leve her. Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen
tilstrækkelig Udviklingstid for Racen.«

»Sig mig,« spurgte Hyde besindigt, »hvordan tænker De Dem egentlig disse
Væsener eller Mennesker?«

»Tænker mig!« svarede Stone arrigt, »jeg giver mig virkelig ikke af med
at tænke mig til noget, jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal
det endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes og
Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage henholdsvis Luften og de
tilstedeværende Næringsmidler i nærmere Betragtning – Sanseorganerne
maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet umuligt at danne sig
en Mening om, og De vil kunne indse ...«

»Det er godt, kære Videnskabsmand,« stønnede Dillingham, »forspild os
ikke denne smukke Dag med Deres sprænglærde Teorier.«

»Forspilde!« skreg Stone opbragt, »o, _animal brutum_, løb De omkring og
skyd Dyr, og gab paa Frøken Gray, det passer bedst for Dem,
Kendsgerninger, som De kunde høste Nytte af at høre om, det »spilder«
Deres Tid. Men de Herrer har nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder
mig en Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar jeg nærmere
udvikler Grundene for min Antagelse. Da De jo alligevel sidder og sover,
Dillingham, saa »spilder« De jo da ikke Deres Tid med at høre efter, og
jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse af mit Arbejde, som jeg
tydelig kan mærke, De nærer for det.«

Dette Udfald besvarede Dillingham kun med et ligeglad Smil, og
Ordstriden døde hen.

Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat end en ny Art af
Tusindben, som Doktoren havde fundet, satte de sig (Dillingham med et
dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.

Han var aabenbart i sit Es; med en højtidelig Mine og dyb Rømmen rejste
han sig, og med Hænderne støttet mod Bordet begyndte han sit Foredrag:

»Som vi ved, nedstammer hele den organiske Verden fra de saakaldte
Protister ...!«

»Hvor skulde vi vide det fra?« indskød Hyde.

»Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke nytte, at jeg vil forklare
Dem om de første, lavtstaaende Organismer, og jeg vil forklare mig
yderst populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig en højere
Udvikling i Møde, og her paa Mars har jeg truffet Plante- og Dyreformer,
som i en vis Forstand staar paa et højere Standpunkt end de tilsvarende
Former paa Jorden. Og, hvad mere er, jeg har fundet fossile Knogler af
et Væsen, der paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.

Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end den paa Jorden med
lignende Sammensætning, fundet Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting
tilsammen er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen har haft mere
Tid til at udvikle sig her end hos os. Dermed er ikke sagt, at det har
udviklet sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed for det.

Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes menneskelignende
Skabninger, der til Trods for, at de har faaet en anden Udvikling, godt
kan staa paa et _efter deres Forhold_ højere Kulturtrin end vi.«

»Ja!« indrømmede Dillingham villigt; han havde ikke kunnet faa Lejlighed
til at se en eneste Gang paa Ethel, da Stone havde stirret ufravendt hen
paa ham. »Men Australnegre eller andre Halvaber har maaske ogsaa en høj
Kultur efter deres Forhold.«

»De maa være gal!« raabte Stone, »for det første har Australnegre og
Halvaber ikke det mindste at gøre med hinanden, og for det andet ...!«

»Ja, lad det nu være godt,« sagde Burd gemytligt, »vi skal bande paa, at
her gaves Selskaber og Baller med Champagne og Østers, men at vi bare
ikke var med, fordi vi var landet paa et uheldigt Sted.«

Dillingham lo. »Ja, kom blot med Beviset, saa skal vi tro Dem.«

De anede ikke, hvor nær Beviset var. –

Næste Morgen var alle tidlig paa Benene. Man havde nu i lang Tid
foretaget videnskabelige Udflugter under Stones Ledelse, men i Dag
gjaldt det en større Jagttur under Dillinghams Ledelse. Man vilde prøve
paa at opsøge et af de mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, de
kom hertil, og Dillingham var lige saa sikker paa, at han havde fundet
Spor af disse Dyr, som Stone var paa, at han havde set Spor af
Mennesker.

Dillingham, der brændte af Iver efter at nedlægge et saa kosteligt
Vildt, gik i Spidsen med Stone, der ikke kunde faa et saadant Dyr
anbragt i sine Tanker, hverken blandt Pattedyrene eller Krybdyrene.

Ethel havde i Dag faaet Lov til at tage med, og hun fulgte saa godt med
de fire Herrer, at hun ikke paa nogen Maade sinkede dem.

De havde allerede tilbagelagt et godt Stykke Vej, og Skoven begyndte at
afløses af et Klippelandskab. Hvidgraa, porøse Tufklipper ragede op, og
der vældede talrige Kilder frem. Jordbunden var sumpet og tæt bevokset
med en blød Græsart.

»Her maa det være,« sagde Dillingham, og det lod til, han havde Ret.
Græsset var flere Steder nedtrampet, som om et stort, svært Dyr var
gaaet herigennem over mod en Kløft, der aabnede sig mellem to Klipper.

»Sporene er helt friske,« sagde Dillingham efter at have undersøgt dem
nøjere. »Dyret maa være gaaet ind i Skoven mellem Klipperne. Vi gør
bedst i at dele os, inden vi begynder Jagten.«

Han sørgede snedigt for, at han og Ethel kom til at følges ad. De gik
gennem Kløften, der snart bredte sig og blev til en kratbevokset Dal med
spredte Grupper af høje Palmer.

Mændene gik forsigtigt videre gennem Krattet med Bøssehanen spændt og
betragtede ivrigt enhver lille Bevægelse i de mange Slyngplanter rundt
om dem.

Ethel og Dillingham var steget op paa en lille Klippeflade mellem høje
Palmer.

Dillingham havde Bøssen rede, da det paa een Gang forekom ham, at han
hørte en stærk Raslen i Krattet lige i Nærheden.

»Er det Dyret?« hviskede Ethel, der ogsaa havde hørt det rasle.

»Det tror jeg ikke,« svarede Dillingham, »denne Raslen er alt for svag
for en saadan Kolos.«

Han lagde Bøssen til Kinden for i hvert Tilfælde at være rede, da Stone
i det samme viste sig paa Skuepladsen fra det Sted, hvor den
mistænkelige Raslen lød.

Bøssen havde han tabt eller glemt, og i dens Sted holdt han i Haanden et
stort Stykke Palmebark, som han ivrigt betragtede gennem en Lupe.

Dillingham sænkede Bøssen.

»Naa, er det ikke andre end Dem, jeg troede, det havde været et værre
Rovdyr,« udbrød Dillingham.

»Ikke andre end mig,« sagde Stone krænket, »ved De, hvad jeg har her? Se
en Gang.«

Han stak Palmebarken næsten lige op i Næsen paa Dillingham.

»Kan De sige mig, hvad det er?«

»Det er jo et ganske almindeligt Stykke Bark.«

»Det er det ganske vist; men kan De se, hvad der sidder? Dybe Mærker af
Kløer eller Negle, og hvor tror De, jeg har set lignende Mærker? – Jeg
har set dem paa et Træ i Afrika, hvor der boede en hel Koloni Aber; –
men disse kan ikke hidrøre fra Aber, de er for store og brede. Det _maa_
være Mennesker.«

»Ja, lad os blot se et af Deres Mennesker,« sagde Dillingham, »det Bevis
vil vi tro paa, det venter vi stadig paa, dette afgørende Bevis for
Deres Paastande.«

Han havde ikke lagt Mærke til, at Stone under hans lille Tale havde
stirret stift i en bestemt Retning, medens hans Ansigtsudtryk gik fra
Forbavselse til Sejrsglæde. Nu udstrakte han en lang, mager Haand og
raabte med en Stemme, der skælvede af Ophidselse: »Der, se der,
Dillingham, der har De Beviset, lyslevende.«

Et modbydeligt Hoved var kommet til Syne over Klipperanden, det var af
en smudsigbrun Farve og helt blankt og skaldet. Øjnene, der var
uforholdsmæssig store og kuglerunde, stirrede tomt og udtryksløst frem
under den lave, skraa Pande. Næsen var flad og bred, og Munden, der var
forsynet med lange, hvide Tænder, gik næsten helt op til de lange,
spidse Øren.

I næste Nu stod hele Skikkelsen paa selve Kanten af Klippen. Kroppen var
lang og skindmager. Ben og Arme lignede Stokke. Fingrene, der var
uforholdsmæssig lange og tynde, mindede med deres brede flade Negle om
et Krybdyr. Men det mest frastødende ved denne modbydelige Skabning var
det Udtryk af ondskabsfuld Glæde, der viste sig i de tomme Øjne, medens
Munden fortrak sig til et modbydeligt Grin.

De tre Mennesker stod et Øjeblik som forstenede. Stone var den første,
der kom til Besindelse igen.

»Jeg havde Ret,« jublede han, »min Teori er bevist!«

Mere fik han ikke sagt, i næste Øjeblik var Uhyret over ham og væltede
ham omkuld.

Dillingham kunde ikke hjælpe ham, han havde nok at gøre selv. Utyskerne
kom myldrende op over Klippekanten, og de kom dumpende med høje Klask
ned fra Palmetoppene rundt omkring.

Der var ikke Tale om egentlig Modstand. Ethel blev straks slæbt af Sted,
og kort efter fik Professoren og Dillingham samme Skæbne.

De blev fuldstændig overvældede af Modstanderne, som slyngede deres
lange, tynde Lemmer omkring dem og holdt dem fast som i en Skruestik.

De maatte finde sig i at blive halet ud over Klippekanten og slæbt ned i
en stor, mørk Hule.




                            SYVENDE KAPITEL.

                              I rette Tid.


»Ser De noget, Leslie?«

»Ikke Spor, desværre, Hr. Ingeniør. Lad os prøve Lyskasteren en Gang
til.«

Det hvide, blændende Lys kastedes ud over Egnen og belyste skarpt hver
Gren og hvert Blad paa de store Træer i Skovbrynet; men intet Spor af de
savnede var at se.

Vist tyve Gange mindst havde de allerede belyst hele Omegnen, og Folkene
fra Luftskibet havde Gang paa Gang afsøgt Skoven, havde raabt og ledt
uden Resultat.

De havde fyret Revolvere og Bøsser af, men alt forgæves.

Burd og Bill kom nu netop tilbage fra en saadan Ekspedition.

»Intet, absolut intet,« meldte de sørgmodigt, »vi har gennemsøgt hele
denne Del af Skoven. Vi har intet fundet, Gud ske Lov heller ikke deres
afsjælede Legemer, men det er jo rigtignok kun en daarlig Trøst.«

»Lad os prøve Kanonen!« raabte Leslie, »hvor vi dog har været dumme,
dens stærke Knald kan da høres langt bort og lede dem paa det rette
Spor, hvis de er faret vild.«

I det samme lød der Trin udenfor.

»Hallo! Hyde! Burd!« lød Stones Stemme, og i næste Øjeblik viste han sig
paa den smalle Træbro.

»Hurra!« raabte Handerson og for ham i Møde; »hvor er de andre?«
tilføjede han, da han saa, Stone var alene.

»Hvor i al Verden har De dog været?« spurgte Hyde i Munden paa
Handerson.

»Været! Jeg har været i Fangenskab!«

»I Fangenskab! Her er altsaa Mennesker?«

»Ja, Mennesker kan man maaske nok kalde dem, en Slags menneskelignende
Uhyrer er det i hvert Fald. De er meget interessante,« tilføjede Stone
grundende, »de er vel værd at studere paa nært Hold, tilbage til dem maa
vi i alle Tilfælde, for Frøken Gray og Dillingham er i deres Vold.«

»Hvordan slap De fri?« spurgte Hyde.

»Det var Dillingham, der friede sig selv og mig, for at jeg skulde
skynde mig efter Hjælp. Han vilde absolut ned i Hulen igen for at være i
Nærheden af Frøken Gray. Han fablede om at slaa dem alle sammen ihjel
paa een Gang, en aldeles vanvittig Idé.«

»Lad os nu ikke spilde Tiden, men give os paa Vej for at frelse dem!«
raabte Hyde ivrigt.

Leslie havde allerede aabnet Ammunitionsrummet og rakte Vaaben ud til de
andre.

»Hvor mange var der?« spurgte Burd.

»Jeg antager et Par Snese,« svarede Stone.

»Well,« sagde Hyde, »lad os saa komme af Sted. Naar vi laaser Døren i
Taarnet, kan vi nok alle forlade Skibet. Det skal de nok lade være at
løbe med.«

De gik nu alle ned fra Platformen, sidst Hyde, der laasede Døren, og af
Sted gik det ud i den mørke Skov.

Det varede over en Time, inden de naaede Stedet. Stone gav dem undervejs
en udførlig Beretning, der for en Gangs Skyld var helt uden
videnskabelige Forklaringer.

»Her er Nedgangen til Hulen,« sagde Stone, da de stod foran den mørke
Aabning, som gabede dem i Møde.

De krøb alle forsigtigt ned gennem den lave Gang.

Hulen udvidede sig snart saa meget, at de kunde gaa videre oprejste.

»Tænd Lygten,« sagde Stone.

Hyde tændte sin elektriske Lygte og kastede Lyset rundt i Hulen.

Loft og Gulv var dannet af Drypsten. Væggene var helt besatte med
Krystaller af alle mulige Farver og Former. Lyset brødes i dem og
kastedes tilbage i utallige Farveafskygninger – det var som et Fepalads
fra 1001 Nat.

I Øjeblikket havde de dog ikke Tanke for dette pragtfulde Syn; de saa
sig ivrig om for at finde den rette Vej, for der førte mindst hundrede
forskellige Gange bort fra denne Hule.

»Hys!« sagde Stone, »lad os være ganske stille og lytte efter, maaske en
eller anden Lyd kan bringe os paa Sporet.«

De stod med tilbageholdt Aandedræt og lyttede; men der hørtes intet
andet end den ensformige Plasken af Vanddraaberne, der dryppede ned fra
Hulens Loft.

»Der bliver ikke andet for,« sagde Hyde til sidst med et sørgmodigt
Udtryk, »end at vi maa undersøge hver Gang for sig.«

I det samme lød der en svag Raslen, som efterfulgtes af en Række skarpe
Klik fra Bøssehanerne der spændtes.

Med Fingeren paa Aftrækkeren listede de fremad i den Retning, hvor den
svage Lyd kom fra.

Med eet snublede Hyde og faldt saa lang han var over noget, der laa paa
det glatte Gulv. De andre for til, og Leslie stødte med Kolben mod et
Legeme, der laa udstrakt paa Gulvet foran ham.

Det var et Marsvæsen med knust Hovedskal.

»Her var det,« sagde Stone, »at Dillingham slog ham i Gulvet, da han
vilde spærre Vejen for os. Vi skændtes da, om vi skulde ile hurtigst
muligt efter Hjælp eller straks trænge dybere ind i Hulen. Dillingham
holdt paa det sidste og vilde slet ikke høre paa mine Forestillinger om
det unyttige og dumdristige i hans Forslag. Til sidst vendte han mig
harmfuld Ryggen og forsvandt gennem den runde Aabning derhenne.«

»Saa maa vi den Vej!« raabte Hyde, der nu var kommet paa Benene igen, og
de trængte alle dybere ned i den mørke Gang, som mundede ud i en stor,
rund Hule, fra hvis Loft de hvide, halvt gennemsigtige Drypsten hang ned
i alle mulige fantastiske og forvredne Former. Hyde lod sin Lygte lyse
rundt i Hulen, og langt om længe opdagede de en Skikkelse, som stod med
Ryggen op mod Væggen og med en Revolver i hver Haand.

Det var Dillingham.

Det pludselige Lysskær blændede ham, saa han ikke kunde se, hvem der
nærmede sig.

»Hvor er Frøken Gray?« raabte Burd.

»Jeg har ikke kunnet finde hende,« sagde han med lav Stemme, idet han
sænkede Revolverne.

Pludselig hørtes der et skingrende Skrig, der lød som om det kom nede
fra.

»Der maa være en Hule her lige under denne!« raabte Stone.

De gav sig alle til at hugge løs paa Gulvet med Bøssekolberne, og den
skøre Kalk gav efter for hvert Slag.

                   *       *       *       *       *

Vi forlader nu for en Stund vore Venner i Hulen og gaar tilbage til det
Øjeblik, da Stone og Dillingham var sluppet løs, og Stone var ilet efter
Hjælp, medens Dillingham forgæves søgte efter Ethel.

Ethel, der kun havde gjort ringe Modstand, var blevet slæbt dybere ned i
Hulen end de to andre.

Først var der bælgmørkt, men efterhaanden som hun kom længere ned, blev
der lysere.

Hun befandt sig nu i en mægtig Drypstenshule, hvis Gulv og Vægge var
glatte og spejlblanke, medens der fra Loftet hang mægtige Drypsten ned i
uhyre Mængde. Hulens Baggrund var opfyldt af et mægtigt Vandfald, der
kom oppe fra Loftet og forsvandt i en stor Spalte i Gulvet.

Det var herfra, Lyset kom.

Hulen var helt fuld af de uhyggelige Marsvæsener, som allesammen
stirrede paa hende med deres udtryksløse, kolde Øjne, der sad store og
runde i de stive, ubevægelige Ansigter.

I næsten en Time stod hun saaledes, som fasttryllet til den samme Plet,
som en Fugl, der hypnotiseres af en Slanges Blik.

Der hørtes ingen anden Lyd end Vandets dæmpede Brusen.

Pludselig hørtes Støj fra Baggrunden, og alle vendte paa een Gang Øjnene
derhen.

Et stort Klippestykke var blevet væltet til Side, og der viste sig en
Fordybning i Klippen, som var stor nok til, at et Menneske kunde staa
oprejst derinde. Indersiden af denne Fordybning var besat med smaa,
brune Knopper. En svag Vandstraale begyndte at risle ned over denne
Fordybning, og Ethel saa, at de smaa Knopper begyndte at folde sig ud.
Hver af dem aabnede sig og viste sig at indeholde et lille Krebsdyr, der
var forsynet med skarpe Kløer.

Samtidig begyndte Kredsen om hende at blive snævrere. Marsvæsenerne kom
nærmere og nærmere og søgte øjensynlig at trænge hende hen mod
Fordybningen i Klippen.

En dyb Rædsel greb hende.

Det gik op for hende, at det var disse Uhyrers Mening at trænge hende
ind i Fordybningen, for saa rimeligvis at vælte Stenen for. Krebsdyrene
vilde da utvivlsomt pille Kødet af hendes Krop med deres spidse Kløer.

Hun udstødte et fortvivlet Skrig og søgte at bryde gennem Kredsen, der
langsomt indsnævredes; men det var forgæves. Uhyrerne strakte deres
modbydelige Hænder ud for at gribe hende, og hun følte, at denne
skrækkelige, grufulde Død var uundgaaelig.

Med et gennemtrængende Skrig sank hun om.

I det samme lød der en stærk Raslen og Bragen fra den modsatte Side af
Hulen.

Skulde der komme Hjælp? Hun stirrede derhen.

Hendes Plageaander stod stille og vendte Hovederne hen i den Retning,
hvor Støjen kom fra.

Det var intet overnaturligt Syn, hun saa, ingen Aand, der kom til Syne
for med et Flammesværd at befri hende, det var kun et Par ternede
Sportsbenklæder, som sad paa Benene af en Mand, der banede sig Vej ned
gennem Hulens Loft.

Der lød et vældigt Brag, og midt imellem Jordklumper og Stene kom
Dillingham hovedkulds ned i Hulen.

Han kom med utrolig Hurtighed paa Benene igen, og de andre fulgte nu
efter, een for een, med Bøsser eller Revolvere i Hænderne.

Der var et Øjeblik dødstille i Hulen, men saa genlød det store Rum af en
sand Helvedeslarm.

Knaldene fra Skydevaabnene blandedes med Modstandernes vilde Hyl og blev
tidobbelt forstærket ved det voldsomme Ekko i Hulen.

Luften blev taaget af Krudtrøgen, gennem hvilken man svagt skimtede de
uhyggelige Væseners hylende Masser og vore Venners mørke Skikkelser.

Partiet var ikke saa ulige endda, trods Marsvæsenernes uhyre Masse, for
mange af dem stod endnu som forstenede af Rædsel over Skuddene, og de,
der havde overvundet den første Skræk og rasende styrtede løs paa
Fjenden, blev holdt saa godt i Skak af de sikre Skud, at de ikke kom
Angriberne nærmere ind paa Livet.

Disse rykkede frem, Skridt for Skridt, med en Koldblodighed, der var
medfødt hos Hyde og Dillingham, og som de andre søgte at efterligne, da
de vel vidste, at ethvert Fejlskud kunde komme dem dyrt at staa.

Craddock var blevet skilt fra de andre, han stod med Ryggen op mod et
fremspringende Klippestykke, omgivet af Fjender.

Bøssen og Revolveren var for længst skudt af og derfor unyttige, og han
brugte nu de Vaaben, han havde mest Øvelse i at anvende, nemlig Næverne.

Hans store Ansigt lyste af Kampiver; det var det dejligste Slagsmaal –
det mindede ham om hans unge Dage, naar han ryddede Bulen i en East-End
Beværtning. Han anvendte alle de Kneb og Stød, der dengang gjorde ham
saa frygtet.

I over et Kvarter rasede Kampen vildt.

Snart blev de rejsende trængt tilbage af Marsbeboerne, snart skaffede
Revolverne dem atter Plads.

Selv midt i det vildeste Virvar følte Professoren en brændende Lyst til
at kaste Bøssen og bøje sig ned og undersøge Ligene nærmere.

Og Dillingham var ikke sammen med de andre. Hvor var han? Tog han ikke
Del i Kampen?

Jo, saa godt som nogen anden havde han kæmpet. Kæmpet sig frem til det
Sted, hvor Ethel var faldet om. Et Blink! Et Knald! Og han havde gjort
det af med den sidste levende Hindring, der var mellem hende og ham.

Han lagde Bøssen fra sig og bøjede sig ned over hende, der laa
bevidstløs paa Gulvet. Han vædede sit Lommetørklæde og lagde det paa
hendes Pande, løftede derpaa forsigtigt hendes Fødder op fra Gulvet for
atter at bringe Blodet tilbage til Hjernen.

Et Øjeblik efter slog hun Øjnene op, netop som et Triumfskrig fra de
andre forkyndte, at Fjenden nu for Alvor veg tilbage.

Hurtig greb han atter sin Bøsse og hjalp til at trænge Fjenden helt ud
af Hulen.

Nu gjaldt det om et hurtigt Tilbagetog.

En løs Klippeblok og en Del faldne Fjender blev stablet op under Hullet
i Loftet. Hyde svingede sig op og tog mod Ethel, der blev løftet op til
ham af Dillinghams stærke Arme.

Den sidste var lige sluppet op, da Hylene lød nede fra Hulen med fornyet
Kraft. Fjenderne vendte tilbage. Stone kastede gennem Hullet et Blik ned
i Hulen, som nu atter var opfyldt af Marsvæsenerne, der alle var væbnede
med lange, glinsende Metalspyd.

