Strandingshistorier, by L. Mylius Erichsen; an eBook from Project Gutenberg

Afskriverens bemærkninger

Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. En ordliste med rettelser er placeret sidst i bogen.

Indholdsfortegnelsen kan findes her.

STRANDINGSHISTORIER

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1901

TIL KUNSTNERPARRET
MICHAEL OG
ANNA ANCHER
MED TAK FOR DERES
KUNST OG DERES
VENSKAB

MICHAEL ANCHER.

Lykkelig den, der har bygget sit Hus,
hvor Solen beskinner et lyngdækket Land,
hvor Vejret har uhindret strygende Sus,
og Søen slaar Braad mod den aabne Strand.

Lyngduft og Søluft og fri Horisont
bag Klitters forruskede Eventyr-Egn
— her virker De rigt i den daglige Dont
trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn.

Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit,
er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind
men af et forrygende Stormvejr forbidt,
naar Havet har Brus over Revlerne ind.

Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør
og pudser og piller med sirligt Talent,
se derfor er Farven saa spegende tør
og Liv og Natur saa elendig bevendt.

Men De, som selv er en Frilandsnatur
og har paa den sandede Kyst slaaet Rod,
De kender og elsker i Mol som i Dur
den fattige Egn med det rige Mod.

Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér,
faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb,
den selvskabte, stejle Mandskarakter,
som vil det, den vil — trods alt hvad det kneb.

Mandigt og monumentalt har De ført
i en Menneskealder den malende Haand
— aa! og saa mærker man Haanden berørt
af Kunstens benaadende Helligaand.

Lykkelig De, som har bygget Dem Hjem,
hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont,
hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem,
og Hjærtet er med i den daglige Dont!

ANNA ANCHER.

Den Kunst, De gav, var sund og djærv,
som selv De er en sund Natur,
der stille røgter store Hverv
— den Kunst, De gav, er djærv og pur.

Og den, som skatter Kunstens Guld
og fandt hos Dem et Livsens Væld
op af den magre jydske Muld,
er kommen dybt til Dem i Gæld.

Thi Deres kloge Kvindeblik
har sét, hvad Mennesker er værd,
og Sandhed talte De, men fik
dog Plads for Nænsomhedens Skær.

Nænsom og sand er Deres Kunst,
og jydsk er Lunets Smil deri,
— dog, den bedømte Dem omsonst,
som saa' kun Deres Maleri.

Dem selv skal man paa Skagen sé
som Michaels Hustru, Helgas Mor,
som Kunstnerhjemmets gode Fé
og Venners Vært ved dagligt Bord.

Da sér man, Deres Kunst er stor,
den gi'r Dem selv, til Punkt og Prik:
det noble Sind, de djærve Ord
og Deres kloge Kvindeblik!

KUNSTNERPARRET ANCHER.

Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet den vestjydske Fiskerbefolknings Type — han især Mændene, hun mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad Kysten.

En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske Egne. Men selv inden for den særegne Form, som vestjydsk er, varierer Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad, særlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som Børn, nemlig: Bøen, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens og Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres Dont er den samme, deres Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem adskilt ved kun et ringe Antal Mil.

Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen i Folketype tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et fælles vestjydsk Grundpræg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale Tilsnit i saadan Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en Række varierende Typer.

Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer som Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej mellem de østligst boende, de nærmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere, de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter af to forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for Haarets Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt Vesterbyfolkene træffer man saaledes Folk af en Smule Landsognspræg, medens Østerbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering. Troligvis er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede Bydel — Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som én stor Familje hver for sig — der giver Særpræget. Undtagelser, Overgangsformer findes naturligvis.

Det er Skagens Østerbyfolk, vi kender fra Kunstnerparret Anchers Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher født og har levet sin meste Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i Tingene, gøre sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lære Naturen at kende i alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette Sted.

Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der gennem en længere Aarrække har givet indtrængende realistisk Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude, virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set. Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst — hvortil altsaa henregnes ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge geografisk Beliggenhed — har moderne Kunstnere levet og arbejdet længe nok til at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S. Krøyer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).

Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i Malerkunsten kom saa sént i Vækst herhjemme og tæller saa faa betydelige Kræfter. Thi de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder. Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, der burde leve i Billeder som i Bøger. I Ægteparret Anchers Kunst lever de gamle Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland, hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men hvor ingen anden Kunstner har givet det væsenlige, det særegent personlige.

Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher slog sig ned paa Skagen. Født paa Bornholm, i en gammel Købmandsslægt, opvokset dèr og med et fléraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i Østjylland som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men derop kom han dog en skønne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl Madsen fandt han Husly paa Brøndums Kro, i Vesterstuen af det gamle Havehus, det samme Værelse, i hvilket han samme Aar kom til at drikke Konfirmations-Skaal for Husets Datter Anna, der senere blev hans Hustru. I dette gammeldags-hyggelige Skagbohus boede Michael og Anna Ancher deres første Ægteskabsaar, inden de skabte deres gæstfri, havehegnede Hjem i Udkanten af Østerbyen. Ogsaa Krøyer, Locher og Irminger har haft Ophold i det gamle Havehus. Og Drachmann har i disse lave Stuer skrevet flere af sine Bøger. Huset er helt historisk nu.

Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Tørvestakke, tog Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive dem var det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som tidligere havde gæstet Skagen og malet dèr, havde væsenligst haft det taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade sig »tage a«. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til Skue, blive til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være Nar«, sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden.

Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i Naturen — som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C. Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af Naturen. De moderne Malere tog Lærredet ud under aaben Himmel i alskens Vejr og malede færdigt ude, de vidste næppe altid, hvilke Farver de brugte, malede bare frejdigt løs, saadan som de saa og følte Tingene.

Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher først fik til at staa for sig. Snart vandt dog hans støtte, mandige Personlighed Befolkningens Tillid, og allerede hans første Skagenbilleder viser, at han begyndte at faa Indpas. De egentlige Fiskertyper, som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente paa til næste Aar. Da kom han igen og malede et stort Billede af ventende Fiskere i Klitten. Her er straks den Type givet, som yderligere realistisk set og som udformet med stadig mere fortrolig Karakteristik gaar igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage.

I det følgende Tiaars stærke Produktion har vi ægte Skagens Natur, og Skagens Fiskere har vi en Typerigdom af, saadan som Ancher saa' dem og holdt af dem. Det er mest store, stærke Folk med vejrfurede Træk og tæt Skægvækst under Hagen. Mest er de i Oljetøj, lange Søstøvler og Sydvest eller laadden Kabuds. Næsten altid er der dramatisk Spænding over den Situation, hvori de er sete. Skikkelserne har gerne plastisk Holdning, Kunstneren kender nøje hver enkelt fra den virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet Liv, i kendelig Grad er det maleriske understreget saavel i den enkelte Figurs Udseende og Fremtræden som i hele den samlede Handling. Kunstneren iagttager skarpt alle Detaljer men viser særlig Forkærlighed for det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang, f. Eks. ved en Stranding, har været Vidne til i stor Sindsbevægelse og erindret fortræffeligt.

En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udførelsen af disse figurrige Lærreder malte ude paa den aabne Strand eller i de sandfygende Klitter. Tænk blot paa et saadant Par Kæmpebilleder som »Vil han klare Pynten« og »Redningsbaaden køres gennem Klitten ved Vintertid«. De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa »Grenen« eller i Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblæst, forfrossen, i rastløst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer i sig om det individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fæstne, mens Momentet er der, en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der kræves et lynsnart Blik, en dreven Teknik — og den følsomste Sjæl.

Og saa skal der et jærnstærkt Helbred til, desuden i stort Maal de almindelige Arbejdets Egenskaber som Taalmod, Udholdenhed, Stædighed. Thi hvilke Vanskeligheder bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad og Hestespand berede den nervespændte Kunstner, som i Arrangementet vil genskabe, hvad hans Øje én Gang begejstret har set og hans Fantasi og kunstneriske Samvittighed i Enkeltheder udformet. Hvilke daglige Ærgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og Slappelsesperioder — men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, hvilken Følelse af ubøjeligt Mod og saa den inderligste Hengivelse i Opgaven, man selv satte sig, og dertil den stille, stolte Sejrsfølelse, naar Maalet endelig er naaet — det Maal, som jo dog aldrig tilfredsstiller den gode Kunstner, fordi han kvalfuldt føler Afstanden mellem det, han saa' og vilde, og den Brøkdel deraf, som han ydede.

Saa kommer Tristheden og Trætheden. Det kniber at faa næste Arbejde i Gang, trægt gaar det, uden det friske Mod, som skal til — men pludselig fænger Gløden igen, Flammerne blusser op, og alle Kræfter og Længsler higer mod det nye, kunstneriske Maal.

Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal for Øje tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke kulturhistoriske Skatte — Menneskeliv, Livsskæbner — der laa uhævede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den hjemmefødte, horisontløse aandelige Forkrøblethed, der i det indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa ofte meget lidet tiltalende Vis.

Men helst har dog Ancher villet give det store Pust, den dramatiske Daad. I de fleste af hans Billeder ser man dette hans bestemt fastholdte Syn paa Modellen og Sceneriet. Det er ikke saa meget den dagligdags Episode, der fængsler ham, lige saa lidt som den smaalige, intime Side af Fiskerens Karakter — den han dog kender saa godt. Ligesom Drachmann vil han helst give Fiskeren i de stærke, undertiden lidt udvortes Øjeblikke, et Stykke af en Romantiker stikker i ham endnu, trods hans alvorlige, indtrængende evnerige Virkelighedssans; derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor kan det hænde, at der kommer En paa Læben det Drachmann'ske Slagord »Helte« over for disse jævne Fiskere i Anchersk Fortolkning.