I det samme lød Hylet ogsaa fra en af Gangene bag ved dem.

»Af Sted!« raabte Hyde, og af Sted gik det i vild Flugt, under
øredøvende Hyl.

Paa Grund af, at Væggene kastede Hylene tilbage, var det umuligt bestemt
at afgøre, hvor Fjenderne vilde komme fra. Hidtil havde de heldigt
undgaaet dem, og de skimtede allerede forude et svagt Lysskær, saa at de
maatte være i Nærheden af Hulens Indgang, da der med eet viste sig et
rødt Skær foran dem.

Fjenden nærmede sig altsaa fra mere end een Side.

»Ned bag Stenene!« kommanderede Stone, og et Sekund efter laa de alle
skjult bag nogle Klippestykker.

I Gangen lige foran dem viste der sig et af Uhyrerne med en Fakkel i
Haanden, han saa sig spejdende omkring.

Hyde greb Dillingham i Armen og viste med Hovedet hen mod en anden Gang
lige over for den, hvor Manden med Faklen stod.

Dillingham forstod ham og lod den tavse Ordre gaa videre.

Der viste sig endnu en Skikkelse ved Siden af den anden; de saa sig
begge omkring, uvisse om, hvor de skulde søge de Fjender, der havde
revet deres Offer ud af Hænderne paa dem.

Et Par skarpe Knald gjorde en brat Ende paa deres Tvivlraadighed, men
paa samme Tid rigtignok ogsaa paa deres Tilværelse. Faklen faldt ned paa
det fugtige Gulv og slukkedes.

De for nu alle tværs over Hulen hen mod den snævre Gang, Hyde havde
peget paa. De forsvandt gennem den ind i Mørket og rutschede til sidst
ned ad en Skrænt. Her fandtes en Indgang med mægtige Klippeblokke, der
næsten skjulte den udefra.

»Løb!« raabte Hyde til de andre, »jeg kommer straks.«

Han bøjede sig ned og anbragte en lille Genstand under en af de store
Stene, saa famlede han med en Traad og en Tændstikæske og løb saa efter
de andre.

Det Brag, der hørtes, fortalte, hvad han havde gjort. De skuffede Hyl
indefra viste dem, at de var i Sikkerhed.

Kort efter var de i Skoven, hvor den friske Luft til Dillinghams Fryd
bragte Ethel helt til Bevidsthed igen.




                            OTTENDE KAPITEL.

                            Fauna og Flora.


         Af Professor Marcus Stones Optegnelser. (Brudstykker.)


                                                                31/10.

Det er i Sandhed et Herkulesarbejde at klassificere Dyreverdenen
heroppe.

Jeg havde ment, at de forskellige Former, selv om der naturligvis var
store Uoverensstemmelser, dog vilde nærme sig saa meget til de paa
Jorden forekommende, at man med enkelte Afvigelser kunde skematisere dem
ligesom disse, hvilket jo i høj Grad vilde lette Forstaaelsen.

Men det viser sig, at jeg har taget fejl. Der er for store Afvigelser
paa saa godt som alle Omraader.

Rent geologisk set maa hele Kloden henregnes til en qvintær Tid. De
fleste større Krybdyr (med Undtagelse af Slangen) synes at være uddøde,
man finder kun fossile Rester af dem.

De højere Pattedyr er yderst sparsomt repræsenterede; jeg har kun set et
eneste Rovdyr i al den Tid, vi har været her.

Derimod har Pungdyrene naaet et Maksimum af Udvikling.

Desværre har jeg kun set de store Former af dem paa lang Afstand. Trods
deres Plumphed kan de bevæge sig ret hurtigt.


                                                                 1/11.

Dillingham har nedlagt et højst besynderligt Dyr.

Man staar fuldstændig uklar over for et saadant Fænomen. Dets Længde er
over 4 Meter, og det har en vortet, tyk Hud og en lang, skællet Hale.

Dets Hoved er meget stort og forsynet med en mægtig bred Mund. Hele
Ganen er besat med spidse, bagud-krummede Tænder.

Og saa har den oven i Købet Vinger.

Burd har udført en ret vellykket Tegning af den, da vi jo desværre ikke
kan fotografere den. Der har nemlig vist sig den store Mærkelighed, at
Solstraalerne her paa Mars ikke er i Stand til at paavirke den
fotografiske Plade.

Jeg har uheldigvis ikke Tid til at undersøge dette Tilfælde nærmere, men
jeg formoder, det skyldes en stærkere Absorption af de ultraviolette
Straaler.


                                                                 4/11.

Hvad Floraen heroppe angaar, volder den endnu større Vanskeligheder end
Faunaen. Alt viser sig ved en Sammenligning med Jordens Flora i den
bagvendte Orden.

Man skulde vente sig en højere Udvikling af Løvtræerne, men man finder i
Stedet for mægtige Former af Bregner, og enkelte Palmer, der paa Jorden
regnes til Carbontiden.

Der er Fattigdom paa Arter, men Rigdom paa Individer.

Svampene har naaet en høj Udvikling, jeg finder overalt en lille,
mørkerød Svamp, der forekommer i saa stor Mængde, at den fuldstændig
dominerer Overfladens Farve.

Det ser ud, som om »Træernes« Blomstringstid var forbi lige nu. Kun ved
Vandløbene træffes der Blomster.

Blomsternes Størrelse og rige Farvepragt tyder paa høj Udvikling hos
Insektverdenen.

En højt udviklet Insektverden peger hen imod et rigt Fugleliv, og saa
findes her et Utal af Insekter, men ikke en eneste Fugl!

Igen et af de Fakta, der vanskeliggør en logisk Skematisering.


                                                                 6/11.

Vi er nu fjernet over 500 Mile fra vort Udgangspunkt. Vi sejler over en
stor Skov, der fuldkommen ligner en Vildmark, stadig skuer man Trætoppe
og atter Trætoppe, saa langt Øjet rækker.

Kun en eneste Afbrydelse i dette ensformige Hav af Træer saa vi i Gaar,
da vi sejlede hen over en dyb Kløft.

En flere Mil bred Spalte, som begrænset til begge Sider af taarnhøje,
stejle Klippevægge strakte sig snorlige fra Øst til Vest og til begge
Sider tabte sig i Horisonten. Bunden af denne Spalte var jævn og uden
Spor af Vegetation.

Vi saa her uden Tvivl en af de berømte Marskanaler. Adskilligt talte
for, at det var et Værk af »Menneskehænder«. Atter et Bevis paa, at her
findes kultiverede Væsener, men hvor?

Henad Aften fandt vi ved Kanten af Kanalen et passende Sted, hvor vi
kunde gaa ned med Luftskibet for at overnatte.

Vi laa paa en lille aaben Plads, der paa den ene Side var begrænset af
Skrænten og paa den anden af et lavt, sammenfiltret Krat, der gik i eet
med Skoven.

Doktoren og jeg stod paa Kanten af Skraaningen og disputerede om
Kanalen, da Frøken Gray, som var trængt ind i Krattet for at lede efter
Blomster, kom styrtende hen imod os.

Jeg havde netop sagt Doktoren min Mening, og denne Afbrydelse kom mig
meget tilpas, da jeg ikke brød mig det mindste om at høre hans Mening om
Ting, som jeg vidste meget bedre.

Hun bad os følge med, da hun havde fundet en mærkelig Ruin af en Bygning
inde i Skoven.

Vi fulgte med hende, og hun førte os til en aaben Plads inde i Skoven,
lige bag ved det lave Krat. Vi traadte nærmere og saa en lav, langstrakt
Bygning, som var opført af store, raat tilhugne Sten. Der var ingen Tag
og ingen Vinduer, og overalt i de utallige Revner voksede der
forskellige Mosarter, som viste, at Bygningen havde staaet forladt i
mange Aar.

Midt paa var der en firkantet Aabning, gennem hvilken vi gik ind i det
indre.

Hele Huset dannede et eneste langt Rum, men det interessanteste ved det
hele var Væggene, med en Alens Mellemrum stod der overalt hele Vejen
rundt afblegede, hensmuldrende Skeletter, der med en Ring om Halsen var
fastgjort med en kort Lænke til Væggen bagved.

Jeg skulde netop til at undersøge disse Skeletter – jeg havde ved første
Øjekast set, at de ikke lignede Hulebeboerne, af hvem Doktoren med Held
havde dissekeret et Hoved – da Frøken Gray udstødte et Skrig og bad
Doktoren føre hende tilbage til Skibet. Jeg bad ham blot gaa med hende,
jeg skulde snart følge efter.

Kvinder mangler da ogsaa ganske Interesse og Forstaaelse. I Stedet for
at opdage den store Forskel, der var paa disse Skeletter og vore
Marsvenner, saa faar hun et nervøst Tilfælde.

Da de var gaaet, gav jeg mig til at undersøge det største af Skeletterne
nøje, de var højere, bredere, med lange og svære Haand- og Fodknokler;
men den største Forskel var der dog paa Kranierne, de var spidse og
toppede med et bredt og fremstaaende Kæbeparti.

Med stor Forsigtighed fik jeg skilt Kraniet fra Kroppen og bar det med
mig til Skibet.

Burd var den eneste, der havde Interesse for mit kostbare Fund, og da
Dillingham, der er blevet endnu mere aandsforladt her paa Mars, end han
var paa Jorden, stadig stirrede fortvivlet paa Frk. Gray, saa gik jeg
hurtigst muligt ned i mit Lukaf for at tænke nærmere over denne
underlige Oplevelse.

Efter megen Grunden kom jeg til et Resultat, som jeg foreløbig vil
beholde for mig selv:

1) Jeg holder absolut paa Kanalteorien.

2) De Væsener, vi indtil Dato har set, er Hulebeboere, der ikke kan have
udtænkt et saadant Arbejde som Kanalerne.

3) Kanalerne findes. Kløften her er en saadan Kanal, der er udtørret.

4) De Skeletter, jeg saa i Bygningen, er øjensynlig af Skabninger, hvis
Hjerne er endnu mindre end Hulebeboernes; de har altsaa heller ikke
udtænkt Arbejdet.

5) Ergo maa der findes en højere Slags Væsener som har undfanget Ideen,
men brugt de stærkere og mindre intelligente Skabninger til at udføre
den.

Altsaa atter et Bevis for min Paastand om menneskelignende Væsener.

De lænkede Skeletter, er rimeligvis Levninger af opsætsige og
genstridige Slaver, der er blevet straffet paa denne Maade.




                            NIENDE KAPITEL.

                          En Udflugt. – Byen.


I over en Maaned havde vore Venner været undervejs paa deres Tur Mars
rundt. Paa Grund af Skibets store Hastighed behøvede de kun at flyve af
Sted om Natten; naar de da satte fuld Kraft paa, kunde de med Lethed
indhente den Tid, de om Dagen brugte til at stige ned og foretage
videnskabelige Undersøgelser.

De Resultater, de erhvervede sig ved disse Undersøgelser, var meget
omstridte. Stone var sjæleglad, han havde efterhaanden beriget sin
Samling med en Masse interessante Ting, og han havde udarbejdet
forskellige Optegnelser af stor Betydning for sin Videnskab, hvad der
gjorde den af Naturen gnavne Mand næsten elskværdig.

Dillingham derimod, som trods store Anstrengelser stadig søgte forgæves
efter det mærkelige Dyr, begyndte at blive saa pirrelig, som Stone
tidligere havde været, og det var nu næsten altid ham, der gav Anledning
til de Ordkampe, der morede Doktoren i lige saa høj Grad, som de ærgrede
Hyde.

Hyde kom ned ad Trappen fra Taarnet og med ham et Vindstød, der blæste
Stones Papirer hen i den anden Ende af Salonen.

»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet Mage til Storm,« sagde Hyde, da han
havde lukket Døren efter sig.

»Er der Fare for, at vi blæser ud af Kurs?« spurgte Burd.

»Nej, Doktor, det er der ingen Fare for. Skruen er god nok, men vi kan
maaske nok udsætte os for at faa Roret bøjet,« svarede Hyde, idet han
satte sig ned; »naa forhaabentlig holder det.«

Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og Hyde foreslog, at de skulde følges
ad op for at se paa Roret.

Der var heldigvis ingen Skade sket, og paa Stones Forslag gik de lavere
ned for at undersøge Egnen ved Hjælp af Lyskasteren.

De gik nu i en halv Snes Meters Afstand fra Trætoppene i den Skov, der
strakte sig under dem.

»Lys!« kommanderede Hyde, og den hvide Stribe kastedes ud i Rummet, gik
rundt i en Halvcirkel og derefter nedad.

Det Parti af Skoven, der blev oplyst, bestod af samme Slags træagtige
Bregner som dem, de havde set ved Ankomsten. De store, trekantede Blade
blev løftet op mod Lyset af slanke Stilke og lukkede som et
uigennemtrængeligt Tag for Skovbunden.

Lyset gav de graalige Blade en vidunderlig Glans, som var det et Hav af
Sølv, der laa udbredt under dem.

Men snart skiftede Billedet. Bregnerne afløstes af Palmer, hvis slanke
Stammer hævede sig som Søjler i et Fepalads, skarpt belyst mod den mørke
Baggrund, hvor Lyset ikke naaede hen.

Lyset blev kastet hid og did og viste hvert Træ og hvert Blad med en
Tydelighed, som var det den klareste Dag.

Livet i Skoven begyndte at røre sig, snart var det et mindre Dyr, der
rejste Hoved og missede med Øjnene mod det skarpe Lys, snart var det et
Krybdyr, der i en Fart bugtede sin Krop ind under det skærmende
Bladhang, eller de saa en kæmpemæssig, haaret Edderkop, der fra en Gren
kastede sig ud i Luften, medens dens Spind glinsede og glitrede i Lyset.

Videre gled Skibet, og Skoven gik over i lave Buske og afløstes til
sidst af et sumpet Krat med lange, stive Græsstraa.

Da lød der pludselig et Brøl dernede fra, det knagede og bragede i
Buskene tæt ved et lille Vandløb, og en mægtig, laadden, brun Skikkelse
rejste sig med øjensynligt Besvær og forsvandt i et kluntet, men ret
hurtigt Trav.

»Nej, se, se!« raabte Dillingham, »der var det igen!«

»Hvad mener De?« spurgte Burd.

»Monstrumet, Uhyret, Dyret, vi saa den Dag, vi kom hertil!«

»Er De ganske vis paa, at det er det samme?« spurgte Handerson.

»Tror De, jeg tager fejl, vil De lære mig at kende Dyrene?«

»Handerson mente naturligvis bare, om De var ganske sikker paa, at det
var det samme Eksemplar; det kunde jo være en Fætter eller en endnu
nærmere Slægtning,« blandede Burd sig smilende i Samtalen.

»De ved jo meget godt, hvad jeg mente, Doktor, og det ved Handerson
ogsaa, men jeg maa straks ned,« brummede Dillingham.

»Ned,« gentog Hyde, »vil De springe ned?«

»Springe, tror De, jeg er gal?«

»Ja, for hvis De for Alvor mener, at vi kan lande her uden at støde
sammen med Trætoppene, saa maa De være gal,« svarede Hyde roligt.

Og Dillingham maatte pænt vente, saa nødig han end vilde.

Næste Dag lykkedes det dem at finde et Sted, som var egnet til
Nedstigning, og Dillingham fik sin Lyst til at gaa paa Jagt styret,
rigtignok uden at opnaa andet end at gaa sig dødtræt i sine forgæves
Bestræbelser for at finde det attraaede Dyr.

Henimod Aften vendte han tilbage til Skibet, støvet, varm og just ikke i
det mest rosenfarvede Humør, og Stones elskværdige Forespørgsel om, hvor
han havde nedlagt Dyret, gjorde det ikke bedre.

Han var fast besluttet paa at blive der paa Stedet, indtil han fik
opsporet Dyret, og der maatte mange Overtalelser til fra hans
Rejsefællers Side, førend det lykkedes dem at faa ham til at indse, at
Dyret efter al Rimelighed for længe siden var over alle Bjerge, og at
hele Ekspeditionen vilde komme til at lide ved et længere Ophold. Han
gav da nødtvungent efter, og samme Aften kastedes Fortøjningen los, og
Skibet steg atter op.

Den Nat og hele den følgende Dag gik det med jævn Fart hen over mægtige
Skove. Hele Dagen var Vejret straalende, men henad Aften begyndte det at
blæse op, og ved Midnat var Blæsten vokset til en orkanagtig Storm, der
gjorde Opholdet paa Platformen alt andet end behagelig.

Først forsvandt Stone og saa Frøken Gray, og til sidst var der ikke
andre end Dillingham og Hyde tilbage. Dillingham havde egentlig mest
Lyst til at gaa ned til Ethel; men som alle Sportsmænd havde han en
Svaghed for at sætte en Rekord, og saa længe Hyde blev staaende, vilde
han heller ikke gaa ned.

Stormen hylede om dem og drev Skyerne hen over deres Hoveder i vild
Fart.

Det begyndte at blive taaget, en tæt Taage, der gjorde alting vaadt og
føltes som en fin Støvregn.

»Vi maa ud af Taagen,« raabte Hyde.

Han rev Døren op og raabte sin Ordre ned i Maskinrummet. Skibet hævede
sig hastigt og var snart oppe over Taagen og Skyerne.

»Fuld Kraft!« lød det fra Hyde.

Der gik et Ryk gennem Staaluhyret, Skruen snurrede rundt med rivende
Fart, dens Hvæsen blandede sig med Stormens Hylen, og dirrende i hele
Skroget for Skibet af Sted. Dillingham klamrede sig fast til Rækværket.
Det var umuligt at høre noget gennem Stormens Brølen, men da han
tilfældigvis kastede et Blik hen paa Hyde, kunde han se paa hans Mund,
at han sagde noget.

Han kæmpede sig hen til Kanonens Løb, der stak ud af Taarnet og som Hyde
holdt sig fast ved.

»Det er et frygteligt Vejr!« hylede Hyde.

»Ja, det har jeg ogsaa lagt Mærke til,« brølede Dillingham, »jeg er
hvert Øjeblik lige ved at blæse ned i Skyerne!«

»Men hvorfor i al Verden gaar De ikke ned?«

»Jeg venter paa Dem, hvad har De for Resten at bestille heroppe?«

»Akkurat det samme, som De har,« lo Hyde, »tror jeg ikke, vi har staaet
her som to Skoledrenge, der ikke vil give sig over for hinanden.«

De lo og kæmpede sig hen til Døren, som det ved forenede Kræfter
lykkedes dem at klemme saa meget op, at de kunde slippe ned. De var
neppe kommet igennem, førend Døren smækkede i med et Brag, og Dillingham
trillede ned ad Trappen, stødte mod Døren til Salonen og holdt sit
Indtog paa en højst mærkelig Maade, der gav Burd Anledning til at
spørge, om han legede Rutschbane.

Stormen rasede hele Natten, og den lagde sig først henad Morgenstunden.

»Har vi holdt Kurs under Stormen?« var Stones første Spørgsmaal.

»Ja,« svarede Hyde, »det er en solid Maskine. Vi har holdt Kursen ganske
støt.«

Det viste sig ved Eftersynet, at Skibet ingen Skade havde lidt.

Men nede paa »Jorden« havde Stormen ikke taget blidt. Flere Steder,
navnlig i Skovene, var der anrettet store Ødelæggelser.

»Der er maaske ogsaa kommet mange Mennesker til Skade,« sagde Ethel.

»Til Skade! Mennesker!« brummede Stone, »nu maa De ikke blive blødsøden,
Frk. Gray, vi har saamænd ingen Grund til at føle Medlidenhed med den
Yngel dernede.«

»Det skulde saamænd glæde mig, om nogle Hundrede af disse Uhyrer var
kommet af Dage,« sagde Dillingham blodtørstigt. Han vilde netop til at
tilføje, at det skulde være ham en Fornøjelse ved Lejlighed at sende
nogle af dem over i den anden Verden, men da han mødte Ethels
bebrejdende Blik, beholdt han klogelig sin Mening hos sig selv.

Da de den Aften sad i Salonen, lød der en fjern Brusen op til dem.

»Saa,« udbrød Dillingham, »skal vi nu have Storm igen?«

»Nej,« svarede Stone kort, »det er Havet.«

Dette Ord »Havet« havde en vis Virkning paa dem alle, det lød saa
hjemligt.

Det kan nemlig ikke nægtes, at trods alt det interessante, de havde
oplevet, følte de alle heftig Hjemve, og det ikke blot efter det Sted,
hvor hver enkelt boede, men efter London, England, Europa, kort sagt
efter hele Jordkloden.

Dillingham rejste sig og drog uvilkaarligt et Suk.

»Hvem der nu var paa et jordisk Hav og stod paa Dækket af et Skib, som
skar gennem Bølgerne,« sagde han, »og med Ethel ved sin Side,« tilføjede
han i Tankerne, medens han sendte den unge Dame et Blik, der var næsten
lige saa tydeligt som Ord.

»De har nok Hjemve,« lo Stone tørt, »men lad os nu komme op paa
Platformen.«

De gik alle op.

Et storslaaet Rundmaleri laa udbredt under dem. Maanen var staaet op og
kastede sine hvide Straaler ned over en mægtig Havflade. Landet, som de
lige var sejlet hen over, var allerede langt bagved dem.

Det var Bølgernes blide Dønninger mod Stranden, der havde frembragt den
svage Brusen, de før havde hørt. Skoven strakte sig helt ud til den
brede, flade Forstrand, ja paa nogle Steder var det lave Vand helt inde
bevokset med høje Sumptræer.

»Hvor er her dog smukt!« udbrød Ethel, henvendt til Dillingham.

»Vidunderligt,« svarede han, medens hans Øjne hang ved hendes Ansigt.
»Det minder mig om en Nat nede paa Jorden. Jeg havde Vagten om Bord nede
i det indiske Hav. Det var helt stille, ligesom nu, Maanen var lige
staaet op, og dens Straaler spillede paa Bølgerne, hvor Krydseren laa
til Ankers mellem palmebevoksede Koraløer. Jeg stod paa Kommandobroen og
var ...«

Her blev han afbrudt af Handerson: »Nu har jeg set det med. Dette
hersens minder ogsaa mig om en stemningsfuld Aften nede paa Jorden. Det
var nu ikke just af Stemning, jeg var fuld; men to Maaner saa jeg da
ogsaa dengang.«

De saa alle op mod Himmelhvælvingen. Handerson havde Ret, der var
virkelig to Maaner.

   »Talt, fluks Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble
   Gangernes Spand, saa aksled han selv sin straalende Rustning,«

citerede Burd.

»Det er jo Iliaden, ikke sandt?« sagde Ethel.

»Rigtigt,« svarede Stone, »derfra har nemlig Maanerne deres Navn. De
kaldes Phobos og Deimos, – det betyder Rædsel og Skræk.«

»Det Hav kan ikke være videre saltholdigt,« bemærkede Burd, »siden der
vokser Skov helt ud til Kysten.«

»Kan vi ikke se den modsatte Kyst?« spurgte Hyde i det samme, Iliaden
interesserede ham ikke, og han var bange for, at Doktorens Bemærkning
skulde aflokke Stone et længere Foredrag om Saltmængdens Indflydelse paa
Plantelivet.

»Se der!« udbrød Burd med eet, »jeg tror sandelig, de brænder Festbaal
eller Glædesblus af til Ære for os!« Med disse Ord pegede han ud over
Havet.

Langt, langt borte, ude i Synsranden, saas der et stærkt Lysskær, som
bredte sig vifteformigt opefter.

»Nordlys!« sagde Dillingham vigtigt.

»Vrøvl!« svarede Stone, »Nordlyset kan aldrig antage saadan en Form.
Nordlyset er jo en Udladning af ...«

»Nej, kæreste Professor, nu skal vi skam nyde Udsigten og ikke høre
lærde Foredrag,« afbrød Burd ham, »for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at
det ikke kan være Nordlys.«

»Det ser ganske ud som Lysskæret fra en stor By,« sagde Hyde.

»Saa maa der findes andre Væsener her end dem, vi har set,« svarede
Burd.

»Hvem har sagt andet, jeg har hele Tiden ventet, at vi vilde træffe
andre,« sagde Stone.

»Skal vi sejle derhen?« spurgte Hyde.

»Naturligvis,« svarede Stone, »men vi maa være forsigtige; man ved
aldrig, om de kan skade os.«

Hyde forsvandt ned i Taarnet, og et Øjeblik efter var der fuld Kraft paa
Maskinen.

Lyset forude kom nærmere og nærmere, de kunde til sidst se, at det kom
fra en Kyst modsat den, de nylig havde forladt. –

Nu var de ganske nær. Alle lænede sig ud over Rækværket og stirrede ned.

De kom virkelig til en By.

Lange Rækker af hvide Firkanter, saa store som de største Bygninger paa
Jorden, strakte sig straaleformigt ud i alle Retninger fra en stor,
aaben Plads i Midten. Det hele mindede paa Afstand om en kæmpemæssig
Søstjerne med mange Tusinde Arme. En Del af dem strakte sig som lange
Baand ud i Landet, hvor de tabte sig i Synsranden.

Oven paa hver Firkant sad der en stor, lysende Kugle, omtrent som en
stor Buelampe, men den lod til at være selvlysende, nærmest som en stor
Kugle af lysende Glas.

Skibet var nu lige over Byen og krydsede rundt med smaa Slag. Maanen,
eller rettere sagt Maanerne, kastede deres Skær over hele den Del af
Kloden, der laa udbredt under dem.

Vore Venner kunde nu rigtig se de ejendommelige, smukke Bygninger,
hvoraf mange var forsynede med høje, slanke Taarne, der øverst oppe
havde en Balkon. Hele Bygningsmaaden vidnede om Beboernes vidt
fremskredne Bygningskunst.

Til Bygningerne var anvendt hvide og svagt blegrøde Sten, og de største
af Husene var udsmykkede med en ødsel, men meget afstikkende Farvepragt.

Der var efterhaanden blevet Liv i Byen. Freden var veget for en rastløs
Travlhed.

Skibet, der laa som en staalglinsende Kæmpefugl deroppe, syntes at
skræmme Beboerne eller i alle Tilfælde vække deres Nysgerrighed.
Indbyggerne myldrede op paa de flade Tage og paa de smaa Balkoner, der
kronede de slanke Taarne.

Det vrimlede af Masser af mørke Skikkelser nede i de trange Gader og paa
den store, runde Plads i Midten. Flere Steder dukkede der brogede
Dragter og blanke Brynjer frem af den mørke Strøm.

Hele denne Masse af levende Skabninger bølgede frem og tilbage, og en
svag Summen naaede op til Skibet.

Alle med Undtagelse af Bill og Craddock, der passede Maskinen, var
samlede paa Dækket.

»Der er Liv i Myretuen,« sagde Hyde, »et Luftskib lader til at være et
Særsyn heroppe.«

»Ja, man har da heldigvis noget frem for det Folk,« sagde Dillingham med
Selvfølelse. Han vendte Ryggen til Stone, saa han saa ikke det Blik,
Professoren sendte ham ved Ordet »man«.

»Det er ikke sikkert, det bliver lutter Morskab, naar vi skal til at
betragte dem paa nært Hold,« sagde Burd.

Stone for op som en Trold af en Æske.

»Nært Hold! det skal vi overhovedet slet ikke for det første,« raabte
han.

»Hvad behager?« udbrød Dillingham, »og hvorfor ikke, om jeg maa spørge?«

»Hvorfor ikke!« gentog Stone foragteligt og med et Skuldertræk, som om
han vilde sige: »Hvad kan det nytte, at forklare Dem noget.«

»Ja, det maa jeg da rigtignok ogsaa spørge om,« sagde Hyde, »det vilde
da netop være meget interessant at komme derned straks.«

»Interessant!« Stone havde den Vane altid at gentage, hvad de andre
sagde, for derved at udtrykke sin Foragt kraftigere.

»Interessant! Ja, man skulde i Sandhed tro, det var Børn, der skulde
have et nyt Stykke Legetøj.«

»Vil De ikke forklare Dem nærmere,« sagde Hyde skarpt.

Professorens Overlegenhed forsvandt et Øjeblik, som om han selv følte,
han var gaaet for vidt; men han var snart sig selv igen, og idet han
lænede sig tilbage i Stolen, begyndte han sit Foredrag:

»Jeg har flere Grunde, mine Herrer, til paa det bestemteste at fraraade
og forhindre en Nedstigning, saa længe vi er aldeles uvidende om, hvad
det er for Væsener, vi vil faa at gøre med. De staar jo ganske vist paa
et andet Kulturtrin end vore »Venner« i Bjergets Huler; men deraf tør vi
dog ingenlunde slutte, at vi vil blive modtaget som kære Gæster. Dette
er min første Bevisgrund, og jeg tror, at De maa give mig Ret, naar De
tænker Dem om.«

»Dertil vil jeg kun bemærke,« sagde Burd, »at der, som De selv
indrømmer, er en betydelig og øjensynlig Forskel paa Folkene dernede og
saa paa de første Marsvæsener, vi mødte. For altsaa at tage et Eksempel
til Sammenligning, lad os da antage, at vi, der her er til Stede, for
nogle Hundrede Aar siden havde kunnet opfinde et Luftskib, som var en
aldeles ukendt Befordring i hele den øvrige Verden, og at vi foretog en
Rejse Verden rundt. Naar vi da paa vor Vej kom til Ildlandet, vilde jeg
ogsaa paa det kraftigste fraraade, at vi steg ned og blandede os mellem
disse menneskeædende Utysker; men deraf fulgte dog ikke, at jeg vilde
være bange for at gaa ned i Rom f. Eks., der vilde vi vist neppe blive
skudt ned paa Stedet.«

»Men hvad mener De om at blive brændt som Troldmænd. De husker maaske,
at i forrige Aarhundrede blev ikke saa faa Mennesker brændt som Hekse,
eller hvad mener De om at blive indespærret som gal eller
samfundsfarlig, – jeg behøver vist ikke at bede Dem huske paa, at der
har været store Videnskabsmænd, som er blevet behandlet paa den Maade af
deres utaknemmelige samtidige. For øvrigt halter den Sammenligning, men
nok derom, jeg har en anden og lige saa vigtig Grund, og det er Tiden, –
husk, vi har kun en begrænset Tid til vore Undersøgelser. Og hvis vi
skal blive anerkendt og troet nede paa Jorden, maa vi have Beviser,
mange Beviser, og vel har jeg samlet en hel Del Materiale; men der er
meget endnu at udrette, og mere end et Par Dage tør vi ikke anvende paa
denne By. Sæt, at vi blev venlig modtaget, men at de ikke vilde slippe
os igen, eller at de fik ødelagt Luftskibet, – ja, vi maa tage alle
Tilfælde i Betragtning, – hvad vilde De, mine Herrer, saa synes om at
tilbringe Resten af Deres Dage paa Mars?«

Her saa Dillingham paa Frk. Gray med et Blik, der skulde udtrykke, at
han under visse Forhold kunde tænke sig det.

»Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skulde gøre os Umage for at faa
et lille Indblik i denne By og i Beboernes Liv og Færden, men det skal
gøres med stor Forsigtighed, og jeg raader derfor til, at vi hurtigst
fjerner os herfra, søger os et roligt og øde Sted til at fortøje Skibet,
og derpaa holder Raad og lægger vore Planer. Naar vi saa har faaet en
Nats Hvile, kan vi altid i Morgen begynde vore Udforskninger, alt ifølge
de Planer, vi har fattet.«

»Jeg tror, Stone har Ret,« sagde Hyde, idet han rejste sig.

I det, samme blev Døren revet op, og Craddock kom styrtende ind.

»Der er sprunget en Kobling paa den ene Motor,« raabte han, »Maskinen
gaar i Staa!«

Et let, blødt Stød beviste Sandheden af hans Ord.

»Det lader til, Skæbnen har taget Parti imod Dem, Professor,« sagde
Burd.

Hyde styrtede ned i Maskinrummet, fulgt af Craddock.

Den skarpe Støj af Skruerne tog gradvis af og gik over til en sagte
Brummen, medens Skibet blidt og roligt dalede ned og lagde sig til Hvile
paa et af de flade Tage.

Saa gik Maskinen helt i Staa.




                            TIENDE KAPITEL.

                         Fanget og indespærret.


I samme Øjeblik, som Skibet rørte Husets Tag, forstærkedes Lyset fra den
gennemsigtige Glaskugle og udsendte et saa straalende Skær, at alle de
ombordværende blev aldeles blændede.

Rundt omkring til alle Sider var det, som om hele Taget blev levende.
Utallige smaa runde Klapper blev hastig løftet i Vejret, og op af hvert
Hul dukkede der en sælsom Skikkelse frem.

De var alle høje og magre med uforholdsmæssig lange og tynde Lemmer og
lignede meget de Marsvæsener, de rejsende først havde truffet.

De var iført underlige, brogede, fantastiske Dragter, der sad stramt om
dem og havde den mærkelige Egenskab stadig at skifte Farve: snart var de
blaa, violette eller grønne, snart ganske mørke og ubestemmelige, for
saa atter at straale i skærende rødt eller flammende gult. Det var et
uforklarligt og forvirrende Syn.

Deres Hoveder mindede om Kranier, med unaturlig store Hjernekasser.
Deres Øjne var store og runde med et klogt, men ondt Udtryk.

De »talte« aabenbart med hinanden, noget aldeles uforstaaeligt
Pluddervælsk, der ikke mindede om noget jordisk Sprog. De talte ud i
eet, og Stemmen svingede lige fra den dybeste Bastone uden Ophold op i
skingrende Diskant. Mellemtoner fattedes aldeles i deres Tale.

De samlede sig neden for Skibet og syntes alle at tale i Munden paa
hverandre.

Saa med eet entrede de som Aber op paa Platformen og trængte ind paa
vore Venner.

»Bring Frk. Gray ind i Taarnet og luk Døren!« raabte Stone til Craddock,
der stod nærmest ved Ethel.

Craddock fik trukket Ethel med sig ind i Taarnet og smækkede Døren i i
samme Nu, som vore Venner var overmandede af den stadig voksende Skare
Marsvæsener.

Stone paalagde dem alle med høj Røst at gaa godvillig med uden Modstand
og endelig ikke gaa angrebsvis til Værks, før det var ganske nødvendigt
for at redde Livet, men rolig afvente, hvad disse fremmedartede Væsener
havde i Sinde.

Marsbeboerne førte dem hen til de runde Aabninger i Taget, stadig
omklamrende deres Hænder med kolde, fugtige Fingre.

De rejsende blev puttet ned gennem Hullerne. Her var de i fuldkomment
Mørke, Gulvet bevægede sig under deres Fødder, og det gik nedad i
slingrende Fart i nogle Minutter. Saa hørtes et hult Brag, en Jernport
var gledet til Side, og de stod ude i Lyset, Ansigt til Ansigt med den
bølgende Mængde, der fyldte Gaden.

En mærkelig Svirren og Summen lød fra Masserne, der trængte paa for at
se dem. En dobbelt Kæde af »Mænd« i blanke Brynjer, der lynede og
funklede i Lysskæret, holdt med nogle korte Metalstokke Pladsen fri
foran Huset.

Pludselig hørte vore Venner en Susen oppefra, der fik dem til hastigt at
se i Vejret. Det var Luftskibet, der hævede sig højere og højere, indtil
det til sidst forsvandt for deres Øjne.

Det maatte altsaa være lykkedes Craddock at udbedre Skaden paa Motoren,
og nu bragte han Skibet i Sikkerhed.

»Det er saamænd rart,« udbrød Handerson, »nu flyver han væk og lader os
andre i Stikken.«

»Det var da det fornuftigste, han kunde gøre, at bringe Skibet fra disse
Bavianers Omraade. Hvis de nu fandt paa at ødelægge Skibet, hvorledes
skulde vi saa komme tilbage til Jorden, selv om vi slap ud af deres
Kløer?« svarede Hyde ham.

Dillingham sagde ingenting, han var glad over, at Ethel i det mindste
foreløbig var i Sikkerhed, og ærgerlig over, at det ikke var ham, der
var med hende.

Han blev afbrudt i sine Betragtninger ved, at han fik et ublidt Puf af
en Stok midt i Ryggen. Han vendte sig opbragt om, rede til at slaa løs,
men Burd standsede ham: »Det er Vanvid, Dillingham, at sætte sig op mod
Overmagten, følg nu bare godvillig med.«

Dillingham brummede, men gik dog fremad med sine Venner.

De var paa alle Sider omgivet af deres Vogtere, der væbnede med Stokke
banede sig Vej gennem Folkemassen.

Det gik kun langsomt fremad, saa der var god Tid til at se sig om.

Rundt om fra Tagene skinnede Lyset og viste tydeligt de mærkelige
Omgivelser, Bygningernes fantastiske Bygningsmaade og Tilskuernes
mærkelige Dragter og Ansigtstræk. Man kunde tro sig hensat paa et
Karneval, hvor alle Gæsterne havde den samme hæslige Maske.

Endelig standsede de foran en meget stor, hvid Bygning. En bred Trappe
førte op til Portalen, som var spærret af en tyk Metalplade.

En af Vogterne bankede paa med sin Stok, og Døren gled lydløst til Side.

Indenfor saa de en stor, rummelig Hal.

»Hvad mon der nu vil ske?« spurgte Burd, »hvis dette er et Hotel, ser
det ikke videre hyggeligt ud.«

»Snak,« svarede Stone, »det er snarere et Tempel eller lignende, den
Tingest der i Baggrunden minder i høj Grad om et Alter.«

Medens han talte, blev den dæmpede Mumlen fra Folkemængden derude
svagere, idet den svære Dør atter gled for.

Paa samme Tid viste der sig et blaaligt Skær over Forhøjningen i
Baggrunden, og der hørtes en sagte knitrende Lyd.

Vore Venners Ledsagere knælede ned og bøjede Hovederne.

I nogle Øjeblikke var der dødsstille, da brød Professoren hviskende
Tavsheden: »Jeg havde Ret, det er deres Tempel, og _der_ er Genstanden
for deres Tilbedelse,« – han pegede hen paa den blaa Flamme over
Alteret.

Leslie snøftede: »Det er alt andet end hyggeligt, dette her, og saa
denne modbydelige Lugt.«

I det samme slukkedes Lyset, der blev fuldstændig mørkt, og førend vore
Venner kunde afværge eller forhindre det, følte de sig grebet og slæbt
afsted i vild Fart.

Lige saa pludselig blev de atter sluppet, og der hørtes en svag
klirrende Lyd, omtrent som naar to Stykker Metal støder sammen.

Dillingham var den første, der kom sig af Overraskelsen.

Hans Hænder søgte mekanisk ned i Lommen og greb den elektriske
Lommelygte. Ved dens Lys saa han, at Vogterne var forsvundet; de var
alene i et smalt, langstrakt Rum. Ved hver Ende var Væggen forsynet med
5-6 store, blanke Metalspidser, der ragede godt og vel en halv Alen
frem. Den ene af Siderne dannedes af et svært Metalgitter, hvorigennem
man saa en Skillevæg af Træ.

Stone snøftede et Par Gange ud i Luften, saa gik han hen og undersøgte
en af Metalspidserne.

»Ozon,« udbrød han, »jeg tænkte det nok, jeg kunde straks mærke Lugten,
da vi kom indenfor.«

»Ja, De har Ret,« sagde Burd, »men hvor kan det komme fra?«

»Naturligvis fra en elektrisk Udladning,« svarede Stone, »har De
allerede glemt den blaa Flamme over Alteret?«

»Den blaa Flamme,« udbrød Hyde, »De mener altsaa ...«

»Jeg mener,« afbrød Professoren ham, »at disse Marsvæsener, Mennesker
eller hvad De nu vil kalde dem, har ganske særlige Kundskaber med Hensyn
til alt, hvad der angaar Elektricitet; ja saa særlige, at de i
Elektriciteten ser Sindbilledet paa et højere Væsen, som de tilbeder.«

»Og vi skulde altsaa befinde os i deres Tempel nu?« spurgte Dillingham,
»men kan De sige mig, hvad Meningen er med dette besynderlige Rum?«

»Jeg tror, jeg kan forklare Dem det,« svarede Stone, »jeg undersøgte de
Spidser der; ved De, hvad det er? Det er Polerne paa en eller anden
ualmindelig stærk Udladningsmaskine. En kraftig Ladning Gnister kan i
Løbet af faa Sekunder sendes fra den ene til den anden Pol, som vi
befinder os imellem. De kan maaske selv tænke Dem til Resten.«

Dillingham blev bleg.

»Kan De ikke tænke Dem nogen Udvej?« spurgte han, idet han saa sig
uroligt omkring.

Men der var ingen Udvej. Døren, som de var kommet ind af, sluttede
ualmindelig tæt, ja saa tæt, at den slet ikke var til at se paa Væggen,
der overalt gav den samme Metalklang, naar man bankede paa den.

Pludselig gav Leslie et Udraab:

»Jeg har en Idé, vi maa se at finde den elektriske Ledning og saa skære
den over, saa kan der ingen Udladning finde Sted.«

Men der var ingen Ledning at finde, den maatte være paa den anden Side
af Væggen.

Hyde stod imidlertid og prøvede paa at rokke ved Metalgitteret, der
modstod alle hans Anstrengelser, hvilket var ham ganske ufatteligt, da
han tydeligt kunde se, at det var indrettet til at skyde til Side, og
det var ham umuligt at opdage nogen som helst Laas, som holdt det fast.

Med eet slog en Tanke ned i ham.

De Døre, han havde set paa Turen hen til Templet, havde heller ingen
Laase, men var alle af Metal. Hvad om de holdtes lukkede ved
Elektricitet?

Hans Øjne søgte langs Randen af Gitteret, Rammen var ogsaa af Metal.
Hurtig trak han et lille Lommekompas frem og holdt det hen mod Gitteret.
Magnetnaalen kom straks ud af Ligevægt og sattes i voldsomme
Svingninger.

I dette Øjeblik kom Stone hen til ham. Han gættede i samme Nu Hydes
Tanker.

»Elektromagnet!« sagde han blot.

Hyde hørte ham slet ikke, hans Øjne var fæstede paa en tyk, rund Traad,
der stak ned gennem et ganske lille Hul i Loftet, og som var gjort fast
i Karmen.

Han vendte sig hurtigt og kaldte paa Dillingham, som straks kom hen til
ham.

Hyde støttede Hænderne mod Muren og bøjede sig forover, idet han sagde
til Dillingham: »Kan De se den runde Traad deroppe over Hovedet paa mig?
Naar De stiger op paa min Ryg, kan De vist naa den; prøv saa, om De kan
rykke den over.«

Som sagt, saa gjort.

Dillingham stod op paa hans Ryg, og ved Hjælp af en Kniv lykkedes det
ham at slide Traaden over.

I samme Nu gav det et Ryk i Gitteret, som med største Lethed lod sig
skyde tilbage.

Der var altsaa kun den tynde Skillevæg igen, og den lykkedes det dem med
forholdsvis ringe Anstrengelse at sprænge, rigtignok under et øredøvende
Spektakel.

De stod en Stund og lyttede med tilbageholdt Aandedrag, om Fjenden
skulde nærme sig; men alt var og blev tyst og stille.

Saa gjorde de sig rede til at gaa videre, men blev forhindret ved et
advarende Raab fra Stone.

»Stop lidt! Nu glemmer De igen at tænke logisk. Vi har set, hvor
snedige, ja djævelsk snedige disse Marsvæsener er, og vi gjorde et
frygteligt Spektakel ved Sprængningen af Døren. Havde der været sat
Vagtposter ud, saa havde de været over os for længe siden. Men De kan
være forsikret om, at naar der ingen Vagtposter er, saa er det, fordi
der er andre og rimeligvis langt farligere Hindringer for vor Frihed!«

»Hvad mener De?« raabte de alle i Munden paa hverandre.

»Af hvad Grund tror De, at den tynde Snor _der_ er spændt ud for Døren?«
spurgte Stone og lod Lyset fra en Lommelygte falde lige paa den store,
firkantede Aabning, der gabede dem i Møde.

»Ser De den store Metalklods, som hænger der?« spurgte Professoren, »i
samme Øjeblik Snoren strammes, bliver Klodsen vippet ud af Ligevægt,
styrter ned og knuser den, som prøver paa at trænge ud eller ind gennem
Døraabningen.«

»Saa maa vi krybe ud paa alle fire, under Snoren,« sagde Bill med et
bredt Grin.

»Ja, hvis vi vil ud, maa vi nok bukke os lidt,« sagde Leslie.

De lagde sig nu alle ned, Dillingham forrest med Lommelygten i den ene
Haand, og nu gik det langsomt og forsigtigt fremad, til de alle var et
Stykke paa den anden Side af Snoren.

De rejste sig da atter op og gik sagte fremad, indtil der foran dem
viste sig et Lysskær, der kom fra en Slags aaben Forhal, som kun var
skilt fra Gaden ved en aaben Søjlegang.

De stod endnu en Gang stille og saa sig om til alle Sider for at være
sikre paa, at de ikke blev beluret, og saa traadte de alle ud paa Gaden,
som laa foran dem i det klare Maaneskin.




                            ELLEVTE KAPITEL.

                                Flugten.


Alt var tomt og øde i de før saa »menneskefyldte« Gader.

Alle Husene var tæt tillukkede, og de lysende Kugler paa Tagene var helt
slukkede; men det klare Maaneskin gjorde det ganske lyst og kastede et
hemmelighedsfuldt Skær over det hele.

Vore Venner spejdede ivrigt op mod Himlen i Haab om at se »Meteor«, men
det var forgæves, der var ikke det mindste at se til Luftskibet; derimod
dæmrede det ganske lidt ude i Øst, og de første svage Tegn paa
Morgenrøden begyndte at vise sig.