Naa — der er sandelig ogsaa øvet Heltegerninger af de jævne vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen rummer Fare baade for Kunstneren og Fiskeren.

Iøvrigt er Ancher den jævne, naturalistiske Sandhed adskilligt nærmere end Drachmann. Malerens Fortællemaade er i og for sig mere nøgtern vederhæftig end Digterens — som Bidrag til den rette kulturelle og psykologiske Folkeopfattelse.

Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne og gerne vil have deres kunstneriske Skøn tillagt Værdi, høre Udtalelser om, at en Kunstner gentager sig, fordi han er indtrængende i sit aldrig sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fænomener, der evigt tager hans Sjæl fangen. De siger, disse Folk, at de kan kende vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber, som de kalder Trivialiteter — ligesom de finder det trivielt, at Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange hver Sæson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering.

Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller og Motiver efterhaanden virker for énsartede.

Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog er deres egen, billige, meningsløse Kritik, som rammer over Maalet.

Kunstneren selv véd nemlig bedre Besked. Om det lykkedes Ancher i et langt, flittigt Liv at give Skagbofiskeren af den gamle Type — fra Halvfjerdserne, Firserne og op i Halvfemserne — hans Ydre, hans Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end mægtig nok baade malerisk og kulturhistorisk set. Og dette er lykkedes Ancher. Hans Arbejders rent kunstneriske Egenskaber ufortalt vil han altid være den væsenligste Kilde for kommende Slægter til Studium af Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har her givet langt mere i Lærreder end nogen Forfatter i Bøger. Han er Banebryderen her. Ingen slipper uden om ham.

Paa en mærkelig Maade har Anna Ancher som folkelivsskildrende Kunstnerinde suppleret sin Mand. Han malte helst udendørs, hun mest inde i de trange Fiskerhjem, han som nævnt især Mændene, hun Kvinderne. Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlæg for Tegning og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed med at lave Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. Hendes Slægt langt tilbage var jydsk, dygtige Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mærkelig teknisk Begavelse, var Møllebygger og fingernem til alt, Forældrene havde Købmandshandel og Skagens eneste Kro, der senere er udviklet til Landets stilfuldeste Hotel i Ydre som Indre. Fru Anna Anchers endnu levende Moder siger om Datteren: »Ja, jeg tænkte jo nok, hun maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her i Kroen den Nat, Anna blev født.« (Digteren var den Gang paa sin bekendte Rejse gennem Jylland.)

I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste større Kunstnerkoloni, har Anna Brøndum faaet sine Naturanlæg hurtigt og betydningsfuldt impulserede til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher ydede hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til København hos Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun. En kort Aarrækkes Produktion gav hende Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interiører med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en forstaaende Sympati parret med en beundringsværdig Sans for Situationskomik. Med stilfærdigt tørt Lune fortæller hendes Billeder ofte en lille lun Historie inden Vægge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa paalidelig nøgtern uden nogensinde at blive banal. Hun er Skandinaviens, maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot ved sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men ogsaa ved sin Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen har hun næppe nogensinde haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun dem først for sig, var Fortroligheden etableret. Nøje kendte hun deres Væsen, hun greb dem intimt i det hjemlige, hun følte og talte med dem om Dagliglivets Bekymringer, om det sløje Fiskeri, om Forlis og Bjergning, om Mænd, der drak, og Børn, der sejlede paa Langfart, de gav sig derfor, alle disse gamle Kvinder, som de var og uden nogen Art Tillavning; det strenge daglige Liv med dets lange Sorger og korte Glæder er at læse i den megen fremragende realistiske Kunst, Fru Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at fortælle med skarp Belysning den lille, enkle dramatiske Scene inden Døre, hvor hendes Mand bredt aandende skildrede det store Drama under aaben Himmel.

Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive Aars Arbejde i samme danske Egn eviggjort et Stykke ejendommelig Natur, der længe laa uforandret øde hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som før, og de har grundigt og fyldestgørende vist, hvorledes de Mennesker saa' ud og førte sig, hvad Tanker og Syssel de havde, hvilke deres Kaar og Kampe var, der her i en karrig og bidsk Natur sled sig gennem Livet.

Det er tit fremhævet, hvilken kunstnerisk Værdi Michael og Anna Ancher repræsenterer. Det har været Hensigten her i Korthed at pege paa det usædvanligt værdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de gennem Bedstedelen af deres nationale Kunst har givet deres Landsmænd.

Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden med den mest beundrende Taknemmelighed at mindes, hvad Michael og Anna Ancher har set og forstaaet og skildret hos denne Folkeklasse.

Imidlertid — Anerkendelsen, Berømmelsen, som Kunstnerparret Ancher har vundet baade hjemme og ude, har ikke bragt nogen af dem til Hvile i det éngang fundne og saa ypperligt dyrkede Terræn. De indser begge, at Tiden og Typen er anderledes nu end før. Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid ogsaa for Skagen — og for Skagen hurtigere end for nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt meget gammelt.

De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen nu og i og for sig lidet lystelige. Man bliver heller ikke altid malerisk og kulturmæssigt grebet nu som før ved at se den malerisk og literært saa berømte Vaaddragning paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har jo nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder afløst det meste Strandfiskeri. Næsten alle friske og energiske Skagbofiskere nu om Dage er Kutterfolk og tilsøs fra April til November. Et saadant Liv virker ændrende paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et Præg af Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg. Kabudsen er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det hele blevne moderniserede. Men mindre interessante som Mennesker og Typer paa deres Tid er de aldeles ikke af den Grund. Det gælder blot om at erkende, at en ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre den med klart Syn og malerisk Evne. Man bør ikke henfalde i Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. Nye Ansigter, nye Livsformer er komne i Stedet. Og de er ikke ringere som Sujetter for den gode Kunst.

Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og male det ny Skagen og dets Mennesker. Heldigvis! for til Dato har ingen nye Talenter forsøgt at tage de nye kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket byder her paa denne Danmarks mærkeligste, rigeste og yderst farlige Fiskeplads. Michael Ancher vil gøre det. Det vil lykkes ham ogsaa at fæstne Lineamenterne i den nuværende Tids, Overgangstidens Fysiognomi. Han har Øjet aabent og den kyndige Haand rede. De kommende Aar vil bekræfte denne Profeti.

Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel Sæd og Tale og Tankesæt i Skagbohjemmene, er ikke Vestjyde for intet. Hun vil vide at bruge sine gode Øjne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og hvis Skæbne hun saa psykologisk skarptseende fortalte, er borte med den gamle Tid, der havde skabt dem men som hævnende fik Missionslivet til Afløser. Hun vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som de sirlige, renlige og selvbevidste færdes ved Ungpigemøder og til Missionsgudstjeneste. Her er fristende maleriske Emner nok. Man kan sidde i Skagens store Missionshus og af Hjærtet — og slet ikke Missionen til Forklejnelse — ønske disse Rækker af vakte Sjæle, disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i Andagt og Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjælfuld Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men betragtede Bevægelsen som det, vi alle maa indrømme, at den i hvert Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet og udadtil af betydelig almen Interesse ...

Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher følger og fæstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og skønne Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt, Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mørknede Hede med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det skummende Rev — da ser man paa deres Kunst med den Underbund af Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig for et funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske Værdi ved Siden af deres kunstneriske.

Og man ser en sjælelig Samhørighed mellem disse to Kunstnere og Skagen, ja hele Vestkysten.

De deciderede Skagensmalere Michael og Anna Ancher, som aldrig har malt Fiskere og Vestkystnatur uden for Skagen, er da — med Rækkevidde ogsaa uden for Skagen — vore betydeligste virkelighedstro Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske Fiskerfolks Racepræg og Aandsform og Livsforhold i mere end den sidste Menneskealder. I Hovedtrækkene gælder deres Typer faktisk hele Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt og dybt de begge har grebet, hvilke almengyldige Træk af Skikkelse og Karakter de har faaet frem hos det stedbundne og stedprægede Individ. Man bør alle Dage være dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De har derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange af de svundne Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra Glemsel. De vil ogsaa begge vide at tage den ny Tids Mennesker og Livsformer i deres folkelivsskildrende Kunsts Tjeneste.

FRA JYDSKE VESTKYST
OG SKAGEN

STRANDVAGT.

Et stængende Mørke fyldte Klitterne den Decemberaften, da Præsten i Vorupør gik med sin Gæst over til Forbjergerens. Blæsten strøg i vilde Slag vesterfra. Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at være ude i.

Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys. Præsten og hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind, der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind gennem den lave Dør. Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske Døren fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang Klinken i Hak. Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft.

Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet. Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.

»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen i Huset. »Naa, saa De vil med og gaa Strandvagt i det sølle Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.«

»Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad jeg er.«

»Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« spurgte den gamle ganske mistroisk.

»Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat — i hvert Fald. I Morgen saa tænker han over det, han ser i Nat.«

»Det var ellers nem at komme om ved det,« mente Gamlingen og skottede tvivlraadig fra Præsten til den Fremmede.

»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og mener os det godt.«

»Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.

Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige Præstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstøvlerne var varme nok, men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds tyngede ham paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, man skulde tro, hans Udrustning gjaldt en Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers Nattevagt paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, det var Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de ikke i Mands Minde havde kendt værre Vejr, men han havde dog været i Luften før og forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde udendørs i Blæst, til Stranden eller paa Søen, de stoppede Støvlerne efter med Halm, svejrede et Tørklæde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem, forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, helst iført baade Sokker og Halsklæde og alt Undertøjet, ja somme Folk, der var noget til Aars og plaget af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres uafrystelige Omgangsven, sov endogsaa med Huen paa.

Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjælken, skarpt iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarømmede sig og virrede med sit furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i Købet havde en god Sengs Klæder hjemme hos Præstens at ligge i. Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød, som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk.

»Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« nikkede den Gamle, ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. »Et Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren for ... Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer deres Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben, tandløs Mund, mens han førte sin ene, knortede Haand op og kradsede raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding af Skikkelse og Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt af Spiritus fra Tiden, før han blev »vakt«, og nu en troskyldigt lallende i de helliges Flok. Han hørte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et Vinteruvejr og, til megen verdslig Gavn i hvert Fald, rippede op i den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser, men for hvem Aanden i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en evig Gaadekres, som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han ingensinde heller havde gjort Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets Hemmelighed, men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar Tid og Sted var dertil.

Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden — det uundgaaelige strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt som et velvoksent Mavebælte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod ham, han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge Uldklædet de mange Gange om Halsen. Med Præsten var fulgt to veltilpakkede Mænd — en ældre, bredskuldret, lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre Mand, høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk Ansigt. Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.

»Ja, det er ham, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!«

Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand.

»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene.

Den bidske Luft strentede ligesom i Bølger mod Mændene, straks de kom udenfor. Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag, ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem. Blæsten ligesom hvirvlede ham bort, Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hørte. De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, der stod truende som fortættet Mørke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene, ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu ... Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld — Larmen var altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes ...

Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer af skurende Sand ført frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet strøg som flossede Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke sig kolossale nok, og som dødeligt saarede af langsomt dræbende Giftvaaben laa derude i Mørket og pintes — krummede sammen om deres Vunder ...

Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af Havet ... Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit, som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget — — da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund — og derpaa kneb han Øjet tæt i igen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort.

Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal dænget ham til med Klæder ... Sikkert vilde det alligevel blive drøje fire Timer strandlangs den Nat. Men værre var det dog for Fiskerne, som havde Tørnen Vinteren igennem — — og for Søfolk, som rakkede med Skuden derude i Søen ... Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus — kigges ud i dette Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der efter Varselsraab og Jammerskrig — lyttes ud gennem dette forskrækkelige Helvedeshyl!

Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen: »Skal vi saa begynde!« raabte han tætved og med fremskudt Mund.

De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der var slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den yderste Klitrække, og højt var Sandet føget sammen her, før det i sin Tid fæstnedes til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brænding, der ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i Søen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen, som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. Inderst i Vigene, hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhøjt som Fygesne i en Hulvej.

De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige i Nord, men saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blæsten ofte klods imod og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne til sidenhen, der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt.

Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede som bag Slør. Huden blev stram og følelsesløs, Øjnene sved og løb i Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til Gavns en anstrengende Gang — og det havde unægteligt været bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige lille Gæsteværelse ... Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi.

Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt som Uvejrets Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner. Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det vel, der havde draget ham hertil?

Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst Menneske, der ingen Steder havde fast Tilhold. I København stod der vel nogle møblerede Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse kaldte sine, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold, han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte selv eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en egen Lystfølelse at sætte sig i Toget i København uden bestemt Rejsemaal og køre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og fattigt jydsk Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved næste Station og tale med Mennesker dér, han ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid »paa Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham løs paa en fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til det ukendte Hav paa den anden Side. For især var det Havet, der trak ham. Han følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum.

Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav. Klitkystens blege Farve var som lægende Salve for hans Øjne, naar de trætte af Kafé-Taage og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, naar han kom fra sit Arbejde — for han bestilte jo ét og andet — og han saa gik ned langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag, og fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de indefrosne Skuder, da havde han i brutal Længsel efter en fjerntstrakt isdækt Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skøjter som Barn, i Længsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt, hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den Dag at overskære alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede som en indefrossen. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin Længsel ud i nogle Vers. De lød saaledes:

Nu ligger Isen paa Kanalens Vande
og knuger Strømmens Hvirvler under Dække,
langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,
og Maager flokkes om hver lille Sprække.

Og mange Skuder ligger indeklemte
med Isen skruet haabløst op om Stavnen,
med Sejl og Liner bag Presenning gemte,
som skulde de faa lang Tids Rast i Havnen.

I kolde Nætter hører jeg dem stønne,
det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:
de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,
mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.

De længes — som jeg selv — mod andre Zoner,
ud efter kostelige, sjældne Fragter,
ud for at høre ny og stærke Toner
og se paa Folk i andre, sære Dragter —

til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,
der bærer langvejs bort fra trange Havne,
hvor en Bugsérbaad drager hele Læsset
og ingen lydig Skipper Lods tør savne —

ud til et Liv i rig, fortumlet Brydning,
fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,
fra Hvermands overlegne Stjernetydning
og vore Toldbodrotters tætte Stimmel —

bort fra det hjemmevante, hjemmepriste,
fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme
— — kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:
en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...

Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde han det værst med Flyvetanker. Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa — da steg der gennem alle hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel løsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. »Forlad alt og følg os!« skreg de. »Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang. Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man levede koncentreret stærkt i saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens Herre. Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at ville, det gav ham forøget Mulighedsværdi, han svor paa de største Ting, de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe derefter.

Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før. Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt — men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev, — Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.

Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge, end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele lige uskadeligt ... Og nu gik han altsaa Strandvagt — med en hellig Fisker.

Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede, hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den under paalands Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst — da skyder et Bølgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede Ulykken, der ellers var overhængende ...

Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst maatte følge Trit, og han vilde det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og Stjerneeksplosion for Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og pressede paa med Knæerne. Stadig gled der Sand under ham, alligevel avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt Svømmer.

Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.

»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede andet. For det var en slem Rejse.«

De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt fjernere.

Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det er uforsvarligt at gaa ene Mand Strandvagt her. Norden for Hirtshals er der altid to i Følge.«

Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«

Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden — Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«

De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning. Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden af Skumsprøjtet og knapt nok øjne det, før man havde det en Favn fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til, forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr hvor det kom.

Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne — itubrudte Spanter, knækkede Planker, en Stump Raa.

Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet — intet Lys at se!

Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene, men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje, og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette. Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter netop udelukkende i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.

Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og Bedrift alene i det menneskelige ...

Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det, men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede op og traadte ind sammen med Holst.

Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme. Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.

De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede Musik udenfor.

»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt. Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.

Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med Klæderne pakkede tæt om sig ...

De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse. Men han var svimmel af Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved — maaske en Hare, der sprang op — naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa. Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, da vilde Folkene have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med Dram.

Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, gik og gik, men uden den aandelige Spænding, som gør selv Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.

Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand, hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre Figur.

Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række til dem og faa dem draget paa fast Kyst.

Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa en Skibslanterne.

Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel — og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.

De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte løfte Benene over Baadenes udspændte Ankertov.

De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske i Kronborgs skumle Kasematter.

Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte være længere sønder.

»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over hans forslæbte Udseende.

»Ja—a«, pustede Holst, »for Fornøjelsens Skyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar — nej Tak!«

»Var det saa alligevel ikke rart, om de altid var to paa Vagten?« spurgte Holst lidt drilsk.

Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for os at tykke. Men vort Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar flere sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu sikkert nok.«

Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. Men det skal jo gaa igennem Rigsdagen. Og der er jo Fejler ved alle jordiske Ting.«

Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en herlig Tur.

Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.

»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.

»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«

Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager. Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed, maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og Juletræ — og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.

Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ... men de lejede Stuer, han havde i København — ak nej, de besad ikke den Trolddom, der bandt.

Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig afklædt og vasket og badet — han var som pudret med Sand over hele Kroppen — og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven hans Lod at sidde i Jule-Huslighed til Halsen — og blive kvalt.

Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde. Lykkelig? — var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var Stagnation. Hans Devise var: »Naa — videre!«

Der gaves ikke Lykke for den urolige, men Momenter af opstemt Sjælsbevidsthed, Glimt af den sublimeste Skønhed, af Liv, af Liv — dem kunde man jo saa benævne lykkelige, om de endelig skulde have Etikette.

Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ...

Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver. Han faldt i Søvn for brændende Lys.

Jo — det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. Og mere end ét Sted drev der Lig ind ... Og samme Nat forliste en Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne — bare et Øjeblik — og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem siden ...

En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere, hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som de var; — hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...

EN REDNINGSMAND.

I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn. Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, naar Sønnerne kigger ind.

Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.

De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at nu skulde han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den Gang, Lars Kruse blev begravet.

Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene fra Mispah.

Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én, Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel; hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.

Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken, næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.

»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet sine smaa Støvler paa og de klemte ham, det mener vi da, at det var derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.«

»Jo«, siger Manden, »vi mener jo det, men man har jo ellers ogsaa taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem en Gang.«

»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks, men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han mistet de ni af hans Tæer.«

Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten, Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa paa, te de blev tagen.«

Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«, siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de triste Tanker fra Sygelejet.

Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... Dødt var det jo nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt ... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være, syntes vi.« ...

Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham saadan!«

Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.

Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.

»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne; det var slemme Steder at færdes paa for os.

Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid, da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer, et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man jo, hvad er.« ...

»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«

Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne. Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned. Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket Laasen fra og Døren op — man skulde undre, at de havde haft Kræfter nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde, det var en sværene Plankedør — de stod derinde i Huset allesammen og frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv, og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man skulde tro, det var ham og int Kokken, der havde været i Havet ... Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ...

»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes rigtige Styrelse — trods alle Livets sære Hændelser ...

Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen fortæller Niels Jensenius:

»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst, te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg. Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg — saadan skete det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore Kammerater.

De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor de drev af for Strømmen.« ...

»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd endnu ...

Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A huske. Noget af den var saadan, og det passede godt nok:

Otte Enker blev der nu
paa én Gang, der blev en Gru
for de otte ja og saa
for de femogtyve smaa,
som misted deres jordiske Forsørger.«

De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land — den ottende Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om Aftenen, og A kiggede lidt udenfor — men hvor saa A vendte mig hen, dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ... Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange og bjerget Daphnes Folk.«

Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til, men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk. Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom ... Glade blev de, det husker A — og vi andre syntes jo ogsaa, te det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.

Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre — Lars Kruse og mig og Ole Svendsen.«

»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen, »han havde bjerget saa mange Folk, og saa var der ingen der kunde bjerge ham; det var da egentlig en underlige Styrelse, for os at tænke!«

»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer ... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«

»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre, »og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A, »den unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det, som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men lige lidt hjalp det. Han var og blev hen' — men sært var det, for hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige saa varm. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ... De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to, som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse — og han har endda altid været møj vagere end som Lars, for Lars var jo stærk som en Bjørn — og den anden var Niels Lér, her vesten til, den sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A, saadan med det haarde Vinterfiskeri, og stor Familie har han ...«

»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius sin Kone i hendes hastige Tale.

»Ja-ja,« mener hun trøstende, »du har gjort din Part af Arbejdet, saalænge du kunde.«

Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse: »Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ... A havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...«

— — Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet med Skagens Redningsbaad.

Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius, da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med, Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne — men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...

Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil — naar bare ikke der havde været de to ældre Dampskibsvrag netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa — og saa det uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske »hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er Tale om en Ulykke, som kunde være sket, hvis de og de heldigvis udeblevne Omstændigheder var indtrufne ... Men netop disse to gamle Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som er tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de skjulte gamle Vrag — og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget »hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren — eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi skal og vi vil!

Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs største Bedrift:

»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt, det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib, men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der var int andet at gøre end prøve. Men A lod Folkene vide, hvad Fare de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden, siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, det skulde der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl — men hva'! .... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af Skibsbesætningen var druknet med den — enten de nu var kæntret straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int, men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget haardt straks under Vandet — det var Skroget af det ene Jærnvrag, som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ, det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste Forfatning — én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os. Men vi havde lagt fra og kunde int komme til igen. Vi skulde jo passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en Braadsø ...

Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand draget til sig ved tilkastede Liner.

Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning, saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.

Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det samme. Meningen var jo ligegod.«

»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa at springe ned — — sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken, ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til og slap ind — — men da vi kom ud til Vraget igen — — var de to Mand int til at finde — — aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ...

»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den norske Brig.

»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig. Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange, og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er hos os, kommer de — med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme — — og saa er de godt forvaret ...

Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad det er godt for ....«

SKAGENSFISKERE FØR OG NU.

En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart, ikke længer kunde ses. Inden næste Time var Luften fyldt af Sirenebrøl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en stor Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dér hjælpeløs i graa Taage, usét fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem Septembernatten.

Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den forbandede Sirene!

Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem, Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et villigt Ekko.

Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn, naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende, lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud, forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand, alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over, at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper, var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans, som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte — indtil pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor Hovmester ...

Men nu i denne Septembernat paa Skagen — der var ikke Lyd at høre uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.

Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede og ringede i ét Væk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten? ... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider, da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste, mente de gamle Fiskere.

Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande, man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig døde bort i den stille strygende Dis.

»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«

Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt »redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse. Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas. »Der er jo somme gode Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda der er flere Lusangler!«

Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at »skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer, Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa, blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd, hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag, dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; den trak Fisk til sig, maa De tro.«

Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden, og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. Da stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov« ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i saa mange Aar.

Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han.

»Naa, det er Dem,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«

Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er takket,« sagde Ole. Det var nu hans Maade at være galant paa.

»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en bitte Bus — det var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele Kroppen«, blev han snakkevorn.

»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere, »Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker mere end som ordentlig Snak:

Den onde skulde tordne og bukke
og dine Øjne tillukke!
Syv og ni er sejsten,
nu er æ Vind i Vejsten! —
Og nu herut med Jer, bitte Børn!
Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn!

Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen — men, se nu i Tiden er vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og staa op; saa kan man synke mere, det er sandt nok, men hvad nytter det, Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...«

Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem til sin »bitte Pige« — saadan kalder han sin Kone, der er svagelig og altid til Sengs — og til sin røde Snaps, som er hans bedste Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til. Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.

Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig til baade Øvrighed og Fiskere. Kancelliraaden var Byfoged paa Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man »tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad hans var, hvis han da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og broderlig delte Rovet.

Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden. De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa de Kirken — og ilede til Stranden ...

Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool, der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand: hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af — men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede.

»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af, at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist sin Grød:

»Du med dit ene Øje
og med din ene Arm,
hvad vil du her, du Krøvling,
du gør saa stor Allarm.
En Stridshelt var du før,
men nu skal du fornemme,
at Dansken har spist Grør!«

Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.

Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød, at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af Stranden!«

Stranden var alles Ven og Tilflugt — ogsaa Kancelliraadens. En mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed. Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den.

»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens forlegne Ansigt.

Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han, stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det? ... Saa maa du have Farvel saa længe ...«

Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke til at være for ham en Dag længere paa Skagen.

Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa han kunde blive snydt. Han havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han nede paa Kontoret.

»Naa« — tordnede Kancelliraaden — »endelig! Hvad har du saa faaet ud af Sagerne?«

»Det er gaaet lige op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af Befippelse.

Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han, hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, dygtig er du!« raabte Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha' gjort det bedre — og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held næste Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig paa det sidste.«

Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne, men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og Hoerkarle — med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sig en Synder for Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte Præst, jeg er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og jeg tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig« ...

Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid, han havde besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa Venskabet fra første Færd var bleven stiftet ... Med des større Glæde talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han skænkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft Levemaade! Og saa blev Sjette Frederik desuden med Følge en lille Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere fortræffelig Vin — af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at ogsaa han havde Levemaade.

Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i Øvrighedsgaarden inde i Plantagen.

Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han »skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem, des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa sin Part — og fik Skyld for mere. Kaptajnen kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger — Havet havde i hvert Fald ikke taget ham, hvordan det saa end forholdt sig med Ladningen.

Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked. Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var betalt — og det kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.

Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en levende Neger — men kloge Folk, som mener, at den amerikanske Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.

En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud; hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu — da vel aldrig selve Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt Stykke Strandingsgods.

Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan—cel—li—raa—den,« lød det ud af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig; Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.

Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet.

Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord. Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i Skagen.

Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa blev han. Jan var hans Navn, og han viste sig at være en ferm Tjener.

Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget paa Kancelliraadens Enemærker — Tjenestepigernes Fløj i Byfogedgaarden — gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden, tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør, at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle Kancelliraadens Penge.

Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kære Neger. »Du er Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden.

Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet.

Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.

Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ... Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under dem.«

Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han levede som ellers altid — af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«.

Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad.

Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om.

»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har altid villet haft Munden fuld — nu behøver han ikke at gabe efter mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen — næst efter mig selv.«

Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten. Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet blevet saa mærkelig let at vægte paa.

Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt — nej, der fandtes dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens Fiskere bruger.

Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.«

Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan da aldrig være din Vante, hvordan i al Verden skulde den være kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med Erik.

Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By — Retsforholdene nu er som andre Steder i Landet, maaske endda bedre, for Raadhusets tre Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til Kysten.

Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden, der har skabt Skagens gamle Plantage — han lod uden videre Helmene rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte.

Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste, Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse, som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre.

Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér.

Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa. Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i Kancelliraadens Dage.

Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.

Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret snart alle Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der er Driftighed i disse Folk.

Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine bedste Skagensminder.

I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord hos Kutterfolkene.

Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end nogen af de andre.

Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning.

En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var Hedning.

»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en trøstende Tone.

Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi kunde tale om hvadsomhelst.

Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.

Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke. Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude, Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste Klarhed — en uforglemmelig koloristisk Nydelse.

Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.

Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning med Vaaddene energisk i Trit.

Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er stram — en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak. Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...

Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen. Man maa nemlig indrømme, at propre det er Skagboerne — af Fiskere at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen vante til hvidskuret Renlighed.

Det poetiske, malende Udtryk Fiskerhytter hører paa Skagen Fortiden til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver anden Købstad, især har Kutterfolkene smukke Hjem. Med et jævnt godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber, og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom — bart Brød, Kartofler, Fisk og Vand — der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes ikke saa mange Penge til Brændevin.

Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde. Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.

Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler, der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.

Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit Dagværk.

Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok. Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed. Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg, men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i sit Kald.

Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der tages fat, skal der »skaffes«.

Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om ventende Storm.

Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke, tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ...

Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare, men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending. Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge vestover.

Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen gjorde nogle Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen. Derhen var den bleven ført i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand; hver Gang et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér ligger ugevis de frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte er flere Døgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svømmende i den Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af Land. Gennem en saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende til Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Næringsværdi ved Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Københavnerne nødigt undvære den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, kunde heller ikke undvære den.

Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde de kunne komme nemmere til og fra Fangstpladsen og lægge sig efter flere Slags Fiskeri end den evindelige Skraben Rødspætter. Og Fisken vilde blive billigere for Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefædre vilde kunne drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, hvor de har Hus og Hustru og Børn — al deres Længsel paa de lange drøje Ture.

To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden. De ror seks-syv Hundrede Favne tilsøs og stikker stadig ud paa det Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende det 60 Favne lange Vaad er fæstet. Naar Vaaddet med den tætmaskede Pose er kastet ud og af Blysynket trukket ned til Havbunden, ror Folkene i en Bue til Kutteren med det andet Vaadtov slæbende efter Jollen. Saa er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet ved to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren driver, og saa tages der fat paa Indhalingen. Langsomt trækkes Tovene ind og rinkes op i Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved den læ Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige Arme hiver de 60 Favne Vaad ind over Lønningen. Alle sære Slags farvestærke Havplanter følger med, en Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Søstjerner, Sømus og Søpindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i Sollyset. Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt spændte kigger vi derned, om Fangsten er noget værd. Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter. Folkene bøjer sig fremover i kraftigt Tag — en plastisk og malerisk Gruppe — og ud paa Dækket spræller Posens Indhold. Rødspætterne af brugelig Størrelse kastes i Dammen, bare tre-fire Snese var der, men al den mindre Fisk og alle Issinger og Rødtunger samler Søren i Spand til hurtig Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtørres. Men de mange, fantastisk formede, hornede og piggede Dybvandsfisk som Rokker, Skader og Havkatte og dertil Fladfisken af rent Undermaal smides fraborde. Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren over at være i deres Element igen. Saa med ét besinder de sig og smælder til Bunds i vildt berusede Slyng.