»Der er ikke andet for os at gøre, end hurtigst muligt at se at slippe
ud af Byen, inden det bliver lyst,« sagde Burd, »men Spørgsmaalet er,
hvilken Vej vi skal tage?«

»Det er kedeligt, at der ikke er nogen Restaurationer, som har aabent
paa denne Tid,« udbrød Dillingham, »mine Tarme skriger af Sult.«

»Tror De, det gaar os andre bedre?« spurgte Hyde.

»Hvis vi gaar mod Vest, er der mest Sandsynlighed for at slippe ud af
Byen og ind i Skoven, inden vore elskværdige Værter opdager vor Flugt.
Jeg lagde Mærke til i Aftes, da vi sejlede hen over Byen, at mod Vest
hører Husrækkerne langt tidligere op end mod Øst,« sagde Professoren,
medens han omhyggelig studerede sit Kompas. »Jeg foreslaar altsaa, at vi
gaar denne Vej.«

»De har vel nok Ret,« brummede Dillingham; »men hvor der ingen Beboere
er, er der heller ingenting at faa at spise, saa jeg vil ubetinget
foretrække at gaa den anden Vej.«

»Saa skulde De følge Deres Lyst, De kan jo spørge Dem for, se« – afbrød
Burd sig selv, »der kommer en Betjent, eller hvad det nu er for en,
henne paa Hjørnet.«

De saa alle derhen. Burd havde Ret. Inde fra Skyggen fra et af Husene,
hvor de stod, saa de en Skikkelse dreje om Hjørnet og komme lige hen
imod dem.

Det var en kæmpemæssig Marsbeboer, iført skinnende blank Brynje og med
en spids Stok i Haanden.

Dillingham trak sin Revolver frem, men blev standset af Stone, som lagde
sin Haand paa hans Arm.

»Lad hellere være,« hviskede Stone, »maaske gaar han forbi uden at se os
her i Skyggen, og saa er der ingen Grund for Dem til at vække hele Byen
med Deres Skud og skaffe os alle Beboerne paa Halsen!«

Dillingham indsaa det fornuftige i Stones Bemærkninger og stak
Revolveren i Lommen igen, og alle trykkede sig tæt op mod Muren i den
mørke Skygge.

Det lod virkelig til, at det skulde gaa, som Stone havde sagt.

»Betjenten« gik rolig forbi paa den anden Side af Gaden, men da han var
kommet et lille Stykke bort, vendte han sig pludselig om, stirrede et
Øjeblik stift ind i Skyggen og for saa tværs over Gaden, idet han
udstødte et hæst, pibende Raab.

Dillinghams Revolver for ud som et Lyn. Et Skud knaldede og Professoren,
som vilde forhindre det ved at holde Dillinghams Haand tilbage, opnaaede
ikke andet, end at Kuglen forfejlede sit Maal og gik forbi Marsbeboerens
ene Arm i Stedet for at ramme ham.

Skuddet havde en forbavsende hurtig Virkning. Ekkoet var neppe døet hen,
førend Kuglerne rundt omkring paa Tagene atter begyndte at lyse. Dørene
gled til Side paa flere af Husene, og i Løbet af faa Minutter havde der
samlet sig en ganske anselig Skare, som med høje Raab og truende Fagter
tøvende rykkede nærmere og nærmere.

Men vore Venner tabte ikke Modet.

Med Ryggen mod Muren og Revolveren i Haanden stod de rede til at tage
mod Fjenden.

Marsvæsenernes Holdning blev mere og mere truende.

»Dette maa have en Ende, inden der kommer endnu flere til,« raabte
Dillingham, »Fyr!«

Alle Revolverne gik af og fandt hver sin Mand i den tætte Skare.

Dette Angreb kom Marsbeboerne saa uventet og gjorde dem saa
forskrækkede, at de i vild Forvirring spredtes til alle Sider og
forsvandt ind i Husene, efterladende deres døde og saarede paa Gaden.

»Løb!« raabte Leslie, og af Sted gik det i vild Fart.

De naaede snart Enden af Gaden. De var nu i Udkanten af Byen, og foran
dem laa en smal, jævn Vej, indhegnet, ikke af en Hæk eller Grøft som hos
os paa Jorden, men af stramt udspændte tykke Snore, der hist og her blev
støttet og holdt oppe af Stænger, der saa ud, som om de var af Metal.
Stone paalagde sine Ledsagere paa det indstændigste ikke at komme i
Berøring med disse Stænger eller Snore, da han mente, at de ikke kunde
være forsigtige nok efter de Erfaringer, de havde gjort i Templet.

Paa begge Sider af Vejen var der flade Marker, helt dækkede af noget
lavt, bleggraat, stift Græs.

Maanerne havde tabt deres sølvhvide, straalende Glans og saa blege og
farveløse ud, medens Himlen mod Øst havde faaet et fint, perlefarvet
Skær, der gennem utallige sarte Farveafskygninger af lyslila og bleggult
helt nede i Synsranden rødmede svagt af den opstaaende Sols første
Straaler.

Vejen gik et Stykke lige ud og drejede saa pludselig til højre og løb
langs en bred Kanal.

Stone standsede.

»Vi maa for enhver Pris over denne Kanal,« sagde han bestemt.

»Det kan vel ikke være saa vanskeligt,« sagde Hyde, »det ser jo næsten
ud til, at vi har Lykken med os,« og han pegede paa en lille firkantet,
klodset Pram, der laa fortøjet tæt inde ved Bredden.

Alle skyndte sig ned til Vandet, og Dillingham, der var i Spidsen,
skulde lige til at gaa om Bord, da to Skikkelser rejste sig fra
Fartøjets Bund.

Begge Parter stirrede et Øjeblik lige forbavset paa hinanden, men saa
for Dillingham ind paa den nærmeste, greb ham om Livet, løftede ham op
og kastede ham haardt mod Kanten af Prammen.

Han udstødte et pibende, skrattende Skrig, idet han faldt, og blev
liggende ganske stille med Armene ud til Siden.

Paa samme Tid var Leslie og Bill løbet til og havde grebet den anden,
som de nu med Jerngreb holdt fast imellem sig.

»Hvad skal vi gøre med ham?« spurgte Bill, idet han gjorde en Bevægelse,
som om han vilde kaste Manden over Bord.

»Nej, nej,« raabte Doktoren, »her er ingen Grund til at dræbe ham, fordi
vi tager hans Baad fra ham. Havde vi bare noget at binde ham med, saa
han maatte blive liggende her.«

Bill slap Fangen med sin ene Haand, som han stak ned i Lommen.

Med et bredt, veltilfreds Smil trak han en lang, tynd Snor op, idet han
sagde: »Det er altid godt at være forsynlig.«

I Løbet af et Øjeblik var begge Fangerne forsvarlig bundet.

Alle sprang om Bord, hvilket straks fik Prammen til at krænge paa en
betænkelig Maade.

»Dette gaar ikke, Prammen kan umulig bære os alle paa een Gang,« sagde
Hyde, idet han rask sprang i Land igen, »vi maa sætte over i to Partier,
Bill, Leslie og jeg bliver her, medens Dillingham sætter de andre over
først.« Hans Ord blev adlydt, og Dillingham greb den lange, flade Stok
af haardt graat Træ, som laa tværs over Prammen, og begyndte at stage
dem over.

Det tog lang Tid, da Vandet var dybt og der var stærk Strøm i Kanalen,
saa det var umuligt at gaa lige over.

De tilbageblevne var saa stærkt optaget af at holde Øje med Prammen, at
de helt glemte at se efter Fangerne, og derfor ikke bemærkede, at en
tredie Skikkelse krøb frem af det lange Græs og naaede hen til de to
bundne Marsbeboere.

I et Nu var deres Baand løste, og de styrtede sig nu alle tre med et
triumferende Skrig over vore intetanende Venner, og i næste Øjeblik
rullede de alle tæt omslyngede omkring i Græsset.

»Det kommer der af denne Barmhjertighed,« mumlede Leslie med sammenbidte
Tænder, idet han anbragte sine kraftige Hænder om Halsen paa sin
Modstander, hvem det var lykkedes ham at faa under sig; saa klemte han
til og mærkede, hvorledes den andens Tag lidt efter lidt slappedes.

Bill foretrak at fælde sin Modstander med en ærlig, gammeldags Skalle,
hvorpaa han i næste Nu havde Tag i den Fyr, som omklamrede Hyde.

Dillingham, som havde naaet den anden Bred, før Kampen var begyndt,
vendte nu tilbage, og førend de tre Marsbeboere kom til sig selv igen,
var de rejsende i Sikkerhed paa den anden Side.

»Nu af Sted i en Fart,« raabte Dillingham, og af Sted gik det i Løb hen
over den flade Slette, der fuldstændig blottet for Plantevækst strakte
sig foran dem.

Omtrent en Mil forude hævede der sig en lav Bjergkæde med vilde,
sønderrevne Toppe.

»Kan vi kun naa de Bjerge der,« sagde Ingeniøren, »saa er vi i større
Sikkerhed end her paa den aabne Slette.«

Handerson kastede Blikket op mod den lyse Morgenhimmel: »Naar bare vort
Skib vilde vise sig nu, saa var alt godt!«

»Gud være lovet at Frøken Gray er i Sikkerhed!« for det uvilkaarligt ud
af Dillingham.

Burd undertrykte et Smil, ellers var der ingen, der bemærkede noget, og
Vejen fortsattes i Tavshed.

Da Solen var kommet helt op over Synsranden og omgav Bjergtoppene med en
gylden Glorie, var vore Venner i Færd med at stige op af de første
Skraaninger. De var omtrent kommet halvvejs op, da Dillingham snublede
over et eller andet. Der undslap ham et temmelig kraftigt Udraab af
Ærgrelse.

Han havde faaet sin Fod ind under noget, der nærmest lignede en tynd
Trærod, som laa hen ad Jorden.

»Det er højst interessant!« udbrød Stone ivrigt, »det er jo en Trærod,
det tyder paa Planteliv paa et Sted, hvor ...«

»Bare De ikke selv er en Trærod,« brummede Dillingham, der syntes at
have mistet sit gode Humør fra det Øjeblik, Ethel steg til Vejrs med
Luftskibet. »Tror De, en Rod er lavet af overspundet Metal? Men
ødelægges skal den, om den saa er aldrig saa sejg,« og han sled ihærdigt
og arrigt løs med sin Kniv, indtil den kabellignende Genstand var
skaaret midt over.

Bill, som imidlertid var steget lidt højere op, udstødte paa een Gang et
Udraab: »De er dernede! En hel Trop af de Asener rykker frem over
Sletten efter os. Se, hvor Solen funkler i deres blanke Brynjer.«

De andre steg op med fordoblet Hurtighed.

Marsvæsenerne nede paa Sletten syntes nu at have faaet Øje paa dem, for
ogsaa de satte Farten betydelig op.

»Nu kun et Minut til, saa er vi oppe!« raabte Hyde, der var forrest.

De andre fløj af Sted, hvis man da kan tale om at »flyve«, naar man
foran sig har en Bjergskraaning, der hæver sig brat i Vejret, og hvor
der kun hist og her er Plads nok til, at en Haand eller Fod kan finde
Støtte.

Endelig var Toppen naaet og alle standsede et Øjeblik aldeles
forpustede.

Nede paa Sletten gjorde Fjendens Rækker i det samme Holdt, og vore
forbavsede Venner saa i næste Øjeblik Solen funkle og glitre i de blanke
Vaaben, idet hele Skaren gjorde omkring og marcherede raskt tilbage den
Vej, de var kommet fra.

»Hvad er _den_ af?« raabte Bill, »de kan da umulig være bange for os, de
er jo mer end tyve mod een.«

»Det er saamænd første Gang, at Marsbeboerne handler efter _mit_ Hoved,«
sagde Burd tørt.

»Det skal De ikke være sikker paa,« svarede Stone, »De kan være
overbevist om, at her stikker noget under, som ikke betyder noget godt
for os. De Slyngler opgiver saamænd ikke at hævne sig.«

»Deres Hævn giver sig da et ret mærkeligt Udslag,« sagde Hyde.

»Jeg tror, det er, fordi de ved, vi gaar vor Undergang i Møde, at de
tilsyneladende opgiver deres Hævn,« sagde Stone. »De kan være vis paa,
at dersom de ikke troede, vi var Døden vis, var de ikke vendt om.«

»Det kan være, De har Ret,« sagde Dillingham, »men enten der nu venter
os det ene eller det andet, saa maa vi fremad, at gaa tilbage vilde være
det rene Vanvid, og vi kan heller ikke blive her og dø af Sult.«

De kunde alle indse, at Dillingham havde Ret, og de gav sig da atter paa
Vej.

Endnu en lille Bjergkam blev besteget, saa skiftede Naturen Karakter som
ved et Trylleslag. Landet sænkede sig jævnt skraat hen imod en Skov, der
kun laa nogle Hundrede Alen borte.

Men ikke en Skov som de, vore Venner, før havde truffet paa. Her var det
en fuldkommen tropisk Urskov, og Træerne havde en frisk, grøn Farve.

Skovens friske og frodige Pragt fremhævedes yderligere ved det
ubevoksede Bælte, som laa mellem den og den lave Bjergkam. Dette Bælte
var oversaaet med Skeletter og halvfortærede Aadsler af større og mindre
Dyr, der udbredte en ulidelig Stank.

Alle holdt sig for Næsen, idet de gik videre ned ad Skraaningen. Det var
ikke nogen let Sag, for overalt ragede der smaa Spidser op af Jorden,
det saa ganske og aldeles ud, som om man havde lagt et Utal af Harver
ved Siden af hverandre, med Tænderne opad.

De var næsten ovre, da Stone bøjede sig ned og følte paa en af de smaa
Spidser. I samme Nu for han op som stukket af en Bi og løb fremad, saa
hurtigt han kunde, alt imens han raabte til de andre, at de skulde følge
efter ham.

Han standsede ikke, førend de alle var naaet indenfor i Skoven, _saa_
raabte han med et Lettelsens Suk: »Gud ske Lov, vi slap. Ved De, mine
Herrer, hvad det var for et Stykke Jord, vi kom over nu?«

»Det var ikke en Plet, jeg vilde vælge til Middagssøvn,« sagde Leslie.

Stone sendte ham et harmfuldt Blik.

»De smaa Spidser var beregnet til Udladning af Elektricitet med høj
Spænding,« sagde Stone højtideligt. »Naar Strømmen sluttes, bliver
ethvert levende Væsen, der kommer i Berøring med disse Spidser,
øjeblikkelig dræbt.«

»Saa var det godt, der ingen Strøm var for lidt siden,« sagde Burd.

»Det var det,« indrømmede Stone beredvilligt, »men jeg kan bare ikke
fatte, hvorfor der ingen Strøm var paa. Det er jo øjensynligt, at
Marsbeboerne omgiver deres By og opdyrkede Land med saadant et Bælte,
som ingen kan overskride, og det forklarer ogsaa, hvorfor disse
elskelige Væsener rolig lod os fortsætte vor Vej før; men paa den anden
Side strider Manglen paa elektrisk Strøm jo aldeles mod denne ...«

Her blev han afbrudt ved en høj Susen i Luften. Op over Bjergkammen
hævede der sig en stor, mørk Genstand, som kastede en lang, sort Skygge
foran sig. Nu var den helt over dem og styrede lige ned mod den aabne
Plads foran Skoven.

Alle udstødte et højt Fryderaab. Det var Luftskibet.

Faa Minutter efter laa det sikkert fortøjet paa Jorden, og Gangbrættet
blev skudt ned.

Paa Platformen stod Craddock og Ethel.

At komme om Bord var et Øjebliks Sag.

Efter at de almindelige Glædesudbrud over Gensynet var til Ende,
begyndte en gensidig Spørgen.

Men Dillingham lagde sig straks imellem.

»Jeg foreslaar,« sagde han, »at vi saa hurtigt som muligt ser at komme
langt bort fra dette Sted, og dernæst tror jeg, vi trænger i høj Grad
til noget Mad, jeg er omtrent halvdød af Sult.«

Dillinghams fornuftige Raad blev straks fulgt.

En Time efter sejlede de for halv Kraft af Sted gennem Luften.

Oppe paa Platformen laa alle magelig henslængt i Kurvestole, og saa gik
det løs med Beretningen om de oplevede Eventyr.

Dillingham førte Ordet, og med mer eller mindre velvillig Hjælp af sine
Fæller fortalte han om det mærkelige Fangenskab og om Flugten.

Derpaa berettede Craddock om, hvordan han og Ethel var sluppet ind i
Taarnet og havde faaet Døren laaset.

Medens Ethel fra Taarnet betragtede Begivenhedernes Gang, var han ilet
ned i Maskinrummet og havde søgt at udbedre Skaden, hvad der hurtigt
lykkedes ham.

Saa satte han atter Maskinen i Gang, og Skibet hævede sig op i Luften.
Nu havde han haft en Kamp at bestaa med Ethel, førend han fik gjort
hende begribeligt, at de kunde yde deres Venner langt mere Hjælp, naar
de fri og uafhængige sejlede over Byen og Omegnen med Luftskibet, end
hvis de sad belejrede nede paa et af Tagene.

Hele Natten havde de krydset omkring i Omegnen for at finde et Sted,
hvor de kunde gaa ned i Sikkerhed, hvis det gjordes nødvendigt, og det
var først hen paa Morgenen, da Solen var helt oppe, at Ethel havde faaet
Øje paa Marsbeboerne, som drog hen over Sletten.

»Vi satte da Kursen mod Bjergene, og Resten kender De,« sluttede
Craddock.

»Jeg har det, jeg har det!« raabte Stone pludselig, idet han sprang op
fra Stolen.

»Hvad har De nu igen?« for det ud af Burd, som havde siddet og lyttet
andægtigt til Sømandens Beretning og nu følte sig helt revet ud af
Stemningen ved Stones pludselige Udraab.

Bill gjorde hemmelig en lille Bevægelse, som straks blev opfattet af
Handerson, og som bestod i, at han tegnede smaa, tænkte Cirkler med
Fingeren paa Panden, medens hans Øjne betydningsfuldt dvælede ved
Professoren.

»Roden!« raabte Stone imidlertid som Svar paa Burds Spørgsmaal,
»Metalsnoren, som Dillingham skar over, var Ledningen, der førte Strøm
til den Del af »Bæltet«, vi overskred foran Skoven.«

Ethel stirrede uforstaaende paa ham.

»Hvad er det, De taler om, Professor?« spurgte hun.

»Det kan De bede Dillingham forklare Dem,« svarede Stone, »jeg har ingen
Tid nu, jeg maa ned og se til min Samling, om alt er i Orden.«

Med disse Ord forlod han Platformen, fulgt af Hyde og Burd, medens
Dillingham ædelmodigt paatog sig at forklare Ethel det alt sammen. Men
enten har han ikke haft Ordet i sin Magt, eller ogsaa maa den unge Dame
have været meget tungnem, for hans »Forklaring« tog over en hel Time.




                            TOLVTE KAPITEL.

               Et mærkeligt Fund. – Dillinghams Eventyr.


Dagen efter at vore Venner var undsluppet Marsvæsenernes
Efterstræbelser, fandt de et godt Sted til Nedstigning i Midten af en
bred, skovbevokset Kløft, der strakte sig i en lige Linie fra den ene
Ende af Synsranden til den anden.

Siderne var begrænsede af stejle Klippevægge.

Allerede næste Morgen blev der planlagt en ny Udflugt, som Burd, Stone,
Dillingham og Leslie skulde deltage i, og i sidste Øjeblik havde den
utrættelige Ethel meldt sig som Deltager, til stor Glæde for Dillingham,
men til endnu større Ærgrelse for Stone, der mumlede noget om
Forsinkelser og Fruentimmervrøvl.

Denne Gang havde den gode Professor maaske nok lidt Grund til at være
utilfreds, thi Turen gik ikke, som ved tidligere Lejligheder, gennem
Skov, men over Fjælde, der saa saa stejle og ufremkommelige ud, at
Leslie havde forsynet Deltagerne i Turen med Tove og Hakker til en
formelig Bjergbestigning.

Efter at have taget Afsked med Hyde og de tre andre, som blev tilbage,
drog de af Sted.

Den første Mils Vej gik forholdsvis let, men efterhaanden som de nærmede
sig Kløftens Side, blev det sværere og sværere at trænge sig frem.

Egnen bar tydelige Spor af vulkansk Virksomhed, og Vejen spærredes
ideligt af store Klippeblokke, der laa slængt omkring hist og her, eller
af Kløfter, som de maatte sætte over ved Hjælp af Hakkerne og Tovene.

Dillingham hjalp og støttede Ethel, saa at hun kom lige saa hurtig over
som Mændene.

Jo længere de kom frem, des tydeligere hørte de en underjordisk Buldren,
og flere Steder trængte der Røgsøjler op af Spalterne i Klippen, og
Luften fyldtes af en svag, svovlet Lugt.

Stone slog med sin Hakke paa Klippen.

Det lød hult og drønende.

»Her maa jeg anbefale Dem Forsigtighed,« sagde han, »vi befinder os
aabenbart paa en tynd Skal af størknet Lava, hvorunder den flydende
Magma er sivet bort.«

De gik nu langsomt fremad, idet de følte sig for med Fødderne, før de
satte dem fast ned, og for hvert Skridt bankede de med Hakken paa
Klippen.

Denne Fremgangsmaade friede dem virkelig et Par Gange fra at falde
gennem det tynde Dække, der brast under Hakkeslagene.

Endelig naaede de frem til den store Klippevæg, som hævede sig lodret op
over Skoven. Det var ganske umuligt at komme over den, saa Udflugten
syntes at maatte ende her, da Stone gjorde de andre opmærksom paa en
stor Aabning i Klippen nogle Alen fra, hvor de stod.

»Bare vi ikke løber os en Staver i Livet,« sagde Burd, »hvis nu den Gang
der ender blindt?«

»Saa maa vi vende om,« sagde Stone, »men det er dog et Forsøg værd, da
vi umulig kan komme længere paa anden Maade.«

De gik ind i Hulen og befandt sig i en lang, temmelig høj Gang, der laa
i et skummelt Halvmørke, og de bevægede sig kun langsomt fremad for ikke
uformodet at falde i et eller andet Hul.

Gangen bugtede sig hid og did, snart udvidede den sig til en mægtig
Tunnel, snart snævrede den ind, saa de maatte krybe paa alle fire.

Ved Indgangen havde Luften været frisk og kølig, nu blev den varmere og
varmere, og til deres Forundring blev der ogsaa lysere og lysere, efter
som de kom længere ind.

»Nu kommer vi til en Sidegang,« raabte Stone, der stadig var i Spidsen.
De hørte ham udstøde et overrasket Raab, lige som han drejede om
Hjørnet.

De ilede alle hen til ham og blev staaende forundrede og betagne.

Foran dem laa der en lang, bred og høj Gang. Henved hundrede Meter borte
ved den modsatte Ende af Gangen var det, som om der stod en uhyre
Heksekedel over Kog.

Mægtige Flammer slog uafbrudt op og vekslede stadig fra rødt til gult og
derpaa til violet. Det sydede og brusede i det frygtelige Svælg, og
Gangens og Hulens mangefarvede Stenarter glitrede og funklede i det
luende Skær.

Trods den stærke Hede, der endog gjorde sig gældende paa saa lang
Afstand, blev de alle staaende nogen Tid for at nyde dette ejendommelige
Syn, som var noget af det mest storslaaede og trolddomsagtig pragtfulde,
de nogen Sinde havde set.

Stone, der var den mest prosaiske af dem, brød først Tavsheden.

»Nu maa vi videre!« kommanderede han.

Men det var lettere sagt end gjort. Gangen, de hidtil havde fulgt, endte
blindt, som Burd havde frygtet, og det var først efter lang Søgen, at de
fandt en fremkommelig Sidegang.

Den gik temmelig stejlt opad; men efter en halv Times Ilmarch naaede de
ud under aaben Himmel. De befandt sig nu paa en stor Højslette, som var
bevokset med Skov, der strakte sig langs den stejle Bjergskrænt.

Det gik nu rask fremad gennem Skoven. Træerne var overalt behængt med
hele Kæder af Slyngplanter, og Skovbunden var dækket med blødt Græs.

Da det vrimlede af store Insekter og Sommerfugle, fik Stone og Burd
hurtigt deres Net frem, og saa gik den vilde Jagt.

Leslie hjalp til af bedste Evne, skønt Stone erklærede, at han ødelagde
alle de Eksemplarer, han fangede.

Ethel og Dillingham gik tavse ved Siden af hinanden.

Ethel plukkede af og til en Blomst af de store Epifyter, og Dillingham
var netop kommet til det Resultat, at nu var der en udmærket Lejlighed
for ham til at fortælle hende, hvor meget han holdt af hende, da de i
det samme hørte Stones Røst lige i Nærheden.

»Kom,« sagde Dillingham, idet han bøjede Bladene og Planterne til Side,
»kom, lad os skjule os for de andre.«

Hun fulgte ham smilende, men blev staaende med et Udraab af Forbavselse,
da Bladene havde lukket sig bag hende.

De var kommet ind paa en rund, aaben Plads, omtrent seks Meter i
Tværmaal.

Den var aldeles blottet for ethvert Spor af Planteliv, det bløde Græs
holdt op lige foran deres Fødder under de nedhængende Slyngplanter.

Hvide, afblegede Knogler dækkede i et tykt Lag hele Pladsen.

Men det, der mest fængslede hendes Opmærksomhed, var Pladsens Midtpunkt.

Her laa en rund Sten, af omtrent samme Størrelse som en stor Kokosnød,
og den lyste med et blaablegt Skær, omtrent som Fosfor i Mørke.

Ethel vilde nærmere; men Dillingham holdt hende tilbage.

»Bliv her,« sagde han, »kan De se alle de Knogler? De hidhører aabenbart
fra Dyr eller Marsvæsener, der er kommet for nær til Stenen.«

Ethel gyste. »Hvem kan have lagt den Sten der lige i Midten af den runde
Plads?« spurgte hun.

»Det er der ingen, der har gjort,« lød Stones Stemme bagved dem.

Dillingham blev ærgerlig. Altid skulde Stone forstyrre Ethel og ham.

»Den kan da ikke være kommet der af sig selv,« svarede han gnavent.

»Det er et kosmisk Legeme, som hidhører fra Himmelrummet,« oplyste
Stone.

»Men hvor kan den dog falde nøjagtig lige ned i Midten af saadan en
lille, rund Plads, det er da et underligt Tilfælde, ikke sandt?« spurgte
Ethel.

»De forveksler Aarsag og Virkning, bedste Frøken,« sagde Stone. »Stenen
er ved en eller anden Lejlighed faldet ned i Skoven, og dens radioaktive
Straaler har umuliggjort al Plantevækst i de nærmeste Omgivelser.«

»Men Skeletterne?« spurgte Dillingham.

Som Svar stak Stone Skaftet af sit Sommerfuglenet inden for Kredsen, og
de saa, hvorledes det gule Bambusrør langsomt forkulledes.

Dillingham trak sin Revolver frem og sigtede paa Stenen.

»Er De gal, Mand? Ved De, hvad De udsætter os for?« raabte Stone; men
førend han kunde standse Dillingham, gik Skudet af.

Der hørtes et Brag, og derpaa regnede det ned over dem med Smaasten,
Grus og Benstumper i vild Forvirring. Den runde Sten var forsvundet, og
Jorden rodet op i flere Meters Omkreds, som efter en voldsom
Granateksplosion.

»Saa,« sagde Dillingham, »nu kan det Djævelskab ikke gøre mere Fortræd.«

Stone for tværs over Pladsen, kastede sig ned og undersøgte med en Lupe
det Sted, hvor Stenen havde ligget.

»Intet Spor, den er fuldstændig pulveriseret,« mumlede han, idet han
kastede en lille uformelig Klump hen foran Fødderne af Dillingham.

»Hvad er dog det?« spurgte denne.

»Det er Deres Revolverkugle,« svarede Stone, »den er helt smeltet ved
Sammenstødet.«

Han gav sig derpaa igen ivrig i Færd med sine Undersøgelser med Lupen,
og først da Burd og Leslie kom til, lykkedes det dem at faa ham bort.

De besluttede nu at give sig paa Hjemvejen, og de gik et Stykke langs
med den stejle Skraaning i Haab om at finde et Sted, hvor de kunde
klatre ned i Kløften og undgaa den besværlige Vej gennem Vulkanen.

De maatte gaa en lang Strækning, inden det blev dem muligt at begynde
Nedstigningen, der var yderst besværlig, og da de endelig igen stod nede
i Kløften, var de kommet langt bort fra deres Udgangspunkt.

Der var ikke andet for end at gaa gennem Skoven for om muligt at naa
Skibet, inden det blev mørkt.

Det lykkedes igen Dillingham at komme bagest med Ethel, og nu skulde det
være Alvor, tænkte han ved sig selv. Han saa op mod Træerne for at faa
en Indskydelse, og da det ikke hjalp, saa han ned mod Jorden og opdagede
der noget, der fik ham til for en Stund næsten at glemme Genstanden for
sine varme Følelser.

Lige foran sig, krydsende den Vej, de fulgte, saa han tydelige Spor af
det Dyr, han nu flere Gange havde jaget forgæves efter, og det var oven
i Købet ganske friske Spor.

Han kaldte paa Stone, der blev afbrudt i et indviklet Væv af Tanker i
Anledning af den mærkelige Sten og derfor gav sig til at stirre paa ham
med et fraværende, aldeles udtryksløst Blik. Først da Dillingham
ærgerlig tog ham i Armen, medens han pegede ned mod Jorden, forstod
Stone, at der blev talt til ham, og spurgte arrigt, hvad der nu var i
Vejen.

»Der er friske Spor af Uhyret,« svarede Dillingham.

»Hvad angaar det mig?« sagde Stone.

»Det angaar i alle Tilfælde mig,« sagde Dillingham bestemt, »for jeg vil
følge det.«

»Det bliver naturligvis Deres egen Sag,« sagde Stone roligt, »men Skibet
_skal_ afgaa her fra Mars om 4 Dage Kl. 7 Aften præcis, og De maa være
tilbage til den Tid, hvis De vil med os.«

Ethel var meget bekymret.

»De vil da ikke give Dem ene paa Vej efter Dyret. De ved jo slet ikke,
hvad Farer der kan møde Dem, og tænk, hvis De nu blev forhindret fra at
være i rette Tid tilbage?« sagde hun urolig.

Dillingham smilede: »Jeg har mine Vaaben, saa De skal ikke være urolig
for min Skyld, og som De selv kan se, er Sporet ganske friskt, saa
Jagten kan umuligt trække længere ud end til i Morgen tidlig, ja jeg er
rimeligvis tilbage længe før den Tid.«

»Maa jeg ledsage Dem?« spurgte Leslie.

Dillingham rystede paa Hovedet: »Jeg har bestemt, at jeg alene vilde
jage dette Dyr, hvis der endnu en Gang viste sig en Lejlighed dertil.
Og,« tilføjede han, idet han bukkede for Ethel, »i Morgen tidlig senest
skal jeg have den Ære at nedlægge mit Byttes afskaarne Øren for Deres
Fødder.«

Trods alle Indvendinger tog han Afsked og forsvandt ind mellem Træerne.

Da de andre uden Eventyr naaede tilbage til Skibet, vil vi følge
Dillingham paa hans Jagt efter Uhyret.

Egnen blev mere og mere sumpet, og han havde derfor let ved at følge
Sporet i den bløde Jordbund.

Efter nogen Tids Forløb afløstes Sumpen af Krat, og det nedtraadte Græs
og de brækkede Grene viste ogsaa her tydelig Vej.

Han travede af Sted en Times Tid med Blikket fæstet mod Jorden, indtil
Krattet pludselig hørte op og afløstes af en bar, solsveden Plads med
sparsom Plantevækst, men med Masser af store Stene. Jordbunden var
aldeles haard og tør, og ethvert Spor hørte selvfølgelig op.

Han gik paa maa og faa over Pladsen, hvor Skoven atter begyndte, og
efter at have søgt forgæves en lille Tid lykkedes det ham ved et rent
Tilfælde at finde Sporet igen.

Et langt Stykke fulgte han det nu uden Vanskelighed, saa drejede det paa
tværs af Kløften over mod den anden Side.

Atter standsede han ved en aaben, rund Plads, der paa de tre Sider var
omgivet af høje Klippevægge, bevokset med Krat. Paa den fjerde Side,
hvor han befandt sig, var den aaben ud mod Skoven.

Det var begyndt at blive mørkt, men han var vis paa, at han var naaet
ind paa Kolossen, der efter al Sandsynlighed, efter Sporet at dømme, var
inde i det høje, stive Græs ovre ved Klippevæggene.

Med Bøssen rede stod han nogle Minutter og spejdede rundt.

Da faldt hans Blik paa en mægtig Hule i Klippen, lige over for, hvor han
stod.

Der var Dyret sikkert, han syntes, han hørte noget pusle derinde.

Fod for Fod nærmede han sig forsigtigt.

Da han var naaet midt ud paa Pladsen, hørte han bagved sig et Brøl, der
uvilkaarligt fik det til at løbe koldt ned af Ryggen paa ham.

Aldeles instinktmæssig sprang han til Side; men traadte fejl og tabte
Bøssen, idet han faldt.

I samme Nu blev Græsset paa det Sted, hvor han lige havde staaet,
trampet ned af mægtige Fødder, og han mærkede en modbydelig Stank,
medens hans Bytte forsvandt i en kluntet Galop ind i Skoven.

Da han var kommet paa Benene igen og havde fundet sin Bøsse, var Uhyret
ude af Syne, men han kunde høre Drønene af dets plumpe Fødder.

Med sammenbidte Tænder, som for at stænge sin Ærgrelse inde, begyndte
han atter Jagten, der varede hele Natten igennem i det klare Maaneskin.

Da Solen stod op den næste Morgen, befandt Dillingham sig paa en lille,
kratbevokset Høj, og en Snes Alen foran ham stod den forfulgte.

Med Fraade om Gabet, med et mat Blik i de grønne Øjne stod den der,
udmattet efter det anstrengte Løb, et let Bytte for en velrettet Kugle.

Dillingham hævede Bøssen og lagde roligt an, da det i det samme raslede
i Krattet paa Højens Side, og op imod ham kom en Skikkelse, et
»Menneske«, krybende.

Med Lynets Hast forandrede han Sigte, og Fyren tumlede livløs tilbage.

Det andet Skud i Bøssen gjorde det af med een til, men der myldrede
stadig flere frem og op imod ham.

Han rev Revolveren frem. Fire Skud ramte, mens to gik forbi, saa blev
den kastet i Ansigtet paa den nærmeste Fjende, og Dillingham blev
overmandet.

De bandt ham med sejge Slyngplanter og slæbte ham af Sted i vild Fart.

Han havde kæmpet som rasende for at faa fat i sin anden Revolver, der
laa i Hoftelommen inden for Frakken, men forgæves.

Dyret var luntet af under Kampen.

Hvad vedkom det heller ham nu?




                           TRETTENDE KAPITEL.

                            Den vilde Jagt.


»De er vist neppe klar over vor fortvivlede Stilling, mine Herrer?«
sagde Stone til sine Fæller den Aften, da Dillingham havde været borte i
tre Dage.

»Vi skriver i Dag efter Jordens Tidsregning den 13de Marts, og Torsdag
den 14de Marts skal vi forlade Mars om Aftenen Kl. 7 præcis, om alt skal
gaa vel, og vi skal lande paa vort Udgangspunkt. Er Dillingham ikke
kommet til den Tid, maa han blive her.«

»Maa _vi_ blive her, mener De vel, Stone,« sagde Hyde.

»Jeg mener, hvad jeg siger,« svarede Videnskabsmanden skarpt, »jeg kan
ikke finde mig i, at alle de Resultater af vore Undersøgelser her og af
hele mit tidligere Livs Arbejde og Stræben tilintetgøres for en enkelt
Mands Dumhed. Jeg advarede ham, inden han gik fra os, mod at indlade sig
paa et saadant Vovestykke, som enten det lykkedes eller ej kun havde
liden eller rettere sagt ingen Betydning for Videnskaben. Jeg sagde ham
tillige aldeles bestemt, hvad Tid vi maatte herfra. Han og kun han selv
er Skyld i, hvad der rammer ham, og ethvert Menneske maa her som overalt
bære Følgerne af sine Handlinger.«

»Det kan ikke nytte at drøfte denne Sag saaledes; hvad De synes er Ret,
staar for mig som Uret,« sagde Hyde, »for mig er Dillingham en Kammerat,
med hvem vi hidtil har delt ondt og godt; hvis jeg nu rejste herfra uden
at være vis paa, at han var død, saa vilde jeg hele mit Liv betragte mig
som Skyld i hans Endeligt. De taler om at maatte gaa Glip af
Resultaterne af Deres Forsken, men tror De da, det falder mig let at
give Afkald paa, hvad der venter mig af Hæder og Rigdom, hvis jeg og mit
Luftskib atter naar Jorden? Jeg er ung og ærgerrig, og derfor er det
aldeles ikke let for mig at skulle give Afkald paa Livet og dets
Tillokkelser; men tilkøbe mig det ved fejg og ussel Svigten af en
Kammerat, det formaar jeg ikke. Jeg anser det for vor Pligt at blive.«

Stone kæmpede aabenbart med sig selv. »Tror De da ikke, det vil falde
mig meget svært at lade Dillingham i Stikken ...« stammede han, men blev
afbrudt af Ethel, der havde siddet stille og bleg hos dem.

Hun rejste sig med et bønligt Udtryk i sit smukke Ansigt, gik hen til
Stone og tog en af hans Hænder mellem begge sine.

»Kære Professor,« sagde hun blidt, »prøv engang at vende Sagen om: vi er
paa Udflugt, men nu er det Dem, der træffer en pragtfuld Sommerfugl, De
aldrig har set Mage til. De vil absolut have den, De _maa_ have den, og
den flyver lokkende foran Dem i lunefulde Svingninger, medens dens
Vinger funkler som Guld, Leslie tilbyder at hjælpe Dem, men De tør ikke
lade ham fange den. De beder os andre gaa hjem til Skibet, De vil snart
følge efter. Vi lystrer Dem, og De fortsætter Deres Jagt, men farer vild
eller falder i Hulebeboernes Hænder. Det lykkes Dem at blive fri, men en
Time for sent. De iler hen til det Sted, hvor De haaber at træffe
Skibet og Deres Venner, og hvad finder De? Proviant, Vaaben,
Nødvendighedsgenstande samt et Brev, hvori Deres Venner tager Afsked med
Dem og lader Dem vide, De selv er Skyld i Deres Ulykke. Hvad tror De da,
De vilde tænke om os?«

Ethel havde talt roligt og behersket; men nu strømmede Taarerne ned ad
hendes Kinder, hun slap Stones Haand og fortsatte i stærkt Sindsoprør:

»Men det vilde ikke ske; som De hører, vilde Hyde blive her, og det
vilde Dillingham ogsaa, det ved jeg saa sikkert og vist, og jeg vilde
blive hos ham, men jeg har jo ogsaa kun saa lidt at miste ved ikke mere
at komme ned paa Jorden.«

Her dækkede hun sit Ansigt med sine Hænder og græd af Hjertenslyst.

Stone følte sig synlig truffet af hendes Ord.

Der blev en Pavse, som blev afbrudt af Leslie:

»Maa jeg komme med et Forslag? Var det ikke den bedste Løsning, at vi
alle stemte paa, hvad vi vilde, og saa hver fulgte sin Overbevisning. –
Jeg bliver hos Ingeniøren!«

»Ogsaa jeg bliver og venter paa min Herre!« indskød Handerson, og Bill
erklærede, at han forlod ikke sine Kammerater.

Der blev atter en Pavse, saa lød Doktorens Stemme, rolig og behersket:

»Ja, lad det være saadan. Rejs hjem, Hr. Professor. Rejs hjem, bliv
fejret og hold Foredrag i British Museum om een Mand, der rejste hjem
for Videnskabens Skyld, og seks Mænd og en Kvinde, som blev for en Vens
Skyld.«

»Jeg kan ikke styre Skibet,« mumlede Stone lavt.

»Det kan De snart lære,« svarede Hyde.

Men Ethels og Doktorens Ord havde ramt.

»Jeg bliver,« sagde Stone.

»Tak, Professor,« sagde Hyde varmt og rakte sin Haand frem.

»Aah, jeg be’r,« sagde Stone kort og forsvandt ned i sit Lukaf uden at
tage den fremrakte Haand.

                   *       *       *       *       *

Medens denne Kamp udfægtedes, laa den, Striden gjaldt, i en
Drypstenshule, der aabenbart tjente de uhyggelige Væsener til
Opholdssted.

Han laa i fuldstændigt Mørke, men at det maatte være en Drypstenshule,
var han ikke i Tvivl om, paa Grund af den stadige Plasken af de
ensformigt faldende Draaber rundt omkring ham.

Han selv laa paa et nogenlunde tørt Sted, og kun med meget lange
Mellemrum faldt der en Draabe paa ham.

Hvordan han var kommet der, vidste han ikke.

Havde han været besvimet? Det var en næsten latterlig Tanke, – en saa
jernstærk Mand.

Havde han sovet? Det var mere rimeligt. Jagten efter Dyret havde været
meget anstrengende. Men hvor længe havde han sovet? Det anede han ikke.
Han var utrolig sulten og tørstig.

Lidt efter lidt begyndte Hukommelsen at vende tilbage. Han var ført
gennem en stor Skov, hen til et Sted, hvor der havde været en stor
Forsamling af Marsvæsener; der var han blevet lagt ned midt imellem dem,
og de havde skreget op som snakkesalige Papegøjer, snart hvæsende, snart
skrattende.

Men hvorledes han var kommet ned i Hulen, kunde han ikke huske.

Saadan laa han i lang Tid, hvor længe kunde han ikke afgøre, da der
stadig var lige mørkt i Hulen; der var ingen Forskel paa Nat og Dag.

Een Ting havde han opdaget, og det var, at han var ualmindelig fast
bundet paa en meget snild Maade.

Rundt om hvert Haandled havde han som en Slags Manchet af Snore, med en
kort Snor imellem, og denne Snor kunde godt strækkes lidt, men selve
Baandene om Haandledene udvidedes ikke. Hans Fødder var bundet paa samme
Maade. Han maatte opgive alle Forsøg paa at løsne de stærke Baand.

Han laa saa atter stille hen, plaget af Sulten og Tørsten, der stadig
blev stærkere.

Endelig saa han et Lysskær og hørte Støj, det var »Folk« med Fakler, som
kom ind i Hulen. Der blev tændt flere Baal, og de rullede store Stene
fra ved den anden Side af Hulen, for at Røgen kunde trænge ud.

Efterhaanden kunde han tydelig se det ejendommelige Optrin, som
udfoldede sig for hans forbavsede Blikke.

Der var en hel Del mindre, men sværere Skabninger mellem denne Bande, og
Dillingham var vis paa, det var kvindelige Væsener, skønt de alle bar
den samme Dragt af graaligt, laaddent Stof af Form som en stramtsiddende
Svømmedragt.

Her var ogsaa Børn, tro Gengivelser af de voksne Uhyrer, der var intet
Udtryk i de tomme Øjne og intet barnligt ved deres Maade at være paa.

De havde et Dyr med, Mage til det, han havde nedlagt paa sin første Jagt
paa Mars. Med utrolig Hurtighed blev det flaaet, og store Stykker
skaaret ud og sat paa en stor Fork, som de holdt hen over Ilden under
stadig Omdrejning. Nogle kom med Vand i store, grove Skaale, medens
andre kom med nogle Frugter, af Form som Pærer, men af Udseende nærmest
som et Granatæble.

De spiste alle hurtigt og graadigt, og da de voksne havde spist,
fjernede de sig ud af en anden Gang, som Dillingham ikke kunde se
derfra, hvor han laa. Ingen havde set ham. Nu kastede Børnene sig over
de rigelige Levninger under Slag og Hug for at faa de største Stykker.

Under en af disse Kampe om Maden, skubbedes en stor, brændende Træklods
ud af Baalet og lige hen til Dillingham, hvem det efter store
Anstrengelser lykkedes at faa brændt sine Baand mellem Hænderne og
Fødderne over.

Han rejste sig forsigtigt, og da han havde faaet nogen Følelse igen i
Hænder og Fødder, listede han sig hen og tog to af de mærkelige Frugter,
der laa paa Hulens Gulv. De var syrlige og forfriskende, men kunde ikke
fylde hans tomme Mave. Han maatte have et Stykke Kød og en Slurk Vand
for at blive Menneske igen.

Han traadte nærmere hen til Baalet, og greb et godt Stykke Kød, der laa
ved Siden af et af de smaa Uhyrer.

Han spiste det med stor Madlyst og drak af en af Skaalene.

Børnene havde nu opdaget ham, men sad ganske stille og stirrede
ufravendt paa ham med deres stive, runde Øjne.

Da Dillingham var mæt, rejste han sig raskt op fra det Klippestykke, han
havde siddet paa, medens han spiste, og løb af alle Kræfter hen mod
Indgangen.

Et af de smaa Uhyrer hvæsede i det samme som en arrig, hæs Kat, og i
samme Øjeblik, Dillingham igen stod ude i Dagslyset, hørtes rædselsfulde
Hyl inde fra Hulen, og nu begyndte en fortvivlet Jagt.

Foran ham laa en flad, haard Slette, og med Albuerne trykket ind i
Siderne og med Hovedet tilbage flygtede Dillingham af Sted foran sine
Fjender.

Nu kom der en Kløft, han sprang ned i den, faldt, rejste sig igen og
styrtede videre op ad den anden Side.

Hans Forfølgere var lige i Hælene paa ham. Han greb en stor Sten og
slyngede den imod dem, to faldt, den ene rejste sig igen, den anden blev
hylende liggende.