— — En skønne Nat, som man ligger krøllet sammen i sin Sejlkøje, vaagner man i vældig Slingerage. Kutteren hugger balstyrig til alle Sider. Det er kulet op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god Tro til den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik til Køjs. Det lysner allerede morgenrødt, derfor op! Men det har sin Vanskelighed at faa sig klædt paa, man tumler hid og did over Dørken, og rejse sig ret op kan man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man paa Dækket. Jo-jo, Søen spytter flinkt, og mellem Bølgetoppene er der dybe Svælg.

I Oljetøj drager Folkene tilsøs, men det er ikke til at ro i den stive Dragt. De maa smide den og lade sig bravt vaske. Jollen hives op og ned, man kan snart ikke mere følge den fra Kutterdækket, og længere end ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have kastet Vaaddet.

Kulingen øger paa sig, og Vesterhimlen truer med mere ondt. Det er trist nok, for Fangsten begynder netop nu at blive god paa det nye Sted, vi var flyttede hen.

Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme Sø og Strøm, og trætte og forpustede af Roturen rækker de med Møje Kutteren.

Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge Oljetøj maa jeg vogte Øjeblikket nøje til at komme heldigt fra Dækket og i Spring ned i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da saa højt, at Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø. Som de dog fører deres Aarer, de Mænd, de presser paa, saa Sveden driver tæt. Og skønt Jollen er uden Ror, regerer de os behændigt af for Bølgebraaddet, bare et Par Gange bryder Sprøjtet over mig henne i Forstavnen. Men Vejret bliver værre og Trækket paa Aarerne drøjere. Vaaddet er lagt, og vi ror for hjemgaaende mod Strøm og Vind. To Hundrede Favne i Læ af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse og griber en Bøje, som Kutteren har ladet drive mod os med lang Line. Ved den haler de os med Spillet tilborde over Bjerge og Dale af Søer, saa al Ting hopper inden i En.

Nu er Fiskeriet nødtvungent forbi for denne Gang. Der bærer strygende Medvind hjem til Revet. Lad os nytte den! Og af Sted jager Anna Fabricius med sin knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret, skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa i Skagen By! Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen under al denne Krydssejlads Aalbækbugten op til Frederikshavn.

»Nu har vi bedt om Havnen i tyve Aar«, siger Skipperen. »Vi bliver rent slidte op af den Fiskemetode, vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme midt i Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter længer. En har Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning i Haandledene, en tredje Lændegigt, en fjerde og flere til har faaet Brystsyge — altsammen af dette forfærdelige Slid med Aarerne, som vort nuværende Fiskeri kræver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme ind paa andre Fiskemaader«.

En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene: »Det er den smittede Kutter!« ... Og han fortalte videre, hvorledes engang for faa Aar siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler og var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den døendes Sted og fik hans Køje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og døde. En tredje var det gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige Tegn paa Tæring.

»Vi ligger jo stadig i de samme Køjeklæder«, forklarede Fiskeren, »og faar aldrig Tid at lufte dem ud Sommeren igennem for al det Rakkeris Skyld til Frederikshavn. Er der først én, som faar et skidt Bryst af Sliddet, smitter han de andre«.

Og som vi talte, berettede Folkene om deres strænge Livsgerning, at den ogsaa førte dem saa langt som til Island, hvor der mangen Gang var et sjældent godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og Provianteringen slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en farlig Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand og Mus nær Islands Kyst, den var kommen sejlende med flere i Følge, da en hastig voksende Kuling med Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den aldrig mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med Skagboere lidt slemt Forlis under Island. De laa drejede op og holdt sig for paalands Storm men kunde ikke klare sig og maatte omsider ankre. Dér laa de længe og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt ind mod Kystens Skær, hvorover der steg et Himmelbraad. Der var ikke andet at gøre end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden, men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene — og kom de derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste. Men Stormen sakkede af i Tide, og Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Besætningerne mistede rent flere Maaneders Fiskeri.

Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svære Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak, en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. Det er et dejligt Syn — men drøje Døgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der slaas en Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges uregérligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var taarnhøj og løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredømmet over Roret, fra Kutteren saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor Svømmefugl, styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i Søen og forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget lige til Bunds med dem — en skønne Dag tager et Kuttervaad maaske Hold i det lidet, der er tilbage af dem ...

Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen arbejder de hellige Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med ikke-hellig Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det andet.

Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dér og hugge et Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til.

Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev læst op, og af en Andagtsbog oplæstes en Udlægning af Tekstens Ord. Derefter udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da af Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen, eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snævre Horisont, Teksten drog dem, skønnede de klogt. Deres Alvor syntes oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Stræben i konsekvent Efterfølgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa Fuldkommenhedens Vej og følte sig lykkelige.

Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ...

Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne en frisk Blæst og fejer den væk. Da smælder atter Søen mod den stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om Morgenen kan Vejret være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. Man tror paa, at Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil tage fat.

Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken østerst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesterhimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et Par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden — et omvendt Baadskrog — for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er — som altid naar Børnene paa Skagen synger — en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav ...

Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig ud paa Grenen og staa dér vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprøjt, hvori Kattegat og Skagerrak tørner sammen. Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i et Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal — baade Søfolk og Fiskere.

En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen med mig og siger:

»Ja — nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November, der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.«

Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os, han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører.

»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har endda nogle sære Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fødderne, saadan frøs vi. Men det var endda ikke det værste — værre var det, at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi kunde hjælpe dem; vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med Træskostøvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi kunde bjerge os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi følte, hvor forfrosne vi var ...«

»Ja« — gentager den anden Mand fra Redningsbaaden — »nu er Tiden her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mén endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt, inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet ... Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, en Model af Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at være i, — men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til en anden Gang, han gør nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa takke ham for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...«

PAA DEN HJEMLIGE Ø.

Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske nær ved Land, at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme Jolle, der den foregaaende Nat var kæntret med hele Mandskabet fra Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan dog denne sære Ulykke kunde være sket — paa den hjemlige Ø.

Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det truende Horns Rev ud for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartøjer saa langt tilsøs, at Fanøs flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde Indløbet uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis Øen sine Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa Østsiden og skal betjenes derfra i paakommende Tilfælde, ligesom der skal holdes ordentlig Tilsyn paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg ... Og saa hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib, hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.

Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig ansvarsløs, den kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder, deres Læber er stumme ...

Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De eneste, som kunde bragt Løsningen, ligger Lig paa den hjemlige Ø.

Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde Rederiet der. Kaptajnen og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mænd med fortrinligt Sømandskab som Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de hjem til et kort Besøg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gæstet Øen, et Par Uger før Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, hun havde den Gang nyligt mistet en Søn.

Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter Sukker. Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset, og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod Skibet Norge.

Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt paa Fanø Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hændt i Mellemtiden, maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af Vest, og Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet. Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de maa have slidt haardt i det, faaet ringe Søvn og sagtens været udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet været i Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets Logbog er Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme Dags Middag er Logbogen ikke ført, Skibet har drevet omkring uden Styreevne, og Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet er pludselig grundstødt, og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. Faa Minutter efter er Sagaen ude.

Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende inde fra Nordby en ung Haandværker ud til Fanø Vesterstrand, hvor han vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten. Forbavset ser han — og næppe vil han tro sine egne Øjne — at der staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nøje ligner Briggen Claus. Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af Nordby ... Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fanø — og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham — da støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget — jo, nu gaar det som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus ...

— — Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa være naaet levende gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven fejret velkommen hjem.

Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hændelse! Det plejer ellers at være Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der berøver Fanøkvinderne deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær og under Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og vel ført Fanøskude har gjort det før Claus — og saa grundstøde og omkomme derhjemme paa den bitte lille Ø, den næppe synlige Prik paa Verdenskortet — det er ikke til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse tænker Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blæste endnu stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden — man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer har de otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en Haand har været rakt dem til Hjælp ...

Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller Sø af saadan Art, at det havde været risikabelt for Mandskabet at stole paa Skibets Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde Kystobservering og Landsætning mulig. Deres Overilelse betalte de dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste Forsamlingshus — og var traadte derind, drivende vaade og yderst forkomne — men dog i Live alle — — —

Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa Gods og Grejer; alt tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op — saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.

Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en Esbjergdamper i Forbifart — eller de har slet ikke tænkt nogenting derved.

Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker, er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler — til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte — — netop den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i Forsamlingshuset — —

Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede. Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe, og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...

Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige Partier, næsten som de var skoldede — det var Sandet, der havde skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; de har af al Evne villet naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.

Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling, Livet kunde byde.

Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give Carl og Christian Lov at komme tilsøs — bare en enkelt Tur for at prøve. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem — Ugen derefter endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.

Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt, bare Kirkeklokkerne ringede.

JULEGÆSTER FRA HAVET.

Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten aldrig holdt.

Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den 23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.

Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt.

Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne satte Himmel og Hav i ét.

Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem Stormen hørte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet, Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og Sandet piskede, saa Syn og Hørelse næsten forgik En, men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg maatte gøres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter blev der gjort Forsøg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.

Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den indtraf det snarest mulige — men for sént alligevel. Skibets Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade.

Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dæmringen, at to af Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne overhalede med Blokkene hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt. Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.

Det vilde under disse Omstændigheder være ganske ufornødent at sende Redningsbaaden fra Tuskjær ud til Skibet, en Tur gennem Brændingen i saa voldsom en Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til Bovbjerg Strand, og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten nordpaa om at være vagtsomme over for de Skibbrudne, som man formodede drev i nordlig Retning for Strømmen — hvis de da var paa ret Køl endnu.

Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes Udkig fra de højeste Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje ud over det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre sig, blev hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning om, at Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted, saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa langt til Nord og skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp fra dette Punkt af Kysten var umulig. Det eneste, Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt til Havet, hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev holdt, man sparede sig ingen Møje, men det lykkedes ikke at øjne den drivende Baad. Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus, medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jævnligt afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem Nattemørket.

Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen mellem Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen efter saa mange Julegæster fra Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst næsten ikke vidste Rum at anbringe dem i.

Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed »Stanley« og var hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom Regntykning og uformodet Strømsætning, Klokken var da fem om Morgenen, Besætningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende Sø, der undertiden slog over Skorstenene og højt op ad Vanterne, gjorde Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsøge selv at række Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene var sikre og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel bemandede.

Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa nær som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret, havde begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var bleven tumlet saa hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre Fart frem til næste Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt mod Nord, for Damperen var ikke at skimte. Eller skulde den mon være søndersplittet og sunken allerede — saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i Baadene, for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og ikke forivrede sig.

De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte, Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De var let paaklædte og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen til Land hurtigt kunde blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde den det — men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. Det forstod de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, og det var dem, der nu fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.

Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne, naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt. Med den skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgængeren vare Baaden for de brydende Vandbjerge.

Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal Sø sig under Agterenden af den mindste Baad, løftede den himmelhøjt og jog den kæntret ned i Bølgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var borte.

Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jævnligt ses Land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe Haab om selv at blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i den fraadende Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa den sidste Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle Tons Vand uden at gaa til Bunds.

Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede ganske nær. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker ad Gangen anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og hensigtsløst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og da engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas, rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rælingen forude — og styrtede sig i Søen uden en Lyd.

De andre dukkede Hovederne et Øjeblik — og øste videre, de af dem, der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem. Og flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt, deres Lemmer var ubevægelige af Kulde, de var sløve af Slid og Usselhed.

Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende agterind og vaskede to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til at stramme Mandskabet op.

Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og med Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse — en halv Time til Ende. Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket, Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! det stormede op af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk, at det vilde have været den visse Død at søge Land.

Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dér, hvor Baaden vilde været ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord. Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse, de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent lod sig stille besluttet glide overbord — — Undergangen maatte komme naarsomhelst — — ingen vilde tage saameget som et Svømmetag for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed beherskede alle.

Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede. Klokken var fem om Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun én Mand kom levende derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svømning, til han følte Stranden under sine Knæ, saa var han besvimet og laa i Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.

Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans Søster, som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, var fuld af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var overanstrængt af Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, men maatte nu lade alt i Huset fare for blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn.

I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og Sønnens, de bedste hun kunde finde, og klædte Ligene i dem. En ung lille Fyr, saa spædlemmet som en Pige, fik en af hendes afdøde Datters aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetræet, hvoraf engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde været bestemt til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose.

Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene var løftede af Hængslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne var der allerede hængt Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften begyndte.

En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres tolv Gæster.

»Gud ske Tak for dem, vi har,« svarede Konen. »Det var endda godt, de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres Kammerater endnu i Aften.«

Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade, nikkede bifaldende.

Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her mellem alle de døde.

»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik sidst ud og lukkede Yderdøren.

»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa tilsengs.

»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok bedre!«

»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa prøvende fra Strandfogden.

»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.«

TILBAGE TIL LIVET.

Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse, intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og Raketapparat.

Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var piskende høj.

Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.

»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersøgt Forholdene, blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8-¼ og naaede Kysten Kl. 9 Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c. ¼ Mil fra Land med Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance. Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande. Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. Fra Land affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen. Der affyredes da en tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs, hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det samme indtraf en voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter klarede, var Agterskibet sønderslaaet og Havet bedækket med Vragstykker; af Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks efter at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en Mand sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 Mand overbord; da Skibet var sønderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der forgæves søgte at holde sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at forsøge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. Da det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke, førtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det farlige Forsøg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var den ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den anden i yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde begivet sig ud i Brændingen.

Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. Besætningen bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes.

Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages væsentlig at være grundet i, at Besætningen søgte at forhale Tidspunktet for Strandingen i Stedet for i Tide at søge Land, og at Skibet ved de udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en meget uheldig Stilling.« ...

I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter — Travlheden i Gaard og Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene. — Og den niende — hvordan var mon han tilpas, naar han rigtig kom til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus.

Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte og talte man vel, naar man laa saadan og følte sig frelst — ene af dem alle?

Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte Havet brumme dæmpet og underfundigt.

Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede sig tættest.

Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen fat paa Trækkene. Han var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af, Munden kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer ... Han slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke véd, hvor han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.

»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede trangt.

»Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de andre otte« — —

»Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De andre, Øvrigheden og Lægen, de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var jeg saa træt« ...

I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er en Seng mere i Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en halvfortæret Mund spilet op.

Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset rundt og ender ved mit Ansigt, som han forskende betragter.

Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg véd, han har ligget paa Sygehuset i fire Døgn, uden at nogen har kunnet faa sammenhængende Beretning af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til, hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat. Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste Bevidstheden?

Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. Han maatte dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare en hastig Række besynderlige Hændelser, der ikke straks stod ham selv tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først nu tilfulde, at han alene levede, men alle Kammeraterne var døde. I alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop han var bleven reddet, en Ængstelse for, at Livet alligevel ikke var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen blev fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme paa hans Kinder. Han gjorde sig selv Rede for Strandingen snarere end forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled igen, naar hans Tanker løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke.

»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« sagde han. »Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede til Competitor, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke svensk Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde været lovbefalet Syn over Skibet, Competitor var allright og maatte stikke i Søen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med, sagde Matrosen.

Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man opsøgte os og satte os ombord med Magt.

Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst. Vi var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og sled vi for at holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene Sejl blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten, man kunde ikke gaa tør i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give sig, vilde ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi saa raadede ham.

Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjælpeligt ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter, kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp, Ankrene skulde i Bunden. Og saa stod vi der, nogle faa Hundrede Alen fra Kysten. Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa nogenting — og vi var gennemvaade, forfrosne, dødtrætte. Vi klamrede os fast paa Dækket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten. Han havde Redningskrans om Livet — den eneste, der var tilbage paa Skibet. Han var beruset; det havde han været alle de tre strænge Døgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser.

Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav sig i alle Spanter og Planker. Søen fossede ind og skurede rundt og rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ...

Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have været livsfarlig Gerning i de Søer selv for en rask — og vi var allesammen segnefærdige.

Nu var det vist, at Første Styrmand og en Matros sprang overbord, de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tømmer og drev af for en jagende Strøm. De var væk næsten med det samme ...

Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele stod i ét. Lidt efter lindede det et Øjeblik af. Da var der to andre svenske Matroser borte — vi havde intet sét dertil, ikke hørt en Lyd fra dem.

Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade blev knuste og Stumperne hevne bort ... Kaptajnen viste sig i Kahytsdøren, stadig med Redningsbæltet om Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg og slog ud med Armene, men blev staaende i Døren ... Jeg fik mine Støvler og Klæder af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved igen, Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfærdelig ondt ... saa sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg ...

Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke andet, end at jeg nede i Søen pludselig kunde bøje og bruge ogsaa det Ben, som havde været saa smærtefuldt, næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn havde staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde været saa bange for Koldbrand, kan jeg huske ... Nu tænkte jeg ikke paa Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen skulde sprænges ....

»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden — han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i Brættet: — »Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden i, Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen — saa hang jeg ene klamret til Spandebrættet.«

»Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den særeste Musik i Hovedet ...

Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot, men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i Sengen her, paa Hospitalet.«

»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har vist ikke tænkt noget videre — mest været saa træt og sovet, tror jeg.«

Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst.

Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine Fingre er helt stive,« sagde han.

Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig mellem Beslægtede.

»Har de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset.

Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt:

Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk. Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.

»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!«

Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par Gange og besindede sig.

»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte.

I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig — eller maaske snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt, festligt Skær fra det store Juletræ, som netop stod færdigtændt ...

SOMMERSTRANDING.

Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred, Brændingen lav. Stilfærdigt skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet og skærer en vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al den gnistrende Hvidhed.

Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes op, er lutter snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de som mørke Indlægninger i den let blaanende Himmelflade. De har en egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude i Verdenshavet: brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tæt som Raager paa Stubmarken, og nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at tage nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. Man faar en trist jordbunden Fornemmelse, naar man færdes langs Stranden og stadig rejser Maageflokkene eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk over Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjældent et Skud Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader Fredsforstyrreren paa deres øde Strand, hvor de samles for at hvile og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt.

Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rækkefølge. Skagbokutterne kommer døsende i den løje Vind, længere ude ligger der tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen Vind i de søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet, statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn er han fra Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til Spejl, ret som et luftigt arkitektonisk Værk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at tænke paa de gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa Bolværkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om sin høje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber ... Det er, som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.

Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu og baskende Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen i Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid er der flest af de skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, bare man var ombord i én af dem og foer viden hen; det giver stærke Længsler bort at sidde og kigge efter de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. Ud i Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? ... Alle har I Bud fremmede Steder hen, raskt skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I er som hensynsløse Tanker, der vil. Men Verden bliver saa lille for Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa snævert og Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... Saa var det bedre at sidde agter i Fuldriggeren og høre Vandet klunke om Roret og vide Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i brede Maagesving under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde.