Og videre gik det. Dillingham fik stadig større Forspring; men nu
sænkede Sletten sig, og foran ham laa et Kratbælte. Marsvæsenerne
istemte et sejrsstolt Hyl. Nu var deres Fjende dem sikker nok; i Krattet
vilde han ikke være i Stand til at komme saa hurtig af Sted.

Dillingham søgte at naa Krattet saa hurtigt som muligt i Haab om at
finde et Sted, hvor han kunde skjule sig for sine Forfølgere; men disse
satte Farten op, som om de havde kunnet gætte hans Tanker, og et Minut
efter at han havde naaet Skoven, knagede Grenene ved den første Fjendes
Indtrængen i det tætte Krat.

Dillingham snublede uafladelig over Rødder og Stubbe, og det stive Græs
og de lavt hængende Snylteplanter hæmmede hans Løb, medens Forfølgerne,
der var fortrolige med Stedet, vidste at undgaa alle Vanskeligheder.

Og da Dillingham endelig naaede en temmelig bred, aaben Sti, var de lige
i Hælene paa ham. Da lød der fra det høje Krat en tung Galop, og frem
mellem Stammerne kom en uhyre Skikkelse med fraadende Gab og gnistrende
Øjne. Det var hans Bytte. Uhyret.

Hvilket Tankelune af Skæbnen var det ikke.

Dyret kom susende lige imod ham og bag ved havde han sine Forfølgere.
Krattet til Siderne var alt for tæt til, at han kunde trænge derigennem.
Han standsede et Sekund. Skulde han overgive sig til Uhyrerne eller lade
sig trampe ned af Dyret?

Førend han kunde handle, fik han et heftigt Stød, det store Dyr havde
naaet ham, og dens sænkede Pande ramte ham med frygtelig Kraft og
slyngede ham op i Luften, saa at han havnede paa den brede, fede Ryg.

Han havde akkurat saa megen Besindelse tilbage, at han klamrede sig fast
til Dyret og holdt sig oppe ved at gribe i de lange, stride Børster.

Der lød et vildt Brøl, og han saa sine Fjenders Masse kløves i to Dele,
ligesom Bølgerne for en Skibsstævn.

Saa lukkede han Øjnene, bed Tænderne sammen og klamrede sig fast med
Arme og Ben, medens det gik af Sted.

Grenene piskede hans Ansigt og flaaede hans Tøj, og han hørte
Marsvæsenernes Hylen tabe sig i det fjerne.

Skoven laa snart bagved dem.

Tusmørket faldt paa, det var ved at blive Aften, men hans frygtelige
Ridedyr fortsatte Farten med uformindsket Kraft.

Foran sig saa han et rødgult, flammende Skær, omgivet af en Røgsøjle, og
der hørtes en tordenlignende Buldren.

Det var Heksekedelen, nu vidste Dillingham, hvor han var, de befandt sig
paa den Højslette, hvis stejle Klippevæg begrænsede Kløften, hvor Skibet
laa.

Han blev grebet af en ny Rædsel.

Dyret vilde naturligvis, skræmt som det var, løbe planløst fremad, lige
ned i den gabende Afgrund, og de kunde ikke være mange Hundrede Alen fra
den nu.

Dyret sagtnede ikke Farten, hvad skulde han gøre?

Han kom pludselig til at tænke paa Revolveren, han havde haft hos sig,
da han blev taget til Fange.

Havde de taget den fra ham, saa var det ude med ham.

Han slap sit Tag i Dyret med den ene Haand og følte uden paa Frakken. –
Der var intet – jo – den var der; men Hanen maatte have indviklet sig i
Bæltet, den var ikke til at faa løs.

Han rev og sled, men Tøjet var for stærkt.

Nu var der kun en halv Snes Meter tilbage.

Sveden brød frem paa hans Pande. »Ethel! Ethel!« mumlede han.

Nu kun nogle faa Meter.

Den visse Død var nær, – ritsch, ratsch – flaaedes Tøjet, Revolveren kom
frem, og hurtigt efter hinanden lød der to Skud.

Uhyret vaklede, faldt og furede hen ad Jorden og blev liggende med
Hovedet ud over Afgrunden.

_Frelst!_

Dillingham gjorde sig fri og stod et Øjeblik fortumlet, men videre
maatte han, der var sikkert ingen Tid at give bort.

Der, hvor han stod, var Klippevæggen alt for stejl til at stige ned, og
han gik derfor langs med Afgrunden, indtil han kom til et Sted, hvor der
vel var stejlt, men dog saa mange fremspringende Holdepunkter, at det
kunde lade sig gøre at vove et Forsøg.

Langsomt og forsigtigt og med uendelig Besvær lykkedes det ham at naa
ned; men forslaaet, mat og elendig, som han var, lykkedes det ham først
et Par Timer efter at naa Skibet. Da var det ganske mørkt, og han havde
ikke fundet derhen, hvis den utrættelige Leslie ikke havde brugt
Lyskasteren.

Han vaklede op paa Dækket og blev hilst med et Glædesskrig af sine
Venner.

Han gik lige hen til Ethel, og idet han gjorde et svagt Forsøg paa at
bukke for hende, lagde han to runde, laadne, blødende Skindlapper for
hendes Fødder. Det var Dyrets Øren.

Derpaa vendte han sig til Stone og spurgte:

»Kommer jeg i rette Tid?«

»De kommer,« sagde Stone, »en Time for sent, og det vil vare femten Aar,
før vi kan tænke paa at komme bort herfra.«

Og med disse Ord drejede han sig om paa Hælen og gik ind i Taarnet.

Dillingham stod som forstenet, saa vaklede han og vilde være faldet,
hvis Handerson ikke var faret hen og havde støttet ham.

»Nu vil jeg skam raade,« sagde Doktoren, »man kan da tydeligt se, at
Mennesket er aldeles udmattet af Anstrengelser, Sult og Tørst, han skal
ned og hurtigst muligt under min Behandling.«

Med disse Ord førte Doktoren og Handerson Dillingham ned i Salonen,
medens Ethel og Hyde fulgte bagefter.

Leslie blev staaende alene tilbage paa Platformen. Han stirrede op mod
Himlen, og hans Blik forvildede sig blandt Stjernernes Vrimmel. Der var
særlig en stor, klar Stjerne, som han dvælede ved. Den stod lavt paa
Himlen, næsten helt nede ved Synsranden. Han drog uvilkaarlig et Suk.
Femten Aar, havde Stone sagt før; saa længe skulde det vare, inden de
kunde naa hjem. Det hele forekom ham saa underligt. At det lille,
lysende Punkt deroppe virkelig skulde være hele den store Jord.
Pludselig blev hans Tanker afbrudt ved et hæst, pibende Skrig, der lød
over til ham fra det lave Krat. Han greb om Gelænderet og bøjede sig
forover, for at stirre ud i Mørket. Derhenne, knapt hundrede Alen borte,
stod et Marsvæsen og stirrede over mod Skibet. Nu kom der en til – og
nok en. Et Øjeblik efter vrimlede der af dem. Han for hen til Taarnet og
rev Døren op.

»De er der,« skreg han, »Marsvæsenerne!« To Minutter efter var alle paa
Dækket.




                           FJORTENDE KAPITEL.

                            Den sidste Kamp.


»Lad dem nu komme!« raabte Dillingham, idet han mønstrede sine
velpudsede Vaaben, der stod opstillet paa Platformen.

»Send Lyset hen mod den nederste Del af Krattet,« sagde Hyde til Leslie,
der straks adlød hans Befaling.

»Det er mærkeligt,« sagde Leslie, »for 10 Minutter siden vrimlede her af
disse væmmelige Fyre, og nu er de som blæst bort.«

»De holder Krigsraad,« sagde Burd, »hvis jeg maatte raade, saa gik vi nu
alle ned i Skibet og lukkede Dørene, saa var vi da i Sikkerhed.«

»Skulde vi ikke først sende dem en Salve ind mellem Slyngplanterne?«
foreslog Handerson, »det skulde nok jage dem op, hvis de ligger paa Lur
derinde.«

»Saa maatte vi da hellere bruge Kanonen,« sagde Leslie.

»Nej,« svarede Hyde, »lad dem være i Fred, og lad os indskrænke os til
at forsvare os, naar vi bliver angrebet.«

»De vil naturligvis have fat i Dillingham, og de faar ham saamænd ogsaa
nok, hvis da ikke en anden kommer dem i Forkøbet.«

Her saa Doktoren skælmsk paa Ethel, der blev rød og forlegen.

»De skal faa en varm Modtagelse,« sagde Dillingham kamplysten.

»Det tvivler jeg ikke om, at De vil give begge Parter, om end paa
forskellig Maade,« svarede Doktoren, som var i sit Drillehumør.

»Naa, naa, Doktor, tæm nu deres Tunge,« sagde Hyde, der saa, at
Dillingham var i Færd med at blive gnaven, og at Ethel var pinlig berørt
ved Doktorens mindre fine Spøg.

Samtalen blev heldigvis her afbrudt af Stone, der med en tankefuld Mine
kom ud fra sit Observationsrum, hvor han havde været sysselsat med at
pakke sine videnskabelige Skatte sammen.

»Ved De af, Stone, at vi er saa godt som belejrede?« sagde Hyde til ham,
»hele Skoven rundt omkring er opfyldt af Marsvæsenerne, Leslie saa en
hel Sværm lige her i Nærheden for omtrent ti Minutter siden, da han var
heroppe for at trække frisk Luft.«

»Hvad kommer det mig ved?« spurgte Stone, »jeg har to hele Skeletter af
dem, foruden fire Kranier nede i Observationsrummet, jeg har ikke Brug
for flere.«

»Det er virkelig ikke af den Grund, at Hyde fortæller Dem det,« sagde
Dillingham ærgerligt, »men vi staar i Fare for at blive overmandet, hvad
dog maaske vilde forekomme ogsaa Dem mindre morsomt. Tænk kun paa deres
uvurderlige Stenstumper og Barktrævler, eller hvad det nu er, De har
stuvet sammen, det kunde De let miste i saa Tilfælde, for slet ikke at
tale om Deres ganske vist mindre kostbare Liv.«

»Jeg vil ikke raade dem til at komme mig for nær,« raabte Stone
kamplysten og kastede et morderisk Blik over mod den belyste Del af
Krattet.

»Naar en eller anden stor Kunstner igen engang vil skænke Verden en
Statue af den vrede Achilles, skulde De tilbyde Dem som Model,
Professor,« sagde Burd spydigt.

»Spar Deres dumme Vittigheder,« sagde Stone vredt, »De skulde hellere nu
være alvorlig og tænke paa, at vi er omgivet af Fjender. Naar vi senere
er i Sikkerhed, skal det være mig en Fornøjelse at skifte Ord med Dem om
en mulig anatomisk Analogi mellem Achilles og mig. Men nu maa vi først
og fremmest tænke paa vor Sikkerhed. Det er nødvendigt at holde Vagt
heroppe, men det er ganske unødvendigt, at vi alle er heroppe for at
passe paa. Vi udstiller en Vagtpost, der afløses hver Time, og saa gaar
vi andre ned og hviler os imens.«

»Bravo!« raabte Dillingham, »jeg melder mig som første Mand.«

»Godt,« sagde Hyde, »og jeg afløser Dem om en Time.«

De gik alle ned og lod Dillingham tilbage med Bøssen paa Skulderen.

Dillingham kunde høre sit eget Hjerte banke, men det var ikke af Frygt.
Udtrykket »at være bange« fandtes ikke i hans Ordbog.

Men han var forelsket i Ethel og havde i lang Tid været i en højst
pinlig Tvivl om, hvorvidt hun besvarede hans Følelser eller ej.

Nu troede han at have faaet Vished.

Det Udtryk af inderlig, dyb Glæde, han havde set lyse ud af Ethels Øjne,
da han kom tilbage fra sit sidste Eventyr, havde gjort ham sikker i sin
Sag.

Da Burd før var kommet med sine dumme og alt andet end hensynsfulde
Bemærkninger, havde han meget godt lagt Mærke til hendes Rødme og
Undseelse, og begge Dele frydede ham, da han tog sig det til Indtægt.

Han havde meldt sig som første Vagtpost i det stille Haab, at Ethel
havde forstaaet hans lange, bedende Blikke, da hun gik forbi ham ned til
Salonen.

Hun havde ladet sin Kaabe glide ned paa en af Flugtstolene, da hun gik
fra ham, og nu haabede han, hun skulde komme igen for at hente den.

Hans Haab gik i Opfyldelse. Ethel kom op til ham.

Hans Hjerte slog et voldsomt Slag, helt op i Halsen paa ham, for saa at
staa stille et Sekund, medens hans Knæ dirrede, og det susede for hans
Øren.

Med et Ryk tog han sig sammen og gik tæt hen til hende.

»Frøken Ethel,« begyndte han med lav Røst, »De kan umulig være uvidende
om, hvor kær De er blevet mig under vort Samvær her paa Skibet, og jeg
tror og haaber, at jeg ikke er dem ligegyldig?« Han saa hende kærligt
spørgende ind i Øjnene.

»Nej, kære Dillingham, De er mig ikke ligegyldig, det mærkede jeg bedst,
da De forsvandt for os, og vi frygtede for aldrig at skulle se Dem
igen,« svarede Ethel.

»Kære, lille Ethel, lad mig da være Deres bedste Ven og Støtte, lad mig
hjælpe og trøste Dem, naar vi atter kommer ned paa Jorden; og naar det
er lykkedes mig og mine Venner at fri Dem fra den grusomme Anklage, vil
De saa være min egen, kære Hustru?«

Ethel saa op paa ham med Taarer i Øjnene, idet hun sagde: »Aah,
Dillingham, ved De, forstaar De, hvad dette er for en Fristelse for mig,
men jeg bør og kan ikke give efter. Min Stilling er saa sørgelig og
fornedrende, at jeg maa holde den Mand, jeg elsker, borte fra mig,
indtil jeg helt er renset for Beskyldningen for Mord, og De maa derfor
lade alle Planer for Fremtiden hvile indtil da.«

»Nej, Ethel,« sagde Dillingham bestemt, »netop som du nu er, forladt,
hjælpeløs og fordømt, kalder du paa de bedste Følelser i mig som Mand og
Menneske, og du maa give mig fuld Ret til at være din Trøst og Støtte,
for at jeg ved min Ømhed for dig kan lette dig den tunge Tid, du gaar i
Møde.«

Han lagde sin Arm om hendes Liv og hendes Hoved paa sin Skulder.

Taarerne strømmede ned ad hendes blege Kinder, men hun saa ikke bedrøvet
ud, da hun hviskede: »Hvor du er god, Dick!«

»Maa jeg ønske til Lykke,« lød i det samme Burds Stemme bagved dem. »Det
gør mig ondt at maatte afbryde denne Idyl med en ubehagelig Bemærkning.
Jeg har aldrig haft videre Tillid til vore Officerers Dygtighed, men jeg
troede dog i det mindste, de kunde udrette en Skildvagts Pligter. Havde
jeg ikke passet paa inde fra Observationsrummet, er jeg bange for, at
Deres Lykke havde faaet en noget brat Slutning.«

»Jeg har passet paa,« svarede Dillingham værdigt, »der har intet
mistænkeligt vist sig.«

»Det er netop Fejlen, at De ikke har opdaget det mistænkelige,« sagde
Burd, »jeg har i en halv Time holdt Øje med de Bregner derhenne, de har
i den Tid flyttet sig over en Snes Alen frem, det er et mærkeligt
Naturfænomen, som jeg skal forklare Dem. Vore elskværdige Fjender kommer
ganske langsomt krybende frem, medens de holder de brede, afskaarne
Bregneblade foran sig.«

»Tak Skæbne,« raabte Dillingham, idet han greb til Bøssen, »det skal de
snart blive vænnet af med.«

Burd lagde Haanden paa hans Arm. »Spar Kræfterne og Modet, til de andre
kommer, jeg har talt med dem om dette.«

De kom nu alle op, forsynede med Bøsser og Revolvere.

Leslie gik ind i Taarnet for at gøre Kanonen klar.

Ethel stod ved Dillinghams Side. Burd søgte at overtale hende til at gaa
ned, men hun sagde, det var jo ikke den første Kamp, hun havde
overværet, hun foretrak at blive.

Bregnerne rykkede langsomt nærmere, og man afventede nu kun Ordre fra
Dillingham, der som Officer havde overtaget Kommandoen.

Alt var klar til Modtagelsen.

7 Bøsseløb støttedes mod Rækværket, og ud fra Taarnet ragede
Maskinkanonens slanke Løb. Dillingham gav en sagte Ordre til Leslie, der
lod Skæret fra Lyskasteren falde hen mod Krattet.

»Fyr!« lød det, og Bregnerne faldt omkuld mellem hverandre, medens en
Mængde mørke Skikkelser hylende sprang op og løb frem og tilbage i vild
Forvirring.

Saa kom der endnu en Salve, som drev dem tilbage for et Øjeblik.

Men en ny Skare stormede frem, væbnet med lange Spyd.

Dillingham lod dem komme ganske nær, før han gav Ordre til at skyde.

Virkningen var forbløffende. Et Uvejr af Bly susede ind imellem dem og
drev dem for anden Gang tilbage.

Tredje Gang stormede de frem, men den Salve, de fik paa nært Hold,
standsede dem ikke, og de naaede saa nær ind under Skibets buede Sider,
at Kanonen ikke kunde bruges.

Enhver maatte nu stole paa sine Haandvaaben og sine personlige Kræfter.

Det var ikke let for Uhyrerne at klatre op ad Siden paa Skibet, og de
faa, som det lykkedes for, blev straks stødt ned igen eller skudt.

Men der kom fler og flere, de steg op paa hinanden og klamrede sig fast
til ethvert nok saa lille fremspringende Punkt, greb fat i Rækværket og
svingede sig op.

Al Orden og Kommando var forbi. Enhver kæmpede for sig selv og værgede
sig, som han kunde bedst.

Ethel var gaaet ned, hun fortrød, at hun ikke straks havde fulgt
Doktorens og Hydes Raad.

Hun var rædselsslagen.

Det var ikke Blodet, der randt hen ad Dækket og dryppede ned ad
Rækværket, det var ikke Fjendernes modbydelige, fortrukne Ansigter og de
knusende Smask af de faldende Bøssekolber mod de splintrede
Hjerneskaller, der forfærdede hende, nej, det var Udtrykket i Vennernes
Ansigter.

Kampens Vildskab og Lugten af Blodet syntes at have forandret dem helt
og holdent; forvandlet dem fra civiliserede, rolige Mennesker til vilde,
fraadende Dyr.

Hvert Spor af Kultur var som blæst bort i den vilde Kamp for Livet. At
disse Mænd havde Dannelse, Interesser, og Kundskaber, skulde man ikke
tro, naar man saa dem nu.

Kun i en Henseende adskilte de sig fra deres Modstandere, de var tavse.
Marsbeboerne hylede og skreg under Kampen; Menneskene sloges med
funklende Øjne, sammenbidte Tænder og vilde Ansigter, men uden en Lyd.

De kunde nu kun bruge Bøssekolben, og det begyndte at se betænkeligt ud
for dem. Leslie havde faaet et Spydstik i den højre Arm og havde maattet
søge Ly i Taarnet. Dillingham sloges ganske vist for tre, men det
lykkedes flere og flere af Fjenderne at trænge op paa Dækket, og der var
ikke mere den Kraft i vore Venners Slag som ved Kampens Begyndelse.

Dick Craddock stod yderst ved Rækværket, da et kæmpemæssigt Utyske
arbejdede sig op. Han rettede sit Spyd mod Dick, men dennes Kolbe susede
ned paa hans nøgne Isse, inden han kunde naa at gøre nogen Fortræd.

Uhyret trillede livløs ned paa Dækket, og Craddock traadte et Skridt
frem for at tage mod den næste, men gled i Blodet og faldt forover.

I det samme kom et stort Spyd susende, gik ind gennem Ryggen og ud
gennem den venstre Skulder. Craddock udstødte et Gisp og søgte at rejse
sig; men Blodet strømmede ham ud gennem Næse og Mund, han faldt om paa
den ene Side og var død.

Han var Ekspeditionens første Offer, og hans Død gjorde et stærkt
Indtryk paa vore Venner.

»Dette her gaar ikke længer,« raabte Dillingham, »vi maa tilbage til
Kahytten.«

De trak sig tæt sammensluttede Skridt for Skridt hen imod Taarnet.
Fjenderne fulgte lige efter dem.

»Nu fremad for sidste Gang!« raabte Dillingham, og de lagde alle Kræfter
i dette Angreb for at drive Fjenderne tilbage, ud over Rækværket.

Leslie, der inde fra Taarnet havde fulgt Kampens Gang, lukkede hurtig
op.

Alle stormede ind, og den tunge Staaldør slog i bagved dem og blev
øjeblikkelig laaset.

»En Barrikade!« raabte Dillingham, og straks var alle i fuldt Arbejde
med at bygge den.

Kasser og Kister, Bohave og Løsøre blev stablet sammen i det snævre Rum
inden for Staaldøren.

De sled alle i det og lod sig ikke forstyrre af Slagene, der haglede ned
mod den knagende og rystende, svære Dør. De vidste, at den neppe vilde
give efter de første Par Timer.

Stone havde i Førstningen taget ivrig Del i Arbejdet; men var saa
pludselig forsvundet. De hørte ham udstøde et Raab inde fra
Observationsrummet; Hyde rev sin Revolver op og styrtede hen mod Døren,
da den i det samme blev revet op af Professoren, der saa aldeles
forstyrret ud.

»Begynder de at bryde ind fra den anden Side?« spurgte Hyde bekymret,
men Professoren hørte ham slet ikke.

»Jeg havde en Kasse med Præparater staaende herinde,« sagde han, »det
var skøre Sager, der ikke maatte trykkes. Hvor er de henne? Jeg er vis
paa, der er gaaet noget i Stykker.«

»Det var svært!« raabte Bill, »maatte den ikke trykkes, det var skam
kedeligt, for den ligger underst i Bunken.« Og han pegede paa
Barrikaden. »Jeg snuppede den i Farten uden at vide, hvad det var.«

Stone syntes først at have Lyst til at fare lige løs paa Bill, men
betænkte sig heldigvis og gjorde Mine til at ville grave sin Skat ud af
Bunken; men da han kunde indse, at det var umuligt, segnede han om paa
en Stol som et Billede paa haabløs Fortvivlelse.

Et nyt, heftigt Angreb paa Døren bortledte imidlertid Opmærksomheden fra
dette Optrin.

»Vi maa prøve, om vi kan sprænge Fortøjningerne ved at sætte Maskinen i
Gang og bruge fuld Kraft,« sagde Hyde, »Leslie, gaa ned i Maskinrummet
og prøv.«

Leslie, der imidlertid var blevet forbundet af Ethel, rystede tvivlende
paa Hovedet, idet han gik for at adlyde Hydes Ordrer.

»Skal vi ikke først prøve at skaffe Luft ved at bruge Kanonen,« spurgte
Handerson, »saa kunde det maaske lykkes os at faa Fortøjningen løs?«

»Handerson har Ret,« sagde Hyde, og Leslie, der stod afventende henne
ved Døren, fik Befaling til at vente.




                           FEMTENDE KAPITEL.

                          Paa Lykke og Fromme.


Et Øjeblik efter gik det løs.

Paa Grund af Mørket var det umuligt at iagttage Virkningerne gennem
Ruden; men efter Hylene at dømme lod det til, at Skuddene ryddede
ordentlig op mellem Fjenderne.

De rasende Anfald mod Døren hørte helt op.

»Nu har de faaet nok af at spadsere paa Dækket,« sagde Burd, »bare de nu
ogsaa vilde holde Mund med deres Serenade.«

Hylene lød stadigvæk med uformindsket Styrke, medens Utyskerne forgæves
bearbejdede Skibets Panserplader.

Det begyndte imidlertid at blive lyst udenfor, og efterhaanden som
Morgenen gryede, tav Hylene derude.

Snart var det helt lyst.

»Vi maa først og fremmest se at faa Fortøjningerne løste,« sagde Hyde.

De gik straks i Arbejde med at rydde den Barrikade af Vejen, som de
havde lavet om Aftenen. Professoren var den allerivrigste. Da de omtrent
var færdige, halede han med et Glædesraab en mindre, flad Kasse frem.
Ved et rent Tilfælde var hans kære Præparater ikke blevet ødelagt,
hvilket øjeblikkelig satte ham i det mest straalende Lune.

Da Barrikaden var helt ryddet, lukkede de forsigtigt Døren op.

Hyde og Doktoren var de første, der vovede sig ud.

Et skrækkeligt Syn viste sig for deres rædselsslagne Blikke. Kanonens
Virkning paa Fjenden, der øjensynlig havde opholdt sig paa Dækket i
tætte Skarer, var overvældende.

Overalt laa der lemlæstede Lig, og Dækket var glat af Blod. Burd vendte
sig om og rakte afværgende Haanden ud mod Ethel, der netop, fulgt af
Dillingham, vilde træde ud af Døren.

»Kom ikke herud, Frøken Gray,« sagde han, og Stone og Hyde stillede sig
op foran Døren for at skjule Dækket for hende. Det var ikke saa meget
for Synet af de dræbte Fjender, som for at hun ikke skulde faa Øje paa
Craddocks Lig, eller rettere sagt, hvad der var tilbage af det.

Udyrene havde ladet deres Raseri gaa ud over hans Legeme paa den
græsseligste Maade.

Ethel gik ned igen, og de andre begyndte at rydde Dækket, idet de dog
stadigvæk holdt Øje med Skibets Omgivelser.

Bill og Handerson spulede Dækket, medens Leslie og Doktoren syede
Craddocks Lig ind i Sejldug for at begrave det, hvis Omstændighederne
tillod det.

Nu var alt klart.

Landgangsbroen blev lagt ud, og de skulde lige til at gaa ned, da der
igen lød høje Hyl inde fra Skoven, og store Sværme af Marsvæsener
styrtede frem mod Skibet.

De maatte trække Broen op i største Hast, medens en Regn af lange Spyd
susede ned over Dækket.

Dillingham vilde skyde, men Hyde trak ham med sig ind i Taarnet og
smækkede Døren i.

»Førend De kan faa skudt en af dem ned, vilde De være saa spækket med
Spyd som et Hulepindsvin,« sagde han til Dillingham, da de var kommet i
god Behold inden for Døren.

Fjenderne udstødte rasende Hyl, da de saa sig skuffede, men de vovede
sig dog ikke op paa Dækket, de havde aabenbart Virkningen af Kanonen i
alt for frisk Minde. Men de hamrede af alle Kræfter løs paa Skibets
Sider.

Medens vore Venner forholdt sig afventende i Salonen, nyttede Burd
Lejligheden til at meddele de andre Dillinghams Forlovelse. Denne Nyhed
syntes dog mærkelig nok ikke at komme dem synderlig overraskende.

»Til Lykke!« lød det fra dem alle sammen, og Stone tilføjede: »Kald paa
Handerson og lad ham hente nogle Flasker Vin fra Proviantrummet, saa vil
vi drikke Dillinghams og Frk. Ethels Skaal.«

Hyde gik hen for at kalde paa Handerson.

Nu er det ikke, fordi man skal beskylde Handerson for at lytte ved
Døren, tværtimod. Det _maa_ have været et »Tilfælde«, men mærkeligt var
det, for Hyde naaede ikke helt hen til Døren, førend den gik op, og
Handerson stak Hovedet ind og raabte: »Vinen skal straks være her!«
Hvorpaa han skyndsomst forsvandt.

Et Øjeblik efter kom han igen med en Flaskekurv paa Armen, og i den
aabne Dør saas Bill og Leslie, begge indtagende en forventningsfuld
Holdning.

Handerson trak Flaskerne op, og Knaldet fik Bill til at smække med
Tungen, hvorpaa han i en Fart gav sig selv et Dask paa Munden, som en
Straf for denne upassende Lyd, medens han kastede et angergivent Blik
rundt paa de tilstedeværende.

»Hvor er Glassene?« spurgte Burd, »der stod en hel Kasse med Glas her i
Salonen, jeg flyttede den selv herned for to Dage siden.«

Handerson kløede sig bag Øret.

»Undskyld, Hr. Doktor,« sagde han, »men den smed jeg vist med i
Barrikaden i Skyndingen i Nat.«

Burd gjorde en ærgerlig Bevægelse. »De kunde dog gerne have set Dem
for,« sagde han, »naa, det er der jo nu ikke noget at gøre ved. Saa maa
vi drikke af Flasken.«

»Vent lidt,« sagde Stone, »jeg har nogle tomme Cylinderglas inde i
Observationsrummet, dem skal jeg hente.«

Han gik, og de hørte ham rumstere derinde. Med eet udstødte han et højt
Raab.

»Skynd Dem og kom,« raabte han.

Alle løb derind.

Stone stod med en Kurv med Glas paa den ene Arm, den anden strakte han
ud mod det lille, runde Vindue.

Et hæsligt Ansigt var presset mod Ruden udefra og stirrede stift ind paa
dem, saa forsvandt det, og der kom et andet i Stedet for, og saa endnu
et og saaledes videre.

»Hvor dog saadant et Ansigt tager sig ud i en rund Ramme,« sagde
Doktoren.

»Det er jo næsten som i en Kik-Kasse for levende Billeder,« sagde Bill.

Burd skænkede i Glassene, og de drak alle med Ethel og Dillingham.

Handerson foreslog et Hurra, og alle Herrerne raabte et dundrende Hurra
for de to.

»Jeg tror skam, de raaber med derude,« sagde Leslie.

Raabet var nemlig blevet efterfulgt af et djævelsk Hyl fra Fjenderne.

»Vore Venner derude viser os deres Deltagelse i vor Glæde,« sagde Stone.

»Skal vi ikke byde dem ind paa en lille Genstand?« spurgte Handerson,
hvem Vinen havde bragt i særdeles godt Humør.

»Jeg foreslaar dog, vi lader være,« sagde Burd, »den Indbydelse vilde
vist komme os dyrt at staa, er jeg bange for.«

»Saa, nu er Forestillingen forbi,« lo Handerson og trak det lille Gardin
for Vinduet.

Hylene holdt nu pludselig op.

»Hvad mon der nu gaar for sig?« sagde Hyde.

»Skal jeg gaa op i Taarnet og muntre dem lidt med Kanonen?« spurgte
Leslie, »jeg skal nok faa dem til at istemme en ny Sang, der siger
Sparto til den forrige.«

Og dermed for han hen mod Døren.

Hyde kaldte ham tilbage.

»Lad dem nu være i Fred,« sagde han, »lad os haabe paa, at de til sidst
bliver ked af at hamre forgæves paa de tykke Staalplader.«

I det samme begyndte de hæslige Hyl igen med fordoblet Styrke, saa det
rungede i hele Skibet.

Lyset, der faldt ind gennem Gardinet, fik et rødligt Skær.

Dillingham trak hurtigt Gardinet fra. Luften udenfor var helt opfyldt af
Røg.

»Hvad er nu det for Djævlekunster?« udbrød han; men hans Stemme
overdøvedes helt af en stærk Knitren og Bragen.

»Til Maskinen,« raabte Hyde, »de har lagt Kvas omkring Skibet og stukket
Ild paa. Hurtig! Der er ingen Tid at spilde.«

Og af Sted for han, fulgt af Leslie og Bill.

Et Øjeblik efter hørtes den kendte Susen af Skruerne.

Men Skibet rørte sig ikke, det blev liggende ganske stille.

Dillingham blegnede.

»Fortøjningerne holder igen, vi kan ikke komme bort, vi er redningsløst
fortabte.«

»Mine Papirer, mine Papirer,« raabte Stone og for forvildet omkring.

Ethel sad bleg og stille og saa paa Dillingham.

Doktoren var den eneste af dem, der var ganske rolig. »Lad os ikke
opgive Haabet endnu,« sagde han, »lad os gaa op i Taarnet til Hyde og
høre, hvad han mener, og viser det sig, at vi ikke kan komme løs, saa
lad os gaa Døden i Møde som Mænd, vi vidste jo alle som een, at der var
en stor Fare ved at foretage denne Rejse. Vi har spillet Hasard og tabt,
det maa enhver Spiller være forberedt paa.«

De andre sagde ingenting, men fulgte bagefter ham op i Taarnet.

Hyde stod ved Styrehjulet. Han var ligbleg.

»Jeg er bange for, at alt Haab er ude,« sagde han, »jeg har ...«

Her afbrødes han af en Hylen, værre og vildere, end nogen af de
foregaaende, men denne Gang lød det ikke sejrsstolt, det lød snarere,
som om de hylede i en ubeskrivelig Rædsel.

»Før var det Dur, nu er det snarere Moll,« bemærkede Burd.

»Det er ikke Tid at spøge nu,« sagde Dillingham vredt. Resten af hans
Tale druknede i en mægtig, øredøvende Brusen, som af et kæmpemæssigt
Vandfald.

Der lød en Buldren og en Brølen, og man hørte Brag af faldende Træer.

Samtidig var det, som om hele Skibet blev løftet i Vejret, og de følte
et stærkt Stød, der fik dem til at tumle hovedkulds om mellem hverandre
i det lille Rum.

Stone kom først paa Benene igen.

»Kanalteorien!« raabte han triumferende.

»Aah, De med Deres Teorier!« brummede Burd gnavent, idet han rejste sig
med stort Besvær. Han havde stødt sit Ben mod Kanonen, da han væltede
omkuld.

De var netop alle kommet paa Benene igen, da de med vældig Kraft
slyngedes op mod Loftet.

Det var, som om Skibet med eet vendte Bunden i Vejret, saa hele
Besætningen rystedes rundt som Tinsoldater i en Æske.

I næsten ti Minutter laa de alle halvt bedøvede, overvældede af det
sidste, frygtelige Stød, og imens for Skibet, hvis Maskine ingen havde
tænkt paa at standse, lige op efter.

Der, hvor Skibet for faa Øjeblikke siden havde ligget, var der nu et Hav
med fraadende, skummende Bølger, der førte Marsvæsener, Dyr og Træer med
sig i eet forvirret Kaos.

Hyde kom først til Besindelse igen. Hurtigt for han op og greb efter
Reguleringshjulet; men førend han naaede at gribe om det, blev det paa
een Gang fuldstændigt stille. Hverkens Bølgernes vrede Brølen eller
Skruernes Susen hørtes mere.

»Nu er vi sikre paa den visse Undergang,« udbrød Stone, idet han
langsomt rejste sig, »vi er kommet uden for Atmosfæren og er blevet
grebet af den elektriske Æterstrøm; om godt og vel en Snes Dage vil vi
havne paa Solen.«

»Er der ingen Redning mulig?« spurgte Dillingham, »er der intet Haab,
ingen Udvej?«

»Der er kun een Udvej,« svarede Professoren roligt, »det er, at vi
muligvis støder sammen med Maanen, men i saa Tilfælde vil vi enten blive
knust eller fryse ihjel!«




                           SEKSTENDE KAPITEL.

                            En Fejlregning.


De stod alle som forstenede ved Professorens Ord.

Denne Gang var der ingen Udsigt til Frelse, saaledes som hin
mindeværdige Gang, da de ved Dillinghams Aandsnærværelse undgik et
skæbnesvangert Sammenstød med en Meteorsten.

»De mener altsaa virkelig, at vi maatte have tilbragt de femten Aar
inden næste Opposition paa Mars?« spurgte Doktoren.

»Det mener jeg,« svarede Stone, »vi har temmelig sikkert endnu kun 14
Dage tilbage at leve i!«

»Well!« sagde Hyde, »naar vi nu altsaa ved, at Døden er os vis til den
Tid, saa – ja vi er jo Mænd, ikke sandt? – er der ingen Grund til at
plage os selv og hinanden med unyttige Bekymringer. Lad os ikke forbitre
vore sidste Levedage.«

»Hyde har Ret!« sagde Burd, »det er vi altsaa enige om. – Sig mig,
Dillingham ...! Men hvor er han gaaet hen, han stod jo lige nu her?«
afbrød han sig selv.

Dillingham var ganske stille gaaet ud af Døren og ned i Salonen til
Ethel, hvem han nu fortalte hele Sagens Sammenhæng.

Han var sønderknust over, at de nu alle skulde lide Døden paa en saa
grusom Maade, bare fordi han ikke havde villet holde sin ubændige
Jagtlyst i Tømme.

Han bad Ethel om Tilgivelse, atter og atter, og hun søgte at trøste ham
med, at Skæbnen kunde have været endnu mere haard imod hende. Hvis de nu
var naaet ned paa Jorden igen, og det til Trods for Vennernes og
Dillinghams Anstrengelse havde været umuligt at bevise, hvem der havde
begaaet Mordet paa hendes Onkel, saa hun maatte vandre i et livsvarigt
Fængsel, hvor hun skulde trælle sin elendige Tilværelse hen langt borte
fra ham, saa var da denne Død her sammen langt at foretrække.

Hendes Ord og hendes blide og kærlige Maade at trøste ham paa bragte ham
lidt efter lidt til Ro.

Da de andre senere kom ned i Salonen, bad han dem alle om deres
Tilgivelse.

»Dillingham,« svarede Stone alvorligt, »det var naturligvis meget
urigtigt af Dem at fjerne Dem fra Skibet paa et saadant Tidspunkt; men
nu da Ulykken er sket og ikke staar til at ændre, er der ingen af os,
der bærer Nag til Dem. Vær nu ved godt Mod, De er jo langtfra den af os,
der er værst stillet. De maa dø, – ja, men det skal vi jo nu engang, før
eller senere, og De faar Frøken Ethel med Dem, hende vilde De vel neppe
synes om at overlade til hendes uvisse og ublide Skæbne. Helt anderledes
stiller Sagen sig for Hyde og min ringe Person. Vi mister, foruden
Livet, Frugterne af hele vort Livs Arbejde og Slid, som maaske for os
betyder lige saa meget, som Frøken Ethel for Dem. I Stedet for det
berømte Navn, vi begge havde erhvervet os og fuldtud fortjent, vil vi nu
blive omtalt af Efterverdenen som et Par halvgale, fantastiske Sværmere,
for til sidst at glide helt ud af Sagaen.«

Dillingham tog hans Haand og søgte forgæves at faa et Ord frem, mens han
saa paa Stone med sine ærlige, bedrøvede Øjne, hvad der fik Stone til
hastigt at trække Haanden til sig og ile ud af Døren, og de hørte ham
gaa ind i Observationsrummet.

Idet Stone gik forbi, saa Burd til sin Forbavselse, at Professoren havde
Taarer i Øjnene. Burd og Hyde gik snart efter deres Vej, og lod
Dillingham ene med Ethel.

Udenfor traf de Handerson, Leslie og Bill. Hyde vilde give dem Nøglen
til Proviantrummet, hvor Vinen laa, men de afslog det.

»Skal vi endelig kradse af,« sagde Bill, »skal det være uden Slinger i
Valsen.«

Burd gik ind i sit Lukaf og gav sig til at undersøge sin Morfinsprøjte.

»Skal jeg dø,« tænkte han, »saa foretrækker jeg denne Dødsmaade.« I det
samme bankede det paa Døren. Han raabte: »Kom ind!«

Det var Ethel.

»Aah, Doktor,« sagde hun med Taarer i Øjnene, »kan De ikke komme op at
se til Dick, han er saa aldeles ude af sig selv, kunde De ikke give ham
et Sovepulver, for at han kan faa lidt Ro over sig?«

Burd smilede uvilkaarligt. Det var næsten komisk, syntes han, at søge
Lægehjælp nu, da selv ikke Alverdens Læger vilde kunne frelse dem fra
Døden.

Han gik dog med for at føje og berolige Ethel.

I det de gik op ad Trappen, kom de forbi Bill og Handerson, der stod og
talte sammen.

»Vi skal saa altsaa til det?« spurgte Bill.

»Det er sikkert nok,« svarede Handerson, »for jeg hørte selv Professoren
sige, at om en 14 Dage vilde vi fryse ihjel paa Maanen eller brænde op
paa Solen.«

»Jeg har nu altid holdt mest af lidt Varme,« sagde Bill, »og det gaar
maaske ogsaa hurtigere at brænde op end ...«

Her sank deres Samtale ned til en sagte Hvisken, da de fik Øje paa Ethel
og Doktoren.

Da Ethel og Doktoren kom ind i Salonen, sad Dillingham paa en Stol og
stirrede hen for sig med en fortvivlet Mine.

Doktoren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder, idet han
sagde: »Tag Dem dog sammen, kære Ven, om ikke for andet, saa for Deres
lille Kærestes Skyld.«

Dillingham saa op paa Doktoren med et mistrøstigt Blik, og Burd belavede
sig paa at tage ham ordentlig i Skole, da Døren bag ved dem blev revet
op med et Brag og Stone styrtede ind i Salonen.

»Jeg har fundet en Fejl i Logaritmetabellen!« raabte han, ude af sig
selv af Henrykkelse.

»Hvorfor er De dog saa glad over det?« udbrød Burd ærgerlig, »har De
aldrig før fundet Fejl i andre Folks Arbejde? Det forekommer mig dog,«
tilføjede han spydigt. »Saa at De nu har fundet en Fejl i en eller anden
Tabel, hvor De dog umuligt paa Grund af Omstændighederne kan gøre Dem
endnu mere berømt derved, det begriber jeg ikke. Det er jo en Fejl, De
aldrig vil kunne paavise for Verden!«

»Aldrig paavise!« raabte Stone, »den Fejl er netop selv Skyld i, at jeg
kan komme til at paavise den for Verden. Havde Professor Hopkins ikke
regnet sine Rækker galt ud, vilde vi, efter mine astronomiske
Beregninger, hvortil jeg har benyttet Hopkins Logaritmer, aldrig have
naaet Jorden, hvis vi var afgaaet fra Mars i rette Tid.«

»Ja, men det er der jo ingen Grund til at tale om nu,« sagde Burd
gnavent, »vi kommer der jo i alle Tilfælde ikke, efter hvad De selv har
sagt os.«

»Men kan De da ingenting forstaa? Paa Grund af denne Fejlregning er vi
netop kommet af Sted i rette Tid, det er det, jeg hele Tiden staar og
forklarer Dem,« sagde Stone overlegent.

Her sprang Dillingham op.

»Hvad er det dog, De siger, Stone? Er der Haab om, at vi kan komme
tilbage til Jorden?«

»Der er ikke Haab,« svarede Stone, »der er Vished.«

»Hører du, Ethel, vi skal atter se Jorden sammen, og jeg skal sætte
Himmel og Jord i Bevægelse for at finde din Onkels Morder og rense dig
for den skrækkelige Beskyldning!«

Ethel klappede ham paa Kinden med et lille bedrøvet Smil, hun havde
gaaet alt for meget igennem til at kunne være saa forhaabningsfuld som
Dillingham.

Stone var imidlertid ilet ud af Døren, fulgt af Burd, for at meddele de
andre den lykkelige Nyhed. Der blev en almindelig Jublen. Trods sin
Modstand blev han grebet af Handerson og Bill og baaret i Triumf op i
Salonen igen. Her raabte de alle tre dundrende Hurraer for ham, hvad han
mod Sædvane lod til at føle sig tilfreds med. Han nød det som en lille
Forsmag paa de Triumfer, han vilde høste, naar han naaede Jorden igen.

Derpaa udbad Hyde sig paa egne og de andres Vegne en nærmere Forklaring
af ham angaaende Fejlen i Beregningerne.

Heri indvilligede han med Glæde og udviklede i de næste to Timer en
saadan Masse af Formler og matematiske Beregninger, at det kørte aldeles
rundt for hans ulykkelige Tilhørere; men da det aabenbart var til stor
Glæde for ham selv, saa bar hans Venner det med engleblid Taalmodighed
og søgte at lade, som om de forstod hvert eneste Ord.

Men hvad finder man sig ikke i, naar man pludselig ser sig reddet fra
den visse Undergang og givet tilbage til Livet?




                           SYTTENDE KAPITEL.

                        London. – Nedstigningen.


Betjent Nr. 454, Johnson, drejede om Hjørnet af Jamesstreet og travede
sindigt ned ad Budcasce walk og op af Victoria embankment, ned forbi
Scotland Yard.

Klokken var fem om Morgenen, og Taagen begyndte at lette, saa Betjenten
slukkede Lygten, der hang ved hans Bælte.

Der kom efterhaanden Liv i de øde Gader.

Ensomme Natteravne, der var sent paa Færde, listede forpjuskede og med
graa, trætte og slappe Ansigter af Sted i det første kolde Dagslys.

Tjenestepigerne, der var tidlig paa Færde, frøs om de bare Arme og
skuttede sig i den skarpe, disede Morgenluft, medens de stod stille for
at veksle et Par Ord med Betjenten eller en og anden tjenstivrig
Portner, som var kommet frem af sit Hi for at feje Gaden.

Svære Vogne kom rumlende gennem Gaderne, Vinduerne blev smækket op, og
Mælkedrengenes Træsko slog »Klip Klap« hen ad Fliserne.

Arbejdernes duknakkede Skikkelser begyndte at vise sig paa deres
Vandring til Dagens Slæb og Slid.

De havarerede Eksistenser kom listende fra Hyde Park eller krøb frem fra
de store Broer, eller hvor de ellers havde søgt at faa deres Søvn, og
gik paa Rov efter noget spiseligt til deres tomme Maver.

Johnson skuttede sig og gabede, om et Kvarter kom Afløsningen, og saa
skulde Madammens Kaffe smage efter den kolde Nattur.

Han spejdede hen imod Hjørnet, hvorfra Afløsningen skulde komme, da der
højt over hans Hoved lød en Susen som af et mægtigt Fugletræk.