Nej, ikke om Sommeren! ... Skønt, hvem véd! Der kan hænde en Sejler alt — Æventyret er ham i Kølvandet den vide Verden over.

Men Æventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle Fænomener kan kontrolleres og er ikke Fænomener mér. Badegæsterne, som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet, sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i hvilket de har svømmet med store Tanker om eget Mod; de synes næsten, det er mærkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ... Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm — saa kom der maaske en Stranding; det skulde dog være morsomt at se, om Havet kunde fraade og sønderslaa saa æventyrligt, som Rygtet gik.

Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der. Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø. Naa ja, siger de ved Kaffebordet, altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm!

Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at der om Natten er strandet et Skib ikke langt fra Hotellet — strandet og splintret.

Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan hænde noget saa spændende lige ind paa Livet af dem, uden at de har hørt det mindste — de laa dog vaagne længe. Det er jo helt æventyrligt.

Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer altid uden at være mældte eller uden at vi agter paa For-Varslerne.

I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen sket. Nogle af Badegæsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved Nitiden havde set et stærkt Blus ude paa Havet. Det var ingen Lanterne, kunde de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre over Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og Bad. Vejret var jo heller ikke værst.

Imidlertid — Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib, splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. Blusset havde været Nødsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag.

Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal erfare paa Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan køre baade én Mil og to og bare tænke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler man Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Værdi deraf.

Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne. Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var komne betids fraborde. Som Søen brød nu til Morgen for en Vind, der var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest, skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land.

»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!«

Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om Hjulene.

Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største Kæmpekarl og første Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K. Nielsen, Formanden for Redningsvæsenet i det nordligste jydske Distrikt og designeret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, naar Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede hans imponerende Skikkelse fra Prøverne med Grenens og Nordstrandens og Højens fem Redningsbaade. Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket, sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par muntre, lyse, stærkt seende Øjne under vejrfurede Laag stod han agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem Sprøjtet, hans højre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han vidste det aabenbart selv og stod plastisk skøn som i et nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere end det!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type.

En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til Strandingsstedet. Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte, grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der næsten alle forsynes med Tørv her nede fra.

Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.

Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet. Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys, Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.

Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve, og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere, saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde de fortælle i næste Brev hjem.

De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie, hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som denne Strand. Og tænk saa, at der skulde komme en Stranding, mens de var her!

»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til Strandfogden.«

I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen — alt berømmede de superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt, deres kritiske Sans havde de magasineret i København eller Vejle, hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur.

Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa — det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.

Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne efter rundeligt Skøn til den gode Side.

Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus, fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under Landsætningen.

En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.

Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.

Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36 Aar gammel. Mercator hed den, var fra England kullastet for hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret — ikke Skibet, ikke Folkenes Tøj heller.

Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring om Forliset:

»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor, for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte Skibsbaaden ud — og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i Landingen. Saa sprang vi ud — og reddede os. Et Par Timer efter sank Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa' derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.«

De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning.

En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne — det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af smukkeste Type.

Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her. Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han var nitten Aar kun.

Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille, skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv og svømmet dèr, var dødsens ...

Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.

Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i hans Gaard.

De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker lignede Konfirmander.

»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de yngste Folk hjemme fra Finland.«

»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør.

»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede fortabt udefter.

De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med Bramsejlene.

»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og vindsprukne Hænder.

»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han havde forstaaet min Tanke.

Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.

»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel det ... Jeg skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...

UDE PAA REVET.

Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra Grenen.

Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par og halvtres — og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven bjerget fra Vraget, som godt var — og nu, netop et Aar efter, var han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med hende. Hun var Ruin, det var ikke til at undres over i saa høj Alder, men ogsaa i ham begyndte det at smuldre, det fornam han godt nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.

Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. De Penge var tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr. i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12 Kroner, naar der blev bjerget Folk — aa-nej, saamænd, storstilet var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak. Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag — saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig selv for meget Hurlumhej.

Ligefrem bevises, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels Jakobsen fik sin Skade, det kunde det jo ikke. Derfor var ingen Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ... Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men kedsomt var det ...

Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet. Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb ... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette, var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt nok, vist var det saa — men Helbredet var ligegodt bedre.

En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den vanskelige Redning.

»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja, uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.

Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret paa Skagen.

Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen; det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var elleve Mand til at ro og saa Skipperen — og endelig var ogsaa Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en, som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, han er forvoven og vil frem, og snild til at manøvrere er han ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke Arbejde med Almuth.

Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget, der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.

Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os — for vi avancerede kun en ringe Smule — ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og Flaget var tysk ...

Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi kunde ikke, og det var ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja — nu kom vi jo, nu kom vi jo nok, haabede vi da ....

Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham. En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det ligefrem brændte.

Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude — en udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med Vand, naar vi vil stive os af i Farten — lænsede vi for alt Vejret. Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen. To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om og være snar i Vendingen.

Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper — han stod aldeles barhovedet endnu — at de to forreste Mand skulde lade Dræget gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der stod med Stævnen mod Land — men i det samme dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem Redningsbaaden, og væk det var vi gaaet, alle Mand, li'saa bestemt.

»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med — vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde falde overbord — men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han var næsten som død, sølle Klør ...

Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op — den var fra Vraget, naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den lettede sig — jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa ellers kan mene om den.

Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os. De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede Nødraketter af — som ingen saa'.

Ja — saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen. Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.

Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen — ja int til os andre, for vi forstaar jo int Tysk — men vistnok til Opsynsmanden — at han derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede — og nu laa den paa Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere — og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...

Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret tilstede — for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.

Naa — heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi — Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge — man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til ... Min Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det forbi med mit Redningsarbejde« ...

»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til Afsked med Dem?«

Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker — jeg synes bare, min blev for kort ... Men man raader int selv, véd vi da« ...

Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede Søfolks Frelse.

Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...

BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG.

Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst, blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet paa denne Ørkenstrand.

Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind, skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et Dødskors op af den livsforladte Ørken.

En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og Kniven fandtes i hans Haand — og saa har han ikke kunnet mer, hans Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!

Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne. Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer — dèr paa Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én maatte være hans Faders — og hvortil en ny nemt kunde være kommen — hans egen ....

Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om, hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds Frelse.

Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast, Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr, Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.

De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning — og saa en Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!

Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt Vejr.

»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen, »og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.«

Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.

»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der var den tætteste Tykning med Regn.

Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende. Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.

Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes, enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.

»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,« sagde Kaptajnen fortvivlet.

»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden, og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt i Forvaring.

Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt. Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle ud og søge anden Tilflugt — en Tid forude oppe paa Bakken, derefter i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det. Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.

»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.

Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide, sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med Tabet af tre Aarer.

Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.

Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes som ubrugbar.

Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne. Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.

Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa inderligt paa Frelse.

Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget. Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt. Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene, stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham ...

Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu, én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.

Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa, Blikket brustent — han var død.

»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads til de levende.«

Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne — og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. Saa lod man Liget drive.

Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten. Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket. Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet. Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden, som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet, men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv. Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at Jungmanden ingen Benklæder havde paa.

Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget. Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud. Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham. Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær — vistnok allerede i Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...

Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden endnu stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen, havde beskadiget et af hans Ribben — det var brækket ... Naa, ja-ja, han havde jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de andre om Resten ...

Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.

Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab, fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der var bleven Fører efter Lars Kruses Død.

Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra som en virksom Bølgebryder.

Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning. De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden Bevægelser.

Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand, han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se — men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende og sidste Mand — det var Baadsmanden Andersson, — som havde slidt saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget Drægtovet til Redningsbaaden — han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time — det var, som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at Sprøjtet ikke berørte ham, de kunde ikke længere. Dèr blev han saa hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem, glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig Ligegyldighed.

Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage — den fastsurrede Mand oppe i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning — begge drog vistnok paa deres sidste Suk — og saa Baadsmanden, der hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede var død, det var der kun én Mening om i Redningsbaaden.

Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.

Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard, rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.

»Jeg er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort. Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.

Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles — der var den tysteste Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig, da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at Redningsmændene haler alene Surringen til sig ...

Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han, ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa magtpaaliggende at bjerge, var borte.

Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed. Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld — hvor trist det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne haardelig til Lægehjælp.

Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste levende Folk var frelste — tolv Timer efter Grundstødningen.

Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ...

Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.

»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske Vestkyst.

— — Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes ud.«

To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som Styrmanden skulde ud med et nyt Skib — saa sprang han overbord i Havnen og druknede ...

Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand blev reddede — undtagen Kaptajnen. Han vilde nok ikke, hed det sig, og gik til Bunds med Skuden ...

KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING.

»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« — fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby — »og havde fragtet Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i Land. Bare tværs over Gaden og ned i en Ølkælder lige med det samme, det gælder det jo om, og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak, den kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den Tid, at man sejlede. Naadada — stillschweigen! som Tyskeren siger.

Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, vi, som har faret, at hjemme hos dem selv i Skotland, dèr er de li'som Engler, dèr er det bare med at faa Salmebogen i Næven og saa to church med Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end som Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne Præstesønner herhjemmefra, allesammen, det er givet, følgeligvis.

Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. Den var jo nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde Fremmede ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte.

»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det kan jeg se paa Deres Øjne; ja her er det krilne Punkt, nu skal De høre.

Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De saa' ham fra Fyret og telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp — for uberygtet, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, dèr er der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle Sladder om hverandre allesammen — han kan mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv, som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, én eller to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De véd. Det blev altsaa 6000 Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi ellers er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os — og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder ... Jo, vi deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet igennem, naar bare hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen, saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mødt, faar Bøde. Jo, det er regulært nok — forstaar sig, det glemte jeg da egentlig at fortælle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar fuld Lod, men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de maa nøjes med en Halvparts Lod ... Er De nu klar af Regnskabet, ikke!

Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt fint Vejr ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som han kunde greje sig fra Søforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden af ham.

»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Fætter til Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed. Men de skulde nok selv klare sig ud.

»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« spurgte jeg. »Hverken Vind eller Sø eller Strøm!«

»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte jeg. »Den skal være Vest-Nord-Vest, det véd vi da.«

»Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde Kaptajnen. Vest-Syd-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right, sagde Kaptajnen — og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.«

»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men jeg sagde ingenting, for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han.

»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde ligge til og bande — jeg kan desværre ikke oversætte alt det, han svor — han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp.

»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan talte jeg jo for mit — naa, alligevel var der jo raison i det, som jeg anbragte.

Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden foer han for at lange ham én ud. Men Styrmanden var flink i Paraden: »Vil du bare paddle din Kano; jeg skal nok paddle min, kan du tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet. Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og væk var Styrmanden i en Hurtighed.

Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem Næsen som en Grønlandshval, saa byder han mig til Sæde og skænker Whisky. Han var bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig og sukker forknyt: »Ak ja, den sølle Kone,« siger han og peger paa en Køjekammerdør. »Naar man endda bare havde hende i Land.«

Jeg sad og lurede. »Hvad er den af,« tænkte jeg. »Har han Konen med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være ...«

»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da det ikke hjalp med Mary eller Miss.

Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: »Hold Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, egentlig brugte hun et meget værre Ord, som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed Menneske som Dem.

Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa den Slags Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet gal Kurs fra Skagens Rev.

Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig.

Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen paa mig. »Hun vil ikke i Land — Min Kone vil ikke — —«

»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer her, jeg ser nok, hvad Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil eller kan som et kristent Menneske. Og — ærligt talt — det kan De som Sømand heller ikke være bekendt over for Tøsen, hun maa da skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mænge Dem med hende« ... Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder.

»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg til hende. Hun laa dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel.

»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs. »Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.«

Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals — naadada, det var ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre — og hun tryglede og kyssede, huha!

Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,« hvæsede han til Fætter Kaptajn.

Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende. Jeg stolede egenlig mest paa Miss Marie.

Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Fætteren og farer op og kommanderer i bar Trods og Stædighed: »Stop med Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!«

»Go ahead!« raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdøren i efter sig.

Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, klædte Miss Mary sig paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug, saadan for at se til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis.

Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede hun. Jeg gik ud et Øjeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt, véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart var Kaptajnen saadan, at han ikke kunde synke mér.

»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa skal du blive sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var halvfuld allerede og rykkede Kaptajnen skælmsk i Skægget: »Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun paa sit Toldbod-Sprog.

»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden. Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.«

»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa Pæren. Den gav efter, den var blød.

Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned, allright.

»Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er han Kommandoen.«

»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.« Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hørte Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.

Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg, »mens vi venter paa Bjergningsdamperen.«

»Du har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer.

»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen. Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med sin pæne lille Kæfert.

Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset — en Høne og saadan noget Pilleværk.

»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet.

Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa Broen, og dèr stod han uden at mæle et Muk, til vi havde Slæberen fast og Switzer trak til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det samme blev rykket af Grunden. Føj for den slemme, tænkte han, dèr røg s'gu halvandet Tusind Pund, de kunde været spart; det var ligegodt en lovlig dyr Kæreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og lige fluks i Kammeret til Miss Mary.

Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud. Han og Mary laa i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn.

»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg skulde ha' været i Land i Helsenør, det lofte han mig, det Skvadderho'de!«

»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. Han var svært slikken, den Rad.

Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det var mest passende, om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa Hotel.

»Well,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, saa skal jeg nok bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, og det blev henad Midnat, inden Afskedsbægeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa Hotellet og fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde jo redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« — ja det sagde jeg til hende, da vi blev ene, — »og saa behager du at lette dig, naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa afsted med Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til København, forstaar du, og det i en Ruf, ellers skal der være en Betjent og hilse paa dig, satansusemig.«

Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare var hyret for Helsingør. Det var ikke efter Søloven.

»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi videre.«

Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet udenfor. Og det gjorde vi saa.

Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt var det — huha.

»Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som gerne vilde snue videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med Øjnene, han var ædru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt.

»Her er Ragene,« sagde jeg og slængede nok saa galant Tøsen hendes Klæder stykkevis hen i Sengen til hende, li'som hun havde smidt dem rundtenomkring, den Sjaskedorthe.

Saa gav hun sig til at flæbe — nej, saadan rigtig græde. Nu var Modet fra hende, hun var »kyw i'et« som vi Jyder siger ... det gjorde mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har jo selv Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa Kaptajnen bearbejdet for Akkorden; jeg maatte ud i hvert Fald, for jeg kunde mærke, jeg blev blød om Hjærtet, men gi' mig, nej det kunde jo ikke nytte.

Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke, drikke sig Mod til kanske. »Øl! Gammel Carlsberg!« forlangte hun.

»The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, »men Øl, ikke en Skvat, at du véd det!«

Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrædt ud. Saa listede jeg hende paa Banen og i Kupeen.

»Good by, Mrs. Mary,« nikkede jeg nok saa høfligt efter hende, da Toget gik, for hun skulde jo immer forestille Kaptajnens Kone.

»Hold Kæft, dit gamle — Fjols!« ... Ja egentlig raabte hun noget andet end som Fjols, men jeg vil ligefrem ikke ta' det Ord i min Mund, føj for Satan!

Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv Pund, et Par Hundrede Kroner i danske Penge altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en pæn lille Tjans for en Toldbodtøs ... Naa, vi lod hende rende med dem, følgeligvis.

Men Kaptajnen? spørger De ... Aa, Gud endda, hvor han var flad og elendig af Undseelse. Den Galej skal han nok vogte sig for en anden Gang og komme paa.

Det var egentlig Synd for ham, for dygtig var han, det sagde ogsaa Fætteren. Jeg skal bare nævne Dem, at da han kom fra Amerika med Majsladningen, saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingør uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands som de kom frem og fik Fyrene, som han jo vidste laa paa den og den Bredde og saa videre. En urimelig dygtig Kaptajn og ellers flink Mand og en afholdt Borger hjemme og ligefrem nobel Familjefar — det sagde Styrmanden, og det kunde man ogsaa nok se paa Manden selv, da han var bleven Missen kvit og havde faaet Hovedet rent ... Ja, det er skrækkeligt for kønne Søfolk paa de lange Rejser. En anden én er ovre det nu, man er fast i Land — som godt og vel er!

Hvordan den gik? Naa-aa, det kom jo til at hedde sig, at der havde været Strømsætning og saadan noget. Og Misvisning, tror jeg. Han klarede den ialfald, gjorde Kaptajnen. Folkene vilde ham jo ikke tillivs.

Véd De, hvad jeg sagde til ham, da vi skiltes og han takkede mig og saa videre: »Well,« sagde jeg bare: »Vogt Dem nu en anden Gang for — »Miss-visning«!«

Allright, den forstod han og saa grinede han — nu var alle Skær jo klaret ... Men han glemmer satansusemig li'godt ikke Skagen i Hast.«

INDHOLD.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG

MYLIUS-ERICHSEN:
VESTJYDER

»Vestjyder« er en ualmindelig underholdende og læseværdig Bog, der gør sin Forfatter megen Ære. For Jyder vil den selvfølgelig have ganske særlig Interesse, men forøvrigt gælder det, at den vil kunne læses med Fornøjelse og Udbytte af enhver.«

Berl. Tidende.

»Det er en Fornøjelse at læse en saadan Bog, en Glæde at gribes af dens sunde, sande, ægte Følelse, til hvilken Forfatteren altid ved at give et saa lykkeligt Udtryk, at den klinger igen i Læserens Sind.

Ørebladet, Kristiania.

»Kun sjældent gør en Bog i saa høj Grad som denne Indtrykket af, at dens Forfatter virkelig har noget paa Hjærte, noget, der trænger sig frem, Tanker, som maa klædes i Ord.

Vestjyderne har faaet deres Digter; han er en af deres egne, og de kan være stolte af ham.«

En Fælleskorrespondance.

»Alt i alt faar man gennem Bogen et overordentlig sympatetisk Indtryk af en vederhæftig, varmhjærtet og klartseende Forfatter.«

Alb. Gnudtzmann i Dagens Nyheder.

»Det er en Fornøjelse at læse saa velskreven en Bog, der optræder saa ganske fordringsløst. Den bør ikke overses i Øjeblikkets Malstrøm af Bøger.«

Aftenposten.

DEN JYDSKE HEDE

Afskriverens rettelser

s. 9: Samvittighed i Enkeltheder[Enheltheder] udformet. Hvilke daglige
s. 40: De to nytilkomne[nytilkomme] satte sig efter en kort Hilsen
s. 63: vi børstede ham under[nnder] Fødderne og gned ham med
s. 57: skrækkelige[skrækkelig] Dag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der
s. 67: Bøn og en bitte[bittte] Smule Salme — — og saa er de godt
s. 86: hans Navn, og han[hans] viste sig at være en ferm Tjener.
s. 102: Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning[Sceneforstrækning]
s. 112: Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets[Skibet] Logbog
s. 115: Forsamlingshus[Forsamligshus] — og var traadte derind, drivende vaade
s. 148: som Kaptajn[Kaptejn] Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En
s. 149: Stranding at se, midt paa Sommeren[Sommereren]. Naada, hvor
s. 159: hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand[Dannebrogsmaand] for
s. 189: »Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't[Do'nt]
s. 201: var mest passende, om Kaptajnen[Kaptajnpn] nu lod Missen flyve.
s. 196: gjorde Kaptajnen. Folkene vilde[vllde] ham jo ikke tillivs.