Han saa op. Hvad var dog det? Nu havde han aldrig set saa galt. Et
Luftskib over Byen. Var der ikke udtrykkeligt Forbud mod Luftsejlads
over beboede Steder?

Han anstrengte sine Øjne for at se bedre. Det var min Sandten for galt!
Ikke engang deres Nummer kunde han se.

Med eet slog en Tanke ned i ham.

Kunde det ikke være Ingeniør Hydes Luftskib, der forsvandt pludselig en
Dag, da Mac Carty selv havde set dem bortføre Ethel Gray paa en Tur, som
de ikke var vendt tilbage fra, saa alle mente, de maatte være
forulykkede? Det var bestemt dem, der kom tilbage, det maatte meldes og
det straks. Det havde jo dobbelt Interesse netop nu, da Sagen mod Frøken
Gray havde været fremme igen.

Hende havde de saamænd nok gemt et Sted ovre i Amerika, for at hun ikke
skulde falde i Politiets Hænder.

Medens disse Tanker for gennem Betjentens Hoved, ilede han af Sted hen
mod Scotland Yard og løb i Porten lige i Armene paa sin overordnede,
Inspektør Mac Carty.

Med Haanden paa Hjelmen gjorde han sin Melding.

Inspektøren gik raskt ud paa Gaden og saa opad, jo, Manden havde Ret, et
Luftskib var det, men om det var Hydes, var umuligt at afgøre paa den
Afstand, selv om man havde set det saa nær ved, som Inspektøren havde,
egentlig ikke for sin Fornøjelses Skyld.

Han vendte sig mod Betjenten: »Har De Tjeneste, 454?«

»Ja, Hr. Inspektør, men om 5 Minutter kommer Afløsningen.«

»Godt, giv mig Deres Bind, jeg tager Deres Post, medens De henter
Overbetjent Dirckins.«

»Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom lidt efter tilbage med en
svær, rødmosset Mand.

»Ser De det Skib deroppe?« spurgte Mac Carty ham.

Dirckins saa opad, hvor Skibet svævede højt over hans Hoved.

Han indrømmede derfor, overensstemmende med Sandheden, at han saa det.

»Vil De have noget Mandskab og nogle Biler parate i Udkanterne af Byen.
Skibet maa jo ned uden for London, men De maa se efter, hvor det sker,
og hurtigst sende mig Meddelelse derom og samtidig lade de ombordværende
bevogte, uden at de aner det, saa at De kan underrette mig om, hvor de
tager hen.«

»Well, Sir,« var Dirckins’ korte Svar, inden han skyndsomst forsvandt
for at udføre Inspektørens Ordre.

                   *       *       *       *       *

Medens der saaledes allerede var sørget for at tage imod dem hernede paa
Jorden, svævede vore Venner oppe i den klare Luft. De var alle samlede
paa Platformen med Undtagelse af Stone, der var nede i Kahytten for at
pakke sine Instrumenter og Optegnelser ind.

Dernede, dybt under dem, laa London, den lignede højt oppe fra en uhyre,
graalig Masse af Sten.

Saa sank de, og Massen opløste sig i Huse, Taarne, Monumenter, Skibe og
smaa bitte Mennesker, medens der lød en Summen som af en Bisværm op til
dem. Det var Begejstringsraab fra de tusinde og atter tusinde af
Mennesker, der havde samlet sig i utrolig kort Tid, da det rygtedes, at
Ingeniør Hydes i lang Tid savnede Luftskib var vendt tilbage.

Der var en Larm og en Begejstring som i de hedeste Zeppelin-Dage i
Berlin, da »Meteor« kredsede om St. Paulskirkens gyldne Spir.

Leslie og Folkene svingede med Hattene og udstødte høje Raab, der var
mere velmente end vellydende. De vidste godt, at Menneskene dernede
intet kunde høre, men deres Jubel og Fryd over igen at være nær Jorden
maatte have Luft.

Hydes Ansigt havde det samme rolige, energiske Udtryk som sædvanlig, han
grundede paa, hvor højt hans Skib var steget i Pris efter denne
vidunderlige Rejse til Mars.

Doktoren havde kastet sig ned i en Flugtstol og smilede veltilfreds. Han
var glad over atter at være saa nær Hjemmet, og han saa i Aanden et
eller andet hyggeligt lille Sted ude paa Landet, hvor han kunde nyde en
velfortjent Ferie efter alle sine Anstrengelser.

Dillingham og Ethel stod sammen og stirrede ned paa Mængden, der bølgede
frem og tilbage som et uroligt Hav.

For dem betød Tilbagekomsten jo kun Adskillelse, i alle Tilfælde da
foreløbig, og Ethels smukke Ansigt var blegt og bedrøvet, medens
Dillingham følte sig ganske syg om Hjertet ved Tanken om, at hun skulde
skilles fra ham og maaske tilbage til Fængslet med dets Rædsler og
Uhygge.

Skibet steg nu paa Hydes Befaling atter til Vejrs, og da det jo var
ganske umuligt at gaa ned i en Storstads Gader, fløj de af Sted hen over
London til den samme Plads uden for Byen, hvor de 6 Maaneder i Forvejen
var steget op for at begynde deres eventyrlige Fart.

Da det var et øde Sted, og det endnu var tidligt paa Dagen, lykkedes det
dem at slippe ubemærket ned og fortøje Skibet, og de ilede da alle hen
til Kroen for at nyde det første Maaltid paa Jorden efter deres lange
Rejse.

Da vore Venner havde besluttet at afvente Begivenhedernes Gang for
Ethels Vedkommende, maatte de jo have hende anbragt et Sted, hvor hun
kunde være, indtil Mac Carty dukkede op, hvad de ikke var i Tvivl om, at
han snart vilde gøre.

Professoren vilde straks til sit Hjem for at kunne afhente de Skatte,
der laa i Skibet, og Hyde maatte se sig om efter Arbejdere, for at han
snarest muligt kunde faa Skibet under Tag, medens han ventede paa den
eventuelle Køber.

Burd tilbød da at køre hen til et rigtig pænt Hotel garni med de to
bedrøvede Kærestefolk. Han havde ofte selv boet der og mente, at det
vilde passe godt for Ethel.

Denne Plan bifaldt de alle, og da Værten havde skaffet dem en Vogn,
kørte de sammen ind til Byen.

Undervejs mødte de en Bil med en svær, rødmosset Mand, der fikserede dem
skarpt.

Det var Dirckins, der udførte Mac Cartys Ordre.




                            ATTENDE KAPITEL.

                       Inspektør Mac Carty igen.


Doktoren og Dillingham fik lykkelig og vel anbragt Ethel i Hotellet, og
da hun var nervøs og forknyt af Angst for, hvad der nu vilde komme, saa
blev begge Herrerne og spiste til Middag med hende.

Om Aftenen, da de skiltes, maatte baade Dillingham og Burd love hende at
komme igen næste Dag, saa tidligt det var dem muligt.

De holdt Ord, og ved Titiden kørte de op for Døren.

Den stakkels Ethel var endnu mere urolig end den foregaaende Dag, og det
gjorde Doktoren oprigtig ondt for hende.

Et Kvarters Tid efter, at Herrerne var kommet, lød der en forsigtig
Banken paa Døren.

Burd raabte: »Kom ind!« og en ældre Mand med rødt Haar og røde Whiskers
traadte ind med sin Serviet i Haanden og meldte, at der var en Herre,
der ønskede at tale med Frk. Gray.

»Vær saa god at vise ham herop!« sagde Ethel med blege Læber.

I det samme lukkede Tjeneren Døren indefra, lod Haar og Whiskers
forsvinde i Lommen, og Mac Carty stod for deres forbavsede og forfærdede
Blikke.

»Jeg kom paa denne Maade for ikke at vække Opsigt,« sagde han
forklarende, »jeg er kendt af hele Tjenerpersonalet her.«

»Skal vi maaske arresteres for Opsætsighed mod Politiet?« spurgte
Doktoren og søgte at anslaa en spøgende Tone.

»Absolut ikke,« svarede Mac Carty, »efter at jeg nu til Morgen har læst
Bladene og set, hvilken gyldig Grund De havde til ikke at parere Ordre,
vilde jeg føle mig som en Barbar og ikke som et kultiveret Menneske,
hvis jeg, efter hvad De har udrettet for vort Land, vilde hænge mig i
saadanne Bagateller. Nej, mit Besøg gælder Frk. Gray.«

Ethel bad ham ved en Haandbevægelse at tage Plads. Hun var bleg som et
Lig og sendte Dillingham et hjælpeløst og fortvivlet Blik, som han
besvarede ved at lægge sin Haand beskyttende over hendes lille, kolde
Haand, der laa paa Bordet, medens han sendte Mac Carty et morderisk
Blik.

Inspektøren tog rolig Plads og begyndte: »Medens De, mine Herrer, gjorde
Menneskeheden en stor Tjeneste, har jeg heller ikke ligget paa den lade
Side, idet det er lykkedes mig at finde Sir Rupert Staffords virkelige
Morder.«

Ethel græd: »Aah, er det sandt, De narrer mig ikke, det er bevist, at
jeg er uskyldig?«

Hun vendte sig mod Dillingham: »Hørte du det, Dick, jeg er fri!«

»Forklar Dem nærmere,« bad Doktoren, »spænd os ikke paa Pinebænken.«

»Ja, Miss Gray, De er frank og fri, og det var ved et rent Tilfælde, at
jeg kom paa Sporet. Som De vel ved, havde Deres afdøde Onkel gjort et
Testamente, hvor han indsatte Dem til sin Universalarving, hvis De
overlevede ham og i alle Maader viste Dem værdig dertil. I Tilfælde af
Deres Død indsatte han en Slægtning, der bar det samme Navn som han
selv, men som han var bleven alvorlig Uvenner med adskillige Aar i
Forvejen. Denne Mand havde paa Grund af forskellige mindre heldige
Bekendtskaber med Spillere og andre Driverter paadraget sig en Gæld, som
Deres Onkel betalte paa den udtrykkelige Betingelse, at han forlod
England og banede sig Vej i en anden Verdensdel. En af denne unge Mands
intimeste Venner var den Mr. Brown, der optraadte som Vidne mod Dem, og
som paastod, han havde set Dem fylde et Pulver i Deres Onkels Glas,
medens han betragtede Dem gennem Vinduet. Mr. Brown var, som De vel ved,
paa mødrene Side langt ude beslægtet med Deres Onkel.

Efter Trætten med sin Onkel rejste den unge Stafford til Sydafrika, hvor
han fik en ret taalelig Stilling. Han vedblev at staa i Brevveksling med
Mr. Brown i de paafølgende Aar.

Otte Dage efter Deres Flugt, Miss Gray, meldte en gammel Aagerkarl sig
paa Scotland Yard og bad om Beskyttelse mod en Person ved Navn Brown.
Denne, der havde en Del Veksler løbende hos den gamle Mand, havde ikke
set sig i Stand til at indfri dem, og da Aagerkarlen trængte paa og
vilde have sine Penge, greb Brown ham i Struben og var lige ved at kvæle
den ulyksalige Mand. Da der i det samme blev ringet, slap Brown
Aagerkarlen og styrtede af Sted under vilde Trusler.

Nu var Manden bange baade for sine Penge og for sit Liv og henvendte sig
til Politiet om Hjælp, skønt hele Affæren ogsaa fra hans Side var af en
mer end tvivlsom Art.

Det blev overdraget mig at skaffe Oplysninger om nævnte Brown, og jeg
opdagede jo straks, at det var den samme Mand, der havde optraadt som
Vidne i Ethel Grays Sag.

Det forbavsede mig noget, og efter at jeg havde faaet at vide, at det
var Sir Rupert Staffords Navn, der stod paa Vekslerne, begyndte min
Mistro at vaagne. Jeg fik opsporet, – hvorledes kommer ikke denne Sag
ved – at Vekslerne var falske, og Mr. Brown blev sat fast for det
morderiske Overfald paa den gamle Mand.

Imedens undersøgte jeg hans Papirer, og mellem en Masse Breve fra den
unge Stafford i Afrika fandt jeg et Brev dernede fra, skrevet med en
ganske anden Haandskrift. Det var nogle Maaneder gammelt, og i det
underretter en Mr. Philps, en Ven af Stafford derovre, Mr. Brown om den
unge Mands Død og beder ham underrette hans Slægtninge i England herom.

Dette Brev dømte Manden i mine Øjne.

Han havde falske Veksler løbende paa Sir Ruperts Navn, altsaa kom dennes
Død ham meget belejlig. Men selv om Manden er død, staar der to
Mennesker mellem ham og Arven.

Tilfældet hjælper ham, og han gør selv Resten.

Det er et Tilfælde, at unge Stafford dør, og at den gamle Sir Rupert
bliver syg.

Saa træder han til; hvis den gamle Herre dør, og Ethel er uværdig til at
arve ham, er han nærmeste Arving, og han kan dække sine Veksler og
skjule, han er en Falskner.

Saa er Planen færdig i Forbryderens Hjerne, han beholder Brevet for sig
selv og vælter Anklagen for det Mord, han naturligvis selv har begaaet,
over paa Dem, Frk. Gray.

Denne snedige Plan vilde ganske sikkert være lykkedes, hvis ikke Deres
lange Sygdom var kommet. Som De husker, blev De syg, inden Dommen faldt,
og i alle de Maaneder, De laa bevidstløs og svag paa Hospitalet, var De
dog stadig Deres Onkels Arving, først naar Juryen havde dømt Dem, vilde
Deres Halvfætter i Sydafrika være Arvingen.

Altsaa, De kom Dem endelig og blev dømt, og samtidig gjorde
Myndighederne Skridt til at sætte sig i Forbindelse med unge Stafford,
som jo ingen andre end Brown vidste var død.

Men dette trak Sagerne i Langdrag for Brown, der ikke kan dække
Vekslerne. Saa er det han taber Hovedet og forgriber sig paa
Aagerkarlen.

Hele Sagen stod mig nu aldeles klar, og ved en fornyet Undersøgelse af
Deres Værelse i Sir Ruperts Hus fandt jeg endnu et Bevis.

Som De ved, blev der af en Opdagelsesbetjent fundet Morfinpulver i en
lille Skuffe i Deres Juvelskrin, jeg var de første Dage optaget af en
anden Sag og fik saa kun Mandens Rapport.

Jeg foretog nu en grundig Undersøgelse af Deres Juvelskrin og fandt da
en Del Aske af en Cigar. Med uendelig Forsigtighed fik jeg den samlet op
og sendt til kemisk Undersøgelse, og Resultatet lød, at det var Aske fra
en endogsaa meget stærk Havannacigar.

Ved at udspørge Sir Ruperts gamle Tjenestefolk fik jeg at vide, at Frk.
Gray aldrig røg, medens jeg hos Hr. Brown havde set et Utal af
Cigarkasser med stærke Havannesere.

Med disse forskellige Holdepunkter lykkedes det mig i forholdsvis kort
Tid at gøre Mr. Brown mør – undskyld dette tekniske Udtryk, min Frøken!
Med andre Ord, han afgav en fuldstændig Tilstaaelse, og da imidlertid
Myndighederne har faaet officiel Meddelelse om den unge Staffords Død,
saa er De, Frk. Gray, i dette Øjeblik ikke alene fri og frank, men ogsaa
Arving til Deres afdøde Onkels meget store Formue. Det var dette, jeg
ikke kunde nægte mig Fornøjelsen af at meddele Dem.«

»Tak, tusind Tak, Hr. Inspektør,« sagde Ethel, »men hvad er der blevet
af den ulykkelige Brown?«

»Han tog det fornuftige Parti at forlade Skuepladsen, nu da hans Rolle
var udspillet. Han hængte sig.«

Mac Carty rejste sig med disse Ord, satte atter Haar og Whiskers paa
Plads og forsvandt med Servietten i Haanden og et elegant Kelnerbuk ud
af Døren.

Doktoren var den første, der brød Tavsheden.

»Til Lykke, kære Frk. Gray, til Lykke, Dillingham! Hvis De synes som
jeg, saa kører jeg nu sporenstregs hen til vore fælles Venner og beder
dem komme hen til en større Middag, som jeg med det samme bestiller
nede.

Dillingham, kan De passe paa Frk. Ethel saa længe?«

Og smilende og nikkende forsvandt den joviale Doktor ud af Døren og
overlod de to lykkelige Mennesker til hinanden.




                           NITTENDE KAPITEL.

                               Slutning.


Fire Maaneder efter, at vore Venner atter var landede paa Jorden, fandt
det store Gallataffel Sted til Ære for dem. London var klædt i
Festdragt, fra alle Husene i de Gader, de berømte rejsende skulde
igennem, vajede Flag, der smældede muntert i Solskinnet og syntes kaade
at tage Del i den fælles Glæde. Hist og her saas Stones og Hydes Navne,
anbragte paa Skjolde af Grønt og Blomster. Pyntede Mennesker stod i
Rækker over en Time, før Vogntoget skulde komme, og i Vinduerne saas
unge, smilende, hvidklædte Piger med store Kurve med Blomster til at
kaste ned til de forbikørende.

Der var Sommer og Solskin og Fest i Luften.

Engelske Borgere vilde hylde deres store Landsmænd, der havde bragt
Englands Flag endog ud over Jordklodens Grænser og endnu en Gang gjort
Englands Navn berømt over hele den civiliserede Verden.

Stor Kamp havde der staaet om Rigtigheden af disse Mænds Udsagn, og
bitre Timer havde Stone maatte opleve. Den beedigede Erklæring, der var
underskrevet af de 7 Mænd, havde ikke været nok til at overbevise Folk,
men Professor Stones overvældende Bevisstof, der til fulde stadfæstede
tidligere Teorier, hans uomstridelige videnskabelige Bevisgrunde og hans
klare, logiske Udvikling slog enhver Tvivl ned og overbeviste de lærde.
Der var ingen Indvending mulig, de havde været paa Mars.

Saa havde Doktoren haft det nemmere, han havde trukket sig tilbage til
en lille Villa, han ejede paa Landet, da al den Opsigt, de vakte i
London, var ham saa uendelig imod.

Hyde havde set sine dristigste Forventninger gaa i Opfyldelse, hans
Fædreland havde afkøbt ham Luftskibet for en svimlende Sum.

Dillingham var for tre Maaneder siden blevet viet i al Stilhed til
Ethel, kun Stone, Burd og Hyde havde været til Stede som Forlovere. Lige
fra Kirken havde det lykkelige unge Par begivet sig paa Bryllupsrejse,
hvorfra de først var vendt tilbage for otte Dage siden.

Samme Dag som Festen, hvortil de Kongelige havde givet Løfte om at være
til Stede, skulde finde Sted, havde hver af vore Venner faaet en
officiel Skrivelse, hvori der tilstodes dem en livsvarig Pension i
Forhold til deres borgerlige Stilling i Samfundet.

I Dag skulde de altsaa atter samles for at hyldes for deres fælles store
Bedrift.

Nu kom Vogntoget kørende. I den første Vogn sad Stone, med sin sorte
Kjole dækket af Ordener; jublende Skrig fra de begejstrede Mennesker
hilste ham paa hans Vej, tunge og duftende faldt Sommerens smukkeste
Roser ned for hans Fødder, medens unge, friske Pigeansigter sendte ham
deres bedste Smil. Da følte den kolde, kloge, gnavne Mand for første
Gang i sit Liv en underlig Fornemmelse, en kold Strøm ned ad Ryggen, der
fik ham til at dirre og frembragte et underligt kvælende Tryk i hans
Hals, medens hans Øjne fyldtes af hede Taarer. Og til sin egen
Forbavselse mærkede han, at alt, hvad den Anerkendelse, der var blevet
ham til Del af videnskabelige Autoriteter, og al den Virak, der var
ofret paa ham fra sagkyndig Side, alt, hvad den ikke havde formaaet, det
vaktes nu i ham ved Folkets naive Hyldest. Og han mærkede, at han var
givet sine Følelser i Vold uden Hensyn til, hvad hans Hjerne og Forstand
mente derom.

Bagved hans Vogn kom Burd og Hyde sammen. Hyde tog mod Hyldesten som
noget, man var nødt til at tage med, medens Doktoren aabenbart ikke var
rigtig i sit Es.

Derefter kom Dillingham med sin unge Hustru. Dillingham var rørt, og
aaben, naturlig og oprigtig som han var, lagde han aldeles ikke Skjul
derpaa. Ethel var aldeles henrivende i sin hvide Silkedragt, og mange
var de Blikke, der hang beundrende ved hendes lykkelige Ansigt med det
blide Smil.

I den sidste Vogn var de tre andre, der svingede lystigt med Hattene og
vinkede til Menneskemassen.

Modtagelsen var storartet og Middagen glimrende i det store, festlig
smykkede Rum, og mange var de officielle Taler, som alle efter Aftale
besvaredes saa kort som muligt af Professoren.

Da de alle var vel overstaaede, rejste Professoren sig og mindedes under
dyb Tavshed med smukke, varmtfølte Ord det Offer, deres eventyrlige
Rejse havde kostet, nemlig Craddock. Staaende og i dyb Tavshed drak de
alle Glasset ud.

Endnu en Gang rejste Stone sig op og udbragte en Skaal – for Kvinden,
idet han bad Ethel tage imod den paa Damernes Vegne, som en Tak for den
Hygge, hun havde været til for dem alle paa deres Luftrejse. Men da
vekslede Burd og Hyde et meget sigende Blik: det kunde ikke staa rigtig
til med deres gamle Ven.

Næste Aften samledes vore Venner efter Aftale ved Ballonhuset uden for
London paa den Mark, hvor Ethel slap fra Inspektør Mac Carty hin
mindeværdige Aften, da »Meteor« skulde til at stige op for at føre dem
til Mars.

Ved et Glas Champagne vilde de tage Afsked med Skibet, der den næste Dag
skulde overgaa i de militære Myndigheders Hænder.

»Se der,« sagde Stone, idet han pegede opad, »der er Mars, det lille
lysende Punkt histoppe.«

Da satte Leslie Hænderne for Munden og raabte op mod Himmelhvælvingen af
sine Lungers fulde Kraft:

»Tak for sidst!«




                       Afskriverens bemærkninger


Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public
domain.

Afskriverens rettelser:

   [p. 66]:
   ... end end en ny Art af Tusindben, som Doktoren ...
   ... end en ny Art af Tusindben, som Doktoren ...

   [p. 158]:
   ... foran dem i lunefulde Svingninger, medens ...
   ... foran Dem i lunefulde Svingninger, medens ...

   [p. 158]:
   ... snart følge efter. Vi lystrer dem, og de fortsætter ...
   ... snart følge efter. Vi lystrer Dem, og De fortsætter ...

   [p. 188]:
   ... Medens vore Venner forholdt sig afventende  ...
   ... Medens vore Venner forholdt sig afventende i ...

   [p. 205]:
   ... 457?« ...
   ... 454?« ...

   [p. 205]:
   ... »Well, Sir,« og 457 forsvandt hastigt og kom ...
   ... »Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom ...




*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK MED LUFTSKIB TIL MARS: FANTASTISK FREMTIDSFORTÆLLING ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